Samtale med Ralf Lodberg, CCO & medejer af Advice. 

I dag kan du komme tættere på en af kommunikations- og reklamebranchens største profiler. Ralf Lodberg har i knap 20 år huseret for Advice. Han opbyggede bureauets kreative brand-afdeling. Han er gået fra at være mening medarbejder til medejer af Advice, som nu har ca. 130 ansatte. Han bliver nævnt som den afgørende faktor til, at Advice er gået fra at være et rendyrket kommunikationsbureau til et af de stærkeste full-service bureauer i Danmark.

Vi møder ham på kontoret på Gammel Kongevej, hvor der både er tid til at kigge tilbage og se frem. Her er vores samtale med Ralf Lodberg fra Advice.

Ralf, vi kender allesammen Advice som det stærke kommunikationsbureau, som har været profileret i en årrække. Kan du ikke starte med at fortælle os om jeres forretning i dag. Et slags helikopter-overblik?

“Ja, det er sjovt, at du nævner os som kommunikationsbureau i din indledning. Da Jesper Højberg tilbage i 1991 startede Advice, forsøgte han at definere det som et bureau udenfor kategori. Hans drøm var ikke, at det skulle etableres i kommunikationsbranchen. Hans ambition lå i høj grad i vores navn. Advice skulle være en rådgivningsvirksomhed, som starter løsningsneutralt. I de første år var Advice dog nok trods alt mest et kommunikationsbureau. Men i dag er vi er fuldt integreret bureau på tværs af kommunikation, marketing og teknologi.

Til historien hører også at vi i det generationsskifte, som vi lavede på bureauet for mere end 15 år siden, besluttede, at vi fremadrettet skulle have de rette kompetencer til også at kunne eksekvere på det højeste niveau hele vejen. Når man primært giver gode råd, bliver man med tiden lidt slap i det, tror jeg. Så der var fx min opgave at etablere og opbygge et kreativt set-up fra bunden.”

Advice

Advice?

Så helt kort. Hvordan skal vi definere jer overfor læseren. Elevatortalen?

“Vi er Advice. Vi er knap 130 medarbejdere nu. Vi er organiseret i 3 integrerede enheder. Vi er en blanding af at være et kommunikationsbureau, der arbejder med store agendaer. Et reklamebureau, der arbejder med brand og kampagner, og så har vi ovenpå vores digitale enhed senest etableret et stærkt teknologihus, der ikke kun arbejder med strategy, design og UX. Men som også udvikler teknologi og end-to-end løsninger til vores kunder. Det har vi gjort i samarbejde med den norske tech-gazelle Forte Digital og har etableret Forte Advice i Danmark.”

"Jeg har det der iværksættergen, hvor jeg er ekstremt utålmodig."

Men vi skal tale lidt mere om dig. Du har som sagt været i Advice i snart 20 år. Hvis du spoler tiden tilbage. Hvilke forventninger gik du ind ad døren med?

“På det tidspunkt havde jeg været på 2 andre bureauer før Advice. Så da jeg startede i Advice, tænkte jeg vel, at jeg skulle være der et par år, suge til mig, hjælpe dem og så skulle jeg sikkert videre. Måske på kundesiden. Der var ikke en stor plan. Men i Advice fik jeg hurtig en følelse af, at vi kunne noget mere. Vi fik “tur” i nogle projekter, og jeg kunne mærke, at jeg bidrog på nogle nye områder. De var enormt akademiske og måske lidt lange i spyttet, hvor jeg kom med min kommercielle brand-baggrund og interesse. Så der var et godt fit mellem, hvad jeg kunne byde ind med, og hvad der blev efterspurgt. Branding har på en eller anden måde altid været den røde tråd i mit liv. Men det kommer vi måske tilbage til i denne snak.”

Kan du beskrive din egen udvikling og roller fra dengang og til nu, hvor du sidder som medejer?

“Da jeg startede, var vi vel kun omkring 15 ansatte i Advice. Allerede på de første år voksede vi en del. Da vi var 25 ansatte lavede vi en ny organisation. Her fik jeg ansvaret for branding. Det var første gang i min karriere, at jeg blev chef og havde ansvar for nogle af vores medarbejdere. Jeg tror ikke, at jeg fik det ansvar på mine lederevner dengang. Men derimod at de kunne mærke, hvor meget jeg brændte for mit område, og vi fik lavet nogle resultater sammen. Jeg tror meget på “begejstringens vej” med noget god faglig bund, hvis jeg skal give et godt råd videre.”

"Jeg husker ligesom, at det var der, at mit arbejdsliv faldt lidt på plads.."

Du nævner selv dine lederevner dengang. Hvordan har du arbejdet med det?

“Jeg har det der iværksættergen, hvor jeg er ekstremt utålmodig. Det kunne være en udfordring dengang. Det kunne man sikkert godt slå sig på tidligere. Så for mig handler det om at være ordentlig og være enorm tydelig i sin ledelse. At man viser vejen. Nu er årene gået, og erfaringen, der kommer, er ubetalelig. I de mange år er jeg også blevet far til 4. Selv professionelt er det på mange måder det bedste, som er sket. Når man bliver forælder, så lærer man, at man ikke selv er centrum i universet. Nu er jeg blevet nr. 6 i mit eget liv efter min kone og børn. 

