Pernille Wahlgren købte sin første aktie for sine opsparede konfirmationspenge. 30 år senere sagde hun sit prestigefulde job som udviklingschef i Kunstforeningen Gl. Strand op for at leve som autodidakt aktieinvestor og direktør i sit eget liv.

I samarbejde med Berlingske bringer vi dette interview med Pernille Wahlgren. Artikel er skrevet af Sine Gerstenberg og billeder er fra fotograf Mathias Svold. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

»Indtil jeg var 40 år, ville jeg gerne være fondsdirektør eller direktør for et museum. Jeg havde sådan et indre billede af mig selv,  der sad bag et bord og så professionel ud,« husker Pernille Wahlgren, der i dag er 46 år gammel.

For bare to år siden opsagde hun sit job som udviklingschef i Kunstforeningen Gl. Strand. Et job, der på papiret var det helt rigtige til hende, der er uddannet etnolog og siden har læst kunsthistorie og byplanlægning.

»Derfor søgte jeg også et par direktørstillinger i museumsverdenen, men jeg fik dem ikke. Det var hårdt, fordi jeg gennem mit job som udviklingschef også var del af en netværksgruppe, Kulturklubben, hvor jeg skulle møde de samme mennesker, der havde givet mig afslag. Jeg måtte mande mig op og se dem i øjnene. Det modnede nok den beslutning, jeg siden traf, og historien hører i dag til dem, jeg gerne deler med andre, og vi kan grine af det. Men på det tidspunkt var det ikke sjovt, og jeg var så ked af det.«

Det var hendes mor, der stillede det forløsende spørgsmål: Hvorfor hun overhovedet ville være direktør. Var det et kald eller for at styrke sit ego?

»Jeg er nok vokset op med den forestilling, at hvis man er dygtig, skal man også være lederen. Da jeg som barn sagde, at jeg gerne ville være sygeplejerske, sagde min far, at jeg da skulle være læge, for så kunne jeg bestemme mere. Den forestilling om ambition har nok bare ligget i mig,« fortæller hun.

Moderens spørgsmål nærede en indre tvivl, som hun længe havde gået med.

»Jeg savnede ikke en højere løn eller en magt- og prestigefyldt titel. Jeg havde en naturlig lyst til at bruge færre penge. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde dulmet mig selv med køb af ting, men jeg frygtede at ende i samme spiral som andre, der køber nyt hus eller ny bil, hver gang de savner noget i deres parforhold eller arbejdsliv.«

Pernille Wahlgrens mor er psykolog, og sammen havde de mange samtaler om, hvad der skabte glæde i tilværelsen. De talte om at skrive en bog om det, og de snakkede om, hvilke benspænd, vi mennesker lader vores lykke begrænse af. Økonomisk tryghed eller frygten for at miste den var konstante fællesnævnere i deres snak.

»Det at købe noget nyt, gjorde mig førhen glad. Det gjorde det ikke mere. Jeg blev faktisk mere glad, når jeg solgte noget på Den Blå Avis eller på et loppemarked. Min misundelse gik heller ikke længere på andres logotaske eller store kunstsamling. Jeg blev i stedet misundelig på dem, der ikke havde et fast job. Dem, der efter et møde ikke havde bagkant og derfor kunne bliver hængende på cafeen og læse avisen eller hente deres børn tidligt. Min misundelse gik ikke på materielle ting, men på det frie liv. Og når du hører din misundelses stemme, skal du ikke bare lytte. Du skal handle.«

"Min misundelse gik heller ikke længere på andres logotaske eller store kunstsamling. Jeg blev i stedet misundelig på dem, der ikke havde et fast job.

Pernille Wahlgren

Jeg behøver ikke en dødsdiagnose for at ændre liv

Den økonomiske frihed til at ændre sit livsspor havde sneget sig ind på Pernille Wahlgren. I 9. klasse havde hun og en klassekammerat deltaget i et fiktivt aktiespil og formået at få 100.000 virtuelle kroner til at blive til 105.000 kroner på kort tid.

