Den populære videoapp fjerner begrænsningen på tre minutter, når man lægger filmklip ud. Dermed tager TikTok direkte konkurrencen op med Googles YouTube-tjeneste.
Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Thomas Breinstrup.
Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.
Den populære, kinesiske videoapp TikTok bryder nu med de hidtidige begrænsninger og udfordrer videokongen YouTube ved at gøre det muligt at lægge filmklip på op til ti minutter ud.
Gennem flere år har TikTok aftestet længere film, og i juli 2021 kunne man for første gang lave film på helt op til tre minutter mod hidtil et enkelt minut.
Nu tager TikTok imidlertid skridtet fuldtud og gør det muligt for alle brugere i verden at lægge videofilm på helt op til ti minutter ud.
Otte procent af danskerne bruger TikTok dagligt
»Vi håber, at det vil slippe endnu mere kreative muligheder ud for vores skabere rundt omkring i verden,« lyder salutten fra selskabet.
Otte procent af alle danskere fra 12 år og opefter brugte i 2021 dagligt TikTok, viste den nylige undersøgelse, som analysefirmaet Kantar lavede til Danmarks Radios årlige rapport »Medieudviklingen« – en fremgang fra fem procent i 2020.
Til sammenligning bruger 29 procent dagligt YouTube, hvilket ikke har ændret sig fra år til år.
Det Google-ejede YouTube har i årevis siddet på positionen som verdens førende udbyder af videoklip, fordi internetgiganten har gjort det let selv at kunne lægge filmklip ud.
TikTok kom bragende ind for omkring fem år siden og var i begyndelsen mest betragtet som en børne- og ungdomsapp med korte, hurtige klip på omkring 15 sekunder, som skulle more de mindste. Siden har den udviklet sig til at blive en af de hurtigstvoksende af sin art i verden.
Konkurrenterne er kommet på stikkerne
Det har fået konkurrenterne YouTube, det Facebook-ejede Instagram og Snapchat til alle at skæve til TikTok og kopiere populære funktioner, fordi de alle vil have fat i det unge publikum. Instagram kalder det for Reels, og ifølge Facebook-topchef og -stifter Mark Zuckerberg var netop Reels den største enkeltdriftkraft for vækst for Instagram i 4. kvartal af 2021. Mark Zuckerberg gik så langt som til at nævne TikTok ved navn hele fem gange, da han præsenterede regnskabet.
I december rykkede TikTok ind på nettets førsteplads med den største trafik overhovedet i verden. Både Facebook, Microsoft og Apple blev overhalet på vejen, viste en rapport fra teknologisikkerhedsfirmaet Cloudflare.
Ifølge analysefirmaet App Annie, som følger mobilmarkedet tæt, er TikTok i dag den mest hentede app i USA til både Apple-udstyr og Android-telefoner og -tablets.
TikTok ejes af det kinesiske firma ByteDance og var en overgang under daværende præsident Donald Trumps regime i USA under pres for at sælge forretningen fra og dermed frigøre sig fra kinesisk ejerskab eller helt at lukke. TikTok slap dog med skrækken, men flere iagttagere påpeger, at med længere filmklip risikerer TikTok at skulle indordne sig under de kommende regler om kontrol af indhold, som blandt andet EU netop nu arbejder på at gennemføre mod teknologigiganterne for at påtvinge dem et ansvar for, hvad der publiceres på deres teknologiske platforme.