Danskerne tilbyder i stor stil hjælp til ofrene for den russiske invasion. For eksempel sendte butikken Knitting for Olive på Frederiksberg hele sin lørdagsomsætning til Røde Kors. Vores engagement minder om noget, vi har set før, men adskiller sig alligevel på flere punkter, mener eksperter.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Katrine Irminger Sonne. Billederne er taget af Asger Ladefoged.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Lørdag var butikken Knitting for Olive på Godthåbsvej sort af mennesker, der forsynede sig med garnnøgler.

Samtidig tikkede ordrerne ind i webshoppen – og ikke kun fra danske kunder. Rygtet om, at garnforretningen ville donere hele dagens omsætning til Ukraine, havde givet strikkeglade mennesker fra nær og fjern blod på tanden.

»På dagen, hvor Putin invaderede Ukraine, besluttede vi os for at gøre noget. Vi skrev på Instagram, at vi ville donere lørdagens omsætning til Røde Kors, som befinder sig i Ukraine. Vores opslag blev delt af kollegaer i branchen og af vores samarbejdspartnere i udlandet, så vi vidste godt, at beløbet nok ville blive forholdsvis højt,« siger Pernille Larsen, der sammen med sin datter Caroline Larsen ejer butikken.

Alligevel fik hun lidt af en overraskelse, da hun åbnede for computeren søndag morgen. Kort efter ringes hendes datter for at høre, hvordan det var gået.

»Hun sagde: ‘Sig det så. Hvis vi er tæt på en million, synes jeg, vi skal runde op’. Jeg svarede: ‘Vi er ikke tæt på en. Vi er tæt på to’,« fortæller Pernille fra butikken, hvor de begge er i fuld sving med at pakke de mange ordrer, der skal sendes til nær og fjern.

Omsætningen lød på 1.817.947 kroner – mod de cirka 60.000 butikken omsætter for på en almindelig lørdag.

Pernille Larsen (tv.) og hendes datter Caroline Larsen, der sammen ejer garnbutikken.

Knitting for Olive står ikke alene med viljen til at hjælpe i Ukraine. En tur på de sociale medier – og i særdeleshed Facebook – viser med al tydelighed, at vi er ramt af en trang til at handle.

Fra helt almindelige familier, der tilbyder at huse flygtninge fra Ukraine, til tolke, der melder sig frivilligt, og sågar mennesker, der står klar til at kæmpe fysisk. Hertil kommer både tøj- og pengeindsamlinger, der slår rekorder i disse dage.

»Der er en ekstremt stor villighed til at hjælpe, og hjælpen er af meget praktisk karakter. Så ideen om, at sociale medier kun er tomme tilkendegivelser om solidaritet uden engagement bag – den holder ikke stik i de her kriser,« siger Hjalmar Alexander Bang Carlsen, adjunkt ved Sociologisk institut og Copenhagen Center for Social Data Science, begge ved Københavns Universitet.

Han har i en årrække forsket i civilsamfundets sociale engagement på sociale medier og set på, hvordan hjælpen koordineres under krige og kriser.

»Sociale mediegrupper, især på Facebook, er blevet en standarddel af det uformelle civilsamfunds kriserespons. Facebook-grupper er en lynhurtig måde for frivillige at skabe en infrastruktur til både at rekruttere nye frivillige og koordinere hjælpeaktivitet,« siger Hjalmar Alexander Bang Carlsen, der ser mange paralleller til 2015, hvor syrere blev sendt på flugt, og hvor Facebook gjorde det nemmere at samles om hjælpen.

Alligevel er der en afgørende forskel, mener han.

»Her så vi for eksempel en gruppe som Venligboerne, der også organiserede sig digitalt. Men de to situationer adskiller sig alligevel fra hinanden. Under flygtningekrisen i 2015 skulle de frivillige tage højde for modstanden i dele af befolkningen og i store dele af det politiske system, som satte spørgsmålstegn ved, om der nu også var tale om rigtige flygtninge, og som fremlagde de potentielle farer, denne gruppe mennesker udgjorde for det danske samfund. Lige nu virker det, som om hele det politiske landskab og civilsamfundet er enige om at hjælpe,« siger Hjalmar Alexander Bang Carlsen.

Den pointe bakker Lars Skov Henriksen, professor i sociologi ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, op om.

»Mobiliseringen var også stor i 2015. Det, der er forskellen fra dengang, er, at det var mere polariseret. Man havde støtten og opbakningen på den ene side og modstanden på den anden. I dag er modstanden jo væk, og opbakningen er entydig,« siger Lars Skov Henriksen.

»Den anden faktor er, at det er et åbenlyst overgreb mod et suverænt land, hvilket alle vil sige er horribelt. Det er et overgreb, der kalder på en spontan reaktion,« tilføjer han.

Hertil kommer, at vi bedre kan identificere os med den ukrainske befolkning, mener Lars Skov Henriksen:

»Ukraine er tættere på os, det er et europæisk land og en del af vores geografiske region, så der er en form for nærhed. Desuden kender vi folk fra Østeuropa langt bedre i dag end tidligere på grund af arbejdskraftens fri bevægelighed og udvekslingen af arbejdskraft mellem øst- og vesteuropæiske lande. Vi kan med andre ord langt hen ad vejen identificere os med de mennesker, der netop nu er på flugt.«

Når vi i så høj grad bliver fordret til at handle, er der også fordi, vi bliver ramt af det, der i sociologien kaldes ‘moralsk chok’.

Det er en kognitiv og følelsesmæssig proces, der opstår, når vi er vidne til noget, der er så følelsesmæssigt bevægende eller moralsk forkasteligt, at vi som enkeltpersoner ikke kan lade være med at handle, fortæller Jonas Toubøl, adjunkt ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

»Folk bliver chokerede over, at noget bryder med deres normale forventning om, hvordan tingene bør være, når sådan en krig pludselig opstår. Det moralske chok gør os i den grad villige til at handle hurtigt – og i nogle tilfælde måske også overilet og uovervejet,« siger Jonas Toubøl med henvisning til, at flere nødhjælpsorganisationer beder om penge frem for tøj og andre sager.

»Folk kører derned i øjeblikket og sender bunker af tøj, mens andre siger‘ ‘stop sendingerne. Toldsystemerne på grænseovergangene bryder sammen, og vi kan ikke få den rigtige nødhjælp ud’. Det er det, der diskuteres lige nu,« siger Jonas Toubøl, der understreger, at der også er masser af brugbar hjælp:

»Men det er ikke nødvendigvis effektivt. I nogle tilfælde er det de glade amatørers gode intentioner. Under alle omstændigheder er det virkelig interessant, fordi det forklarer de her mobiliseringer, som kan være med til at ændre historien. Når der sker store strukturelle forandringer, ser vi den mobiliserende kraft.«

Jonas Toubøl mener også, der er en særlig grund til, at vi i så høj grad føler behov for at hjælpe i Ukraine.

»Der opstår en vrede over den russiske invasion, fordi vi her har et klart fjendebillede, som de fleste deler. Det har vi ikke på samme måde i eksempelvis den komplicerede Israel-Palæstina-konflikt, hvor det derfor kan være sværere at vurdere, hvad der er det rigtige at gøre,« siger han og fortsætter:

»I den nuværende konflikt ses Putin som fjenden, og hans