Men så går du fra at være leder til også at være ejer?

“Ja, det er egentlig som led i det generationsskifte, hvor vi er 3 personer, der over en række år får mulighed for at købe andele af virksomheden. Jeg husker ligesom, at det var der, at mit arbejdsliv faldt lidt på plads. Som menneske har jeg altid haft svært ved at balancere tiden mellem arbejde og fri. Det accepterede jeg, efter jeg blev medejer, og har det rigtig godt med det i dag. Jeg skal stadig styre det, så det ikke tager overhånd, men mit liv blev nemmere ved at acceptere det.”

Ralf Lodberg Advice dontt.dk

"Helt overordnet har jeg altid haft en skepsis ved at dyrke personligheder. Her tror jeg mere på at dyrke en tanke, en virksomhed eller brand, som har formået at flytte noget over tid."

Ralf Lodberg

Hvilke værdier har I beholdt i alle de år? 

“Allerede tidligt havde Advice en ret vild og fabulerende vision om, at vi skulle hjælpe kunderne ind i netværkssamfundet. Men det vi faktisk tro mod i alle de år. En lyst til hele tiden at genopfinde os selv. I 1991 var der ikke noget, der hed netværkssamfundet. Der var næsten ikke noget internet og slet ikke noget socialt internet. Visionen handlede om, at på et tidspunkt får vi et samfund, hvor alt er forbundet. På godt og på ondt. Så hvordan hjælper vi virksomheder igennem det, men også udnytter alle fordelene i et netværkssamfund. Det synes jeg var ret godt set, og vi er stadig ved at lære, hvad det egentlig vil sige at leve og agere i netværkssamfundet – og hvordan det bliver bæredygtigt. Så man kan sige, at vi er født med nysgerrigheden på den konstante udvikling i samfundet, og det er jeg overbevist om er en stor fordel for os.”

Vi arbejder mere effektivt i dag

Arbejdede i egentlig mere eller mindre dengang?

“Altså på timer? Jeg tror, at man arbejdede mere dengang. Men til den debat skal man også huske på, at vi er langt mere effektive i dag. I “gamle” dage ventede man mere. Enten ventede man på et grønt bud, der skulle fragte en opgave, en langsom printer eller noget tredje. Teknologi gør jo, vi arbejder langt mere effektivt. Så vi har fjernet en masse spildtid i dag. Derfor er det også vigtigt selv at finde nogle små lommer i dagen, altså noget downtime. Jeg finder den, f.eks. når jeg kører vores unger til div. fritidsaktiviteter. Nogle af medarbejderne går en tur omkring søerne. Det er meget individuelt. Men det er vigtigt. For det kan være hårdt at arbejde på bureau. Dine kunder er altid på den anden side af skærmen, og det er deres “tommelfinger”, der afgør, om du har gjort dit arbejde godt nok. Det er bare grundlæggende en lidt tough måde at blive målt på.”

Ralf Lodberg

Hvad er du selv drevet af nu?

“Det er sjovt nok stadig det samme, som da jeg startede. “Hvordan bliver vi de allerbedste?” Hver gang vi kommer til et nyt niveau, åbner det døren til “hvad er det nu, som vi ikke kan?” Det er ligesom, når du lærer et nyt sprog. Så finder man hele tiden ud af, hvor kompleks det er, og man gerne vil lære noget mere. Det er det samme inden for sport. Jeg synes hele tiden, at der er noget at stile efter. Lige nu er vi selvsagt meget optagede at bæredygtighed, og hvordan vi kan være med til at forme forbrugeres valg, attituder og adfærd i den rigtige retning sammen med de vores ambitiøse kunder. Og på den bane har vi virkelig meget at lære.

Og for at sætte det i perspektiv, så med med al respekt for vores succes, hvis du kigger på USA, er vi jo kun et lillebitte bureau. Så på den internationale scene har vi slet ikke slået vores store slag endnu. Der er ekstremt mange slag tilbage endnu for Advice.”

Hvem er du selv inspireret af?

“Jeg har ikke sådan en bestemt person, jeg følger. Jeg synes, at Yvon Chouinard er fantastisk og har selvfølgelig læst “Let my people go surfing”. Men det er jo også det, som alle andre kigger på. Helt overordnet har jeg altid haft en skepsis ved at dyrke personligheder. Her tror jeg mere på at dyrke en tanke, en virksomhed eller brand, som har formået at flytte noget over tid. Derudover vil jeg hellere kigge nogle andre veje. Jeg elsker tegneserier og film. Vores ene søn hedder Luke, fordi jeg er Star Wars fan. Jeg elsker også mere fiktion end amerikanske ledelsebøger.”

Hvordan ser din arbejdsmæssige hverdag ud? 

“På en rigtig god dag, har jeg noget fokuseret tid, som måske er derhjemme. Her får jeg svaret på mails og får måske selv lavet et kundeoplæg eller et pitch, som jeg sidder i lige nu. Så har jeg ofte et teamsmøde eller 2, hvorefter jeg tager ind på kontoret. Her deltager jeg helst i et kundemøde, noget sparring internt eller et ledermøde.


Mere? Tilmeld gratis

Continued….

Det her bliver ikke det sidste du har læst om Ralf Lodberg på dontt.dk

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. 

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.

Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.