“Det helt afgørende for Københavns udvikling har været de gode beslutninger, som nogle politikere – det var før min tid – traf om den første del af metroen. Anden og tredje del har jeg så selv været med til at sætte i gang.”

Sådan lyder det fra Pia Allerslev i et interview, som vi bringer i samarbejde med Berlingske. Interviewet handler om vores elskede København!

Du kan læse artikel i den fulde længde her. 
(Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til alt indhold på berlingske.dk i en hel måned.)

Pia Allerslev, Hvilket sted i København holder du mest af?

»Jeg har ikke ét sted, jeg holder allermest af. Jeg har boet i stort set alle bydele i København, og alle steder kan noget. Lige nu kigger jeg over på Den Lille Havfrue fra Refshaleøen, hvor jeg har fået kontor inden for det seneste års tid. Det er et fantastisk sted at sidde.

Jeg bor på Bryggen, som også har mange skønne ting i sig, og jeg kommer rigtig meget på Amager Fælled. Jeg har også boet i Vanløse, som har sin helt egen provinsielle charme, på Nørrebro og Østerbro, så jeg tror egentlig bare, jeg vil sige, at jeg holder af København med alt, hvad den rummer af både det rå, det grønne, det lidt pressede og det storladne.«

Noget af det mest interessante er, hvordan København er blevet større, fordi den er blevet mere tilgængelig.

Pia Allerslev

Hvad skal københavnerne blive bedre til?

»At smile. Og hilse på  folk. Og spørge, hvad man kan hjælpe med, hvis nogen står med et kort og ser forvirrede ud. Vi danskere, og det er ikke kun københavnerne, er virkelig dårlige til at smile og være imødekommende – især når det er koldt.«

Hvad synes du om Københavns trafik i almindelighed – og elløbehjul i særdeleshed?

»Jeg cykler selv mere, end jeg kører i bil, men jeg insisterer stadig på, at København skal være en by for alle, også dem, der kører i bil.

Det er klart, at hvis vi kan få nogen til at bruge elløbehjul i stedet for at købe en bil, vil det hjælpe – og jeg ser da også pæne mænd i jakkesæt på løbehjul. Elløbehjulet er genialt fundet på, men de er også en potentiel fare i trafikken. Man kan ikke høre, når de kommer, de kører alt for hurtigt, og mange af de unge har ikke begreb om, hvordan man kører på dem.

Egentlig synes jeg, trafikken har fundet et fornuftige leje i København. Selvfølgelig har vi myldretid, men det har alle storbyer jo. Det, vi især mangler, er nogle ordentlige P-huse inde i byen. Rigtig meget af den trafik, der ligger og sejler rundt i gaderne, er jo folk på fortvivlet jagt efter en P-plads.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Beskriv en perfekt lørdag i København?

»Jeg står ikke alt for tidligt op og får morgenmad på sengen af min søde mand. Bagefter løber vi en tur på Fælleden eller går en lang tur på Christiania og Refshaleøen. Og når vi kommer hjem, tager vi et hurtigt bad og et godt glas vin, for det må man gerne, når man har været ude at løbe. Og så ender vi i hver vores stol med en bog eller computer og arbejder en times tid.

Om aftenen spiser vi med gode venner. Jeg elsker at lave mad, så på den perfekte lørdag står jeg i køkkenet resten af dagen og kokkererer noget lækkert, og han sørger for de gode  vine – den helt klassiske arbejdsdeling. Efter middagen og et par gin-tonics for meget går vi i seng ved tretiden, og søndag sover vi længe og laver absolut ingenting.«

Hvad er Københavns mest oversete åndehul?

»Rådhushaven. Rigtig mange ved slet ikke, at den er åben for offentligheden. Når man sidder derinde bag de tykke mure, kan man slet ikke høre trafikken ude på H.C. Andersens Boulevard. Man glemmer næsten, at man er midt i en storby, samtidig med at det er tydeligt, at man befinder sig i et vigtigt centrum af byen, slutter Pia Allerslev «