Samtale med Mads Helt og Christian Kærgaard, co-founders af Relevant.

Hudpleje behøver ikke at være en kompliceret ting.

Det har 2 danske iværksættere sat sig for at bevise, og de er godt på vej. Trods virksomhedens beskedne alder på 3 år, har Mads og Christian på rekordtid skabt hudplejebrandet Relevant, som forhandles i 150+ butikker og i en stærk egen webshop. Opskriften har været en åben og ærlig tilgang til det at være et hudplejebrand og uden en masse steps, som vi jo godt ved, at vi ikke får gjort hver eneste dag alligevel.

Mads og Christian har kendt hinanden siden de gik i 9. klasse sammen i Herning.

Her er ugens creator-samtale på dontt.dk med Mads Helt og Christian Kærgaard, co-founders af Relevant.

Relevant

Christian Kærgaard (tv.) og Mads Helt, (th.) co-founders af Relevant.


OM RELEVANT

Relevant er et unisex hudplejebrand, som udvikler naturlig hudpleje til et liv i bevægelse.
Alle produkter bliver udviklet fra bunden og produceret i Danmark.
Relevant har kontor i Aarhus.
Produkterne forhandles i 150+ butikker og selvfølgelig via egen webshop.
Deltog i Løvens Hule i 2023. Her fik Relevant en investering fra Christian Arnstedt og Blazer Capital.


"Når man har noget andet nede i maven, tror jeg, at det er vigtigt at bryde ud af det for at give det chancen"

Har I altid vidst, at I skulle være iværksættere?

Christian:
“Vi har helt klart altid haft en iværksætter i maven. Det har mere været spørgsmålet om, hvad vi skulle. Allerede da vi gik på vores kandidatuddannelser, brainstormene vi en del på det. Men det var først nogle år inde i arbejdslivet, at vi kunne mærke, at det skulle være nu.”

Hvordan opstod så selve ideen til Relevant?

Mads:
“Jeg tror grundlæggende, at ideen stammer fra vores tid som sportsudøvere. Her var rutiner en helt naturlig del af vores hverdag. Vi trænede, spiste og fik vores søvn i nogenlunde faste skemaer. I den periode døjede vi begge to med nogle hududfordringer selv, men præcis på det område var der ikke et sted at gå hen. Hudpleje er ikke meget anderledes, for her handler det også om at følge en daglig rutine for at få resultater.”

Markedet var en stor jungle, og værst af alt var det kompliceret at overskue. Så ideen opstod fra tidligere erfaringer og en fælles enighed om, at hudplejebranchen til dels var kedelig, men endnu vigtigere at der manglede en ukompliceret spiller på markedet.”

Christian:
“Det var imens, at vi sad på vores sikre pladser i henholdsvis KPMG og Deloitte, at vi besluttede os for at gå i gang med Relevant. Vi ville vise, at god hudpleje ikke behøver at være en kompliceret ting.”

Relevant Christian

Kort om Christian Kærgaard
Alder 30 år.  Bor i Skanderborg med sin kæreste og deres søn
Uddannelse: Master of Science, Finance. Tidligere senior associate hos Deloitte Corporate Finance.

Var det svært? I havde jo en sikker og god “vej” foran jer i KPMG og Deloitte?

Christian:
“Når man har noget andet nede i maven, tror jeg, at det er vigtigt bryde ud af det for at give det chancen. I vores snakke kunne vi mærke, at der skulle ske noget. Det havde været nemmere at følge strømmen med karrierejobbet, planlagte lønstigninger og levere det arbejde, som du bliver bedt om. Personligt nåede jeg frem til, at jeg ville fortryde det senere, hvis jeg ikke gav vores projekt chancen.”

Mads:
“Men vores år på arbejdsmarkedet har helt sikkert også givet os noget brugbar erfaring. Så det har nok vist sig at være en god rækkefølge for os. Vi brugte jo også vores fritid, mens vi var i jobs, på at udvikle og teste Relevant-produkterne. Hele fundamentet blev lagt, mens vi var i andre jobs.”

Hvilket fundament er Relevant skabt på?

Christian:
Vi ser os selv indenfor sundhed og velvære. Vores produkter er nørdet totalt igennem. Altså virkelig ned til mindste detalje. Det handler om at tage et meget kompleks produkt og gøre det simpelt. Vi skal sørge for, at du ikke har 10 steps i din hudplejerutine, men kun de steps der er behov for, så du kan få en sund og stærk hud.

Helt kort vil svaret være: Simpelt og nemt at bruge, men med de rigtige aktive ingredienser, så du får de samme resultater, hvis du brugte 10 steps.”

Hvordan vidste I så, at produktet var en god ide?

Mads:
“Det tror jeg først vi vidste, da vi fik den første ordre. Grundlæggende skal man da være godt naiv, når man starter virksomhed. Man kan spørge sine venner og familie, om de synes, at det er en god ide. Men det er jo først, når der er en kunde, der vil betale for det, er glad for produktet og køber igen, at man har data på sin ide. Men det er klart, at vi troede rigtig meget på det allerede i testperioden. Vi testede med 20-30 formularer på over 100 mennesker, så vi havde jo masser af positiv feedback og indsigter inden. Men det vil aldrig slå følelsen af vores første rigtige salg.”

