For 10 år siden startede Pernille Lotus et af de første influencer-bureauer herhjemme. Det var før, det var populært og en fast del af virksomheders marketingsstrategi. Det bureau solgte hun til et stort svensk selskab, som hun blev medejer og CEO af. Det indbragte Pernille og hendes partnere et stort millionbeløb. Men med i hendes livshistorie er også, at hun som meget ung var ude i et stofmisbrug, voksede op uden en familie, og som hun tidligere har sagt “havde et liv, hvor hun ikke turde håbe på medgang”.

Nu har Pernille udgivet bogen “KLAR” Fra overlevelsesstrategier til iværksætterstrategier.

Vi mødes med Pernille en en sjælden stille formiddag og talte om den nye bog.

Du har deltaget i TV-serier, større feature (aviser og div. blade) og har egne platforme til at dele dine budskaber ud fra. Hvorfor skal du nu udgive en bog?

“Jeg synes, at bøger har fået en revolution. Du har ret i, at jeg har mange digitale muligheder for at komme ud med mine beskeder, men en bog er måske “prikken over “i’et” for mig. Jeg ved ikke om jeg kan kalde det mere fagligt eller faktuelt, men det er naturligvis mere gennemarbejdet stof end daglige opdateringer på sociale medier.
At udgive en bog er noget, jeg har drømt om de sidste 6-7 år, så jeg vil heller ikke lægge skjul på, at det er en stor ambition for mig også.”

"Det er mere subtilt. Hvis man sætter sig ned og læser en bog, så mener man det virkelig. Sådan har jeg det også, når man udgiver en bog. Så mener man det virkelig".

Pernille Lotus

Du lever blandt andet af at rådgive om digitale formater til dine kunder. Hvad er det, som bog-formatet kan?

“Det er mere subtilt. Hvis man sætter sig ned og læser en bog, så mener man det virkelig. Sådan har jeg det også, når man udgiver en bog. Så mener man det virkelig. Jeg har selv min lejlighed fyldt med bøger, og jeg elsker at tage fat i dem i tide og utide. For mig er en bog virkelig kvalitetstid.”

Du siger selv, at det ikke er en selvbiografi. Hvad handler den om?

“Det kan jo altid komme (efterfulgt af et stort smil..). Bogen handler mere om, hvordan jeg har drevet min forretning. Det er jeg tit blevet spurgt til. At starte helt småt op, at lave fusioner, få investering og efterfølgende drive et nordisk selskab. F.eks. hvordan mine overlevelsesstrategier er blevet til min iværksætterstrategi på et niveau, hvor jeg mener alle kan lære fra/af det.”

Hvem er bogen skrevet til?

“Den er først og fremmest skrevet til både kvinder og mænd. Qua min baggrund er den nok primært skrevet til folk, der er nysgerrige på at iværksætte eller igangsætte. Den er ikke nødvendigvis skrevet kun til folk, der vil lave store millionforretninger. Det kan også være en ændring i sit liv. Jeg føler, at jeg kan være med til at inspirere folk til at komme derhen, hvor de gerne vil. Jeg har forsøgt at folde en masse strategier ud, som man kan bruge, uanset hvor man er i livet.”

Om Pernille Lotus:
Pernille Lotus er mor til to børn og 1 bonus. Hun er direktør for WeAreCube, et af Danmarks førende markedsføringsbureauer for influencere.
Firmaet blev i 2021 købt af den svenske koncern Gigger Group til 55 mio. kr.. Pernille har medvirket i dokumentaren Stories for Millioner (DR 2022) og Viljen til Succes.

Uden at fornærme dig, så kan dit liv og karriere godt virke voldsom. Med store udsving og imponerende resultater! Kan man godt lære af den, selvom man måske er lidt mere 9-16 agtig?

“Jeg ved først og fremmest slet ikke, om jeg er deres kop te. Men jeg tror, at hvis du som menneske føler, at du kan drive dit liv til noget mere, så vil jeg tro, at det kan være en inspiration for alle.”

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv i din proces med at skrive bogen?

“Det er et verdensklasse-spørgsmål. Jeg havde nemlig slet ikke troet, at jeg skulle granske så meget i mig selv, som jeg har gjort. Jeg føler, at bogen har givet mig mulighed for at lære helt enormt meget om mig selv. Jeg har virkelig fået lov til at sætte mig og mærke efter over nogle vigtige emner i mit liv. “Hvad vil det sige at lukke ned for sine følelser i en forhandlingssituation? “Hvad vil det sige at eliminere tvivl?” Så der er alle mulige minder og oplevelser, der er kommet frem igen i den her proces. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Det har været det vildeste arbejde med mig selv.”

Bogen er i handlen og er udgivet fra Muusmann’Forlag.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.