Den amerikanske onlinegigant Amazon bekræfter i en pressemeddelelse, at virksomheden udvider sit territorium til Sverige.

I samarbejde med Berlingske bringer vi dette overblik omkring Amazons planer i Norden. Artikel er skrevet af Signe Terp.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

I dansk detailhandel har ét emne overskygget alt andet de seneste tre år: Hvornår kommer den amerikanske mastodont Amazon til Norden og udkonkurrerer alt og alle på dens vej?

Flere gange har der været forlydender om, at onlineplatformen ville indtage Norden, men nu er det en realitet.

I en pressemeddelelse tirsdag bekræfter e-handelsplatformen Amazon, at den er klar til at tage det næste skridt ind på det svenske marked.

»Amazon har været tilgængelig for svenske forbrugere og foretagender gennem lignende europæiske hjemmesider i flere år, men næste skridt er at introducere et komplet detailhandelstilbud i Sverige, og det er det, vi planlægger at gøre nu,« skriver Amazon ifølge det svenske medie SVT.

Hvornår Amazon kommer til Danmark er endnu uvist. Men én ting står klart: Amazon er klar til at indtage Norden, og Sverige er første stop.

Den amerikanske e-handelsplatform er frygtet i Danmark, fordi mange detailhandlere har svært ved at konkurrere med dens billige priser og hurtige levering.

Danske e-handlere frygter Amazon

Selv om Amazon endnu ikke formelt er til stede i Danmark, står den for knap to procent af internethandlen til danskerne gennem dens tyske hjemmeside. Det tal vil ifølge Boston Consulting Group stige til mellem otte og 20 procent i løbet af de næste fem år. Samtidig angiver 78 pct. af de danske e-handlere i en undersøgelse fra FDIH, at de forventer, at Amazons indtog vil føre til lukninger af danske netbutikker.

Amazon er stiftet af Jeff Bezos, som i dag er verdens rigeste mand. Amazon har udviklet sig fra at være en lille netbutik med bøger i 1995 til i dag at være en af verdens mest værdifulde virksomheder med en markedsværdi på 9.893 mia. kroner i skrivende stund.

Der findes blandt andet et berygtet Youtube-klip, hvor der går 37 minutter fra, at en amerikaner klokken 19 bestiller et vaffeljern på Amazon, til han får det leveret på Manhattan. Den hurtige levering har rystet både detail- og nethandlere, fordi den er svær at hamle op med.

Selv om svenskerne snart kan se frem til at shoppe i Amazons brede varesortiment og få alt fra gummistøvler til fladskærme leveret med Amazons banebrydende korte leveringstider, er onlinegigantens indtog i Norden ikke rosenrødt.

Allerede i 2018 indledte EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, en undersøgelse af, hvordan onlinegiganter som Amazon skal tackles. Frygten var – og er stadig, at Amazons offensive forretningsmodel vil sluge alt og alle på dens vej i takt med, at den bliver fodret med massive data om os som forbrugere.

Fakta om Amazon

I 1995 går Amazon i luften som en web-boghandel. To år senere bliver den noteret på Nasdaq-børsen i New York med en markedsværdi på 438 mio. dollar. Amazon har siden udvidet massivt og udviklet sig til et økosystem, som bl.a. består af:

  • En markedsplads, hvor tredjepartsforhandlere kan sælge varer.
  • Salg af 125 egne mærker, som laver alt fra tøj og sko til elektronik.
  • Streamingtjenesten Amazon Prime, hvor man kan se film og serier.
  • Egenproducerede TV-programmer.
  • Amazon Fresh, som er levering af dagligvarer
  • Massive investeringer i lagerbygninger og distribution, som gør, at de bl.a. kan levere et vaffeljern inden for 34 min. på Manhatten i New York.
  • Køb af den økologiske supermarkedskæde Whole Foods, der har fysiske butikker, for 14 milliarder dollar, som den er ved at omdanne til supermarkedskæden Amazon Go.
  • Salg af den personlige stemmestyrede assistent Alexa, som gør, at forbrugerne kan shoppe løs uden at røre en finger, og som om blot få år ventes at udgøre 30-50 pct. af al browsing på nettet. Med Alexa får giganten adgang til endnu flere informationer om forbrugerne. 13 nye Alexa-produkter er på vej, bl.a. en stemmestyret mikrobølgeovn.