Relevant Mads

Kort om Mads Helt
Alder 31 år. Bor i Aarhus med sin kæreste og deres søn.
Uddannelse: Master of Science, Advanced Analytics. Tidligere management consultant hos KPMG.

Hvad betyder det, når I siger: “Vi behandler krop og natur med den største respekt”? 

Christian:
“Når du køber produkter hos Relevant, kan du stole på, at vi har brugt de rigtige ingredienser. Vores produkter skal selvfølgelig gøre det, du har behov for ift. til din hud, men vi skal samtidig være ansvarlige overfor vores planet. Et godt eksempel er, at vores ingredienser er bio nedbrydelige. Det betyder, at når du f.eks. skyller vores shampoo ud, skader det ikke miljøet. Samtidig er vores emballage recycled. På tværs af vores produkter bruger vi i gennemsnit 63% recycled emballage.”

Mads:
“Det er et kompliceret marked, som vi er en del af. Vi vælger aktivt at få vores produkter certificeret, og vi gør en dyd ud af, at du kan læse dig til, hvad vi har i produkterne. Sådan er det ikke altid på andre produkter i vores branche. Hos Relevant vil vi vise, at god hudpleje ikke behøver at være kompliceret og den samtidig kan være god for din omverden.”

Det er jo super bæredygtigt alt sammen. Men netop det ord nævner I hverken på jeres webshop eller generelt i jeres univers. Hvorfor egentlig det?

Christian:
“Vi tager ansvar, for det vi udvikler, og det vil vi gerne gøre transparent. Det er grunden til, at vi vælger at gå certificeringsvejen, som Mads nævnte. Så er der en 3-part, der siger “god”, for det vi siger. Derfor behøver vi ikke alverdens buzzwords, som mange andre på markedet. Vi vil gerne vise, hvad vi gør. Så kan du vurdere, om vi er bæredygtige. Men hver gang vi udvikler et produkt,  har vi tænkt os godt om, og forholder os til alt hvad der er i det. Vi tager 100 % ansvar. De store brands gør det anderledes.”

"Det er helt bevidst, at Relevant er et unisex brand"

Relevant

I har jo valgt et unisex miljø. Hvem er typisk jeres kunder? 

Mads:
“Det er helt bevidst, at Relevant er et unisex brand. Det er måske også en af de ting i branchen, som vi gerne vil ruske lidt op i. Et af vores brand statements er “Not another beauty brand”. Det er en svær position at tage. Vi arbejder med en målgruppe, der har et værdifællesskab, der tager et ansvar for sig selv og sine omgivelser. Vores kunder er typisk fra 25-45 år og rammer faktisk godt ind hos både mænd og kvinder. Det er ret tæt på 50/50, med det forbehold at jeg engang så en undersøgelse, som viste, at størstedelen af kvinder køber hudpleje til deres mand/kæreste”… efterfulgt af et stort grin. 🙂

Hvordan ser jeres egen hverdag ud? 

Mads:
“Nu er jeg jo nybagt far, så tingene har ændret sig en del for mig. Men vi plejer stå op ved halv 7-tiden, og jeg får nydt lidt tid med min søn, inden jeg er på kontoret ved 8-tiden. Tidligere sad jeg tit på kontoret til langt ud på aftenen, men nu prioriterer jeg det mellemrum på aftenen, hvor man gerne vil være sammen med familien og se dem. Så sidder jeg i stedet med computeren senere på aftenen og prøver også at få inkorporeret en træning.”

Christian:
“Jeg har en morgenfrisk søn, så min dag starter allerede ved 5-tiden. Ellers er vores dage meget identiske. Det er mange timer, man lægger på en uge. Det, tror jeg, er en vigtig del af fortællingen. Det er langt fra en dans på roser hele tiden.”

Hvem er I inspireret af? 

Mads:
“Jeg finder meget min inspiration igennem andre brancher. Jeg bruger overraskende lidt tid på at følge andre hudplejebrands. Jeg synes, at de er gammeldags og repræsenterer ting, som vi gerne vil bryde ud af. Det kunne være i mode- og fashionbranchen, som er enormt gode til at bygge brands. Det er ikke nogen specifikke og kan hurtig skifte. Men der er virkelig mange seje danske brands også. Det er fedt.”

Christian:
“Jeg er meget inspireret af atleter. Dem der gør det ekstraordinære, men samtidig får en hverdag til at spille. Jeg synes, at der er flere active wear brands, som laver nogle fede universer. Jeg synes, at det er inspirerende med dem, der får sine kunder til at spille aktivt med i brandet. Det er enormt flot og meget inspirerende. Det skal vi bruge endnu mere energi på i fremtiden.”


Vi glæder os til at følge Mads, Christian og Relevants videre færd. Følg med her på dontt.dk


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.