De 5.000 kroner fik hele klassen som bidrag til en lejrskole. Gevinsten var mere held end forstand, men for den unge elev en lære for livet. Penge er ikke farlige, og aktiemarkedet er ikke forbeholdt slipsetyper på Wall Street.

»Jeg har altid haft nemt ved at tjene penge og let ved at tøjle mit forbrug. Jeg investerede både mine konfirmationspenge og min børneopsparing og siden min løn under studiet fra job på Nationalmuseet og Frilandsmuseet og mit arbejde med planlægning af et socialt boligprojekt. Jeg boede billigt i et bofællesskab og kunne samtidig se mine aktiers værdi stige,« husker hun.

Derfor var det hendes indre billede, der skulle justeres, og ikke bankbogen, der skulle spækkes, inden Pernille Wahlgren kunne sige op.

»Jeg overvejede, hvem jeg på mit dødsleje ville ønske, at jeg havde levet som. Skulle det være den administrerende direktør for Realdania, Jesper Nygaard, eller Troels Kløvedal? For hvis det var det frie liv, jeg misundte, så var det, jeg havde gang i, lidt åndsvagt. Og selv om jeg ikke er så hippie som Kløvedal, erkendte jeg, at nu var tiden inde til at indstille jagten på ydre statussymboler. Jeg behøver ikke en dødsdiagnose for at ændre mit liv. Jeg vil gerne leve et liv, der gør mig glad, ikke nødvendigvis beundret.«

1. juni 2018 sagde Pernille Wahlgren op. Det var LinkedIn, der konfronterede hende med alvoren. For hvis hun ikke var udviklingschef, hvad var hun så?

»Jeg skrev forfatter og foredragsholder på min profil, for noget skulle jeg jo være. Men jeg anede reelt set ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg ville bare skrive en bog om det enkle liv og lære kvinder at investere. Rutinen i at have et fast job og en defineret titel er så dejlig. Friheden er meget mere besværlig og kan være skræmmende.«

Hendes autodidakte ekspertise udi aktiehandel blev opdaget af en caster til DRs program »Stå af hamsterhjulet – med penge nok til resten af livet«, og så havde hun pludselig fået en titel mere. Hun var aktie-Pernille.

»Det er lidt pudsigt, at jeg pludselig er blevet aktieekspert, for i virkeligheden ser jeg investeringerne som en sidebeskæftigelse, der giver dig mulighed for at leve det gode liv. Aktieinvesteringer handler ikke kun om penge, og mangel på penge må ikke være en undskyldning for ikke at komme i gang. Det kan det godt være for mange, men det kræver ikke mere end 500 kroner om måneden. De fleste kan ændre deres økonomi og dermed liv med nogle få greb.«

Pernille Wahlgren fik hurtigt skabt et arbejdsliv, hvor hun investerede, holdt foredrag, lavede workshops og en-til-en-sessioner om aktieinvestering. Og så begyndte hun og hendes mor at skrive bogen om det frie liv.

»Penge fylder meget i vores bog, for mangel på penge handler jo også om overforbrug. Det er lavstatus og tabubelagt at tale om penge. Men du er nødt til at være ærlig over for dig selv om, hvad din livsstil koster. Jeg lærer allerede nu mine børn om penge, og hvor langt deres lommepenge rækker, hvis de snolder dem op i kiosken,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle ende her. For tre år siden havde jeg ikke troet, at det her ville være mit liv, men det er kommet naturligt. Vi boede allerede i en billig andelslejlighed, og jeg har droppet ideen om at skulle have et stort hus. Jeg sætter friheden over statussymbolerne, og jeg køber ikke noget pr. automatik. Det er ikke askese, selv om det kan lyde sådan. En tidligere kollega kommenterede, at jeg lød »så gammeldags«, fordi jeg ikke køber så meget. Men Chanel-taskerne og de dyre vaner er bare blevet tomme for mig. De giver mig ingen næring.«