Det hele startede i 2015 i England. To gode venner ved navn Nikolay Storonsky og Vladyslav Yatsenko startede Revolut. De kalder det en fintech virksomhed, men ambitionen er klar; De vil skabe verdens første globale bank, som er 100% digital. De kom begge selv fra den traditionelle bankverden.

De har allerede 10 millioner+ kunder i hele verden, og efter sidste finansieringsrunde har man nu rejst 836 millioner dollars, og nåede samtidig en værdiansættelse på over 1,7 milliarder dollars. Dermed var en “unicorn” virksomhed skabt. En flot og spændende historie, som vi nok skal vende tilbage til en anden dag. I dag skal du møde danskeren, som er sat i spidsen for Revolut i hele skandinavien.

Navnet er Lasse Kalkar på bare 23 år. Men erfaringen mangler ikke. Mød ham her!

Hvordan startede det hele, og hvad er tanken med Revolut? Lasse har tidligere beskrevet det sådan i et interview:

”Revolut blev startet af vores kære Nik og Vlad, som back in the days var i den mere traditionelle side af banking – investment banking og trading – egentlig fordi de rejste frem og tilbage i Europa og begyndte at tælle sammen, hvor mange penge de havde brugt på diverse vækstegebyrer og på ATM-gebyrer og på at sende penge frem og tilbage, typisk mellem lande, fra Danmark til England eller fra England til Spanien,” siger Lasse Kalkar og fortsætter:

”De spurgte sig selv, hvorfor det skulle være så dyrt, og hvorfor der skulle være så mange gebyrer, når man handler med de traditionelle banker. De kom op med denne løsning, der hedder Revolut, der giver dig som forbruger adgang til, at du kan sende penge til og fra dine venner på tværs af hele verden uden gebyrer, at du kan hæve penge i alle ATMs globalt uden gebyrer og uden de her typiske 40 kroners charge, vi alle sammen kender fra, når vi er på ferie, og ingen dårlige gebyrer, når du skal vækste penge. Så er der selvfølgelig blevet tilføjet flere produkter senere hen.”

Lasse, hvor store er jeres ambitioner i Danmark?

Godt spørgsmål….Hvordan definerer du stor? Vi vil rykke os hele tiden. Når vi når 100.000 brugere, så vil vi have 200.000 osv. Vi har et produkt, som vi tror på alle kan bruge. Vi lancerer f.eks. snart nogle juniorprodukter, som forældre kan håndtere.

"Vi vil rykke os hele tiden. Vi har et produkt, som vi tror alle kan bruge med fordel"

Lasse Kalkar, Head of Growth, Nordics

I forbindelse med jeres ekspansion i Danmark, er I blevet sponsor i F.C København. Hvorfor?

Hvis du havde spurgt mig for et år siden, så var det bestemt heller ikke noget, der lå i planerne.
Men jeg var i PARKEN og se en af mine gamle venner spille. Det var kampen mod Silkeborg. Jeg havde tidligere kommet en del i PARKEN, men havde ikke været der længe. Her begyndte de første tanker, og jeg fik startet en dialog op med et par af deres salgsfolk. (Alex Rasmussen, nu i AC Milan og Mathias Rønn). Dem havde jeg en god snak med, og vi startede en dialog internt også. Vi kom frem til et at blive tribunesponsor, 

Vi prøver dog at se lidt ud over eksponering. Det er ikke det, vi måler det på. Vi tror, der ligger mange subkanaler under eksponeringen. FCK TV spillede f.eks. en stor rolle for os. De gør det virkelig godt. Vores produkt giver i øvrigt også god mening for mange af spillerne. De rejser meget, de udenlandske spillere der skal sende penge hjem osv.

Hvordan forholder I jer til coronakrisen i forhold til, at I kun lige er gået i gang med sponsoratet:

Ingen havde ønsket den her situation. Det gør ikke livet nemmere for nogen af os. Vi er i en god dialog, og vi skal nok finde den bedste løsning. Vi må også afvente, hvornår det overhovedet bliver tilladt og forsvarligt at sætte gang i Superligaen igen.

 

Hvem er Lasse ellers? 

Jeg elsker at bygge virksomheder op. Selvom Revolut kan lyde som en stor corporate virksomhed, så er det “mega start-up”. Der er højt til loftet, og vi har et stort spillerum her i skandinavien. Mit udgangspunkt er København, men er selvfølgelig meget i både London og især Stockholm. Jeg har ansvaret for Norden for Revolut. Tidligere har jeg arbejdet med marketing og været med til f.eks. at bygge fodboldtricks.dk op og har haft virksomheder i USA, hvor jeg boede et par år. I juni 2019 kom jeg så til Revolut. 

"Vi er effektive og får kørt ting over stregen"

Om Revolut:

Fra 1 juli 2015 i England.
10 millioner+ kunder i hele verden.
Over 2200 ansatte.

Du kan læse mere her.

Hvordan ser din hverdag ud?
Vi arbejder meget i Revolut. Men vi er enormt effektive. Vi har processer for alt, og kan arbejde fra alle steder i verden. Jeg har 2200 kollegaer, men vi er f.eks. kun 2 i skandinavien, så det er et kæmpe ansvar. Der er intet “micro management“ her, men jeg har ugentlige “check in” med de andre lande/markeder. Så det er normalt for mig med f.eks. en masse videomøder. 

Vi arbejder meget med sprints. Få overblik over opgaven, og få den løst. Det fungerer jeg godt i. Vi er effektive og får altid kørt ting over stregen. Der sker så meget i virksomheden, så det er altafgørende.