Det gigantiske østrigske brand Red Bull har i mange år deltaget aktivt i den danske musik- og kulturscene. Denne gang er det en udvidet hip-hop endags-festival i København, der i dag er blevet præsenteret.

Det er konceptet og konkurrencen “Ord Mod Ord”, der i år finder sted på Store Bededag (af alle dage… : ) ) d. 5 maj i Pumpehuset. Red Bull byder på gratis entre og koncerter på spillestedets 3 scener.

Red Bull Ord Mod Ord er en stor endagsfestival i Pumpehuset fredag den 5. maj, hvor tidens hurtigste, varmeste og mest kreative rappere i Danmark skal dyste mod hinanden foran et stort publikum. I alt vil otte rappere, hvoraf nogle udvælges gennem den åbne kvalifikation, dyste om titlen som årets vinder.

Foruden de Red Bull Ord Mod Ord-deltagere, vil du også have mulighed for at opleve koncerter med et stærkt felt fra den danske hiphop-scene. Disse vil blive præsenteret senere i april måned oplyser Red Bull.

Red Bull Ord mod ord

Carmon er årets ambassadør

Til årets konkurrence er det den danske rapper Carmon, der er årets Red Bull Ord Mod Ord-ambassadør. Han fortæller:

”Hiphop er den mest mainstream genre i Danmark, men der har aldrig fandtes et decideret forløb, hvor rappere kan få sparring og udvikling professionelt. Alt er blevet skabt i skumle kældre eller hjemmestudier. Red Bull Ord Mod Ord går ind og tager hånd om de unge rappere og giver dem den professionelle hjælp, der er brug for. Det er meget, meget værdifuldt.” 

Carmon kan også opleves til endagsfestivalen i Pumpehuset, hvor han i Pumpehusets Byhave vil give en talk, mens han senere på aftenen indtager spillestedets største scene og giver en headliner-koncert.

Vind en tur til Los Angeles

Det er muligt at tilmelde sig konkurrencen ved at lave en duet og lægge et vers til en video på Red Bull Danmarks Tik Tok-kanal. Dette skydes i gang d. 8. april og slutter d. 27. april.

Vinderen af Ord Mod Ord-konkurrencen kan i år se frem til en tur over Atlanten til Red Bull Music Studios i Los Angeles, der bl.a. har huset 50 Cent, M.I.A, Pharell og andre store stjerner. Her får vedkommende en tur i studiet med en Los Angeles-baseret producer, mens sejren også inkluderer et sparringsforløb, der for alvor skal løfte den fremadstormende karriere.

Sidste års vinder af blev den lyriske flowrapper SilwA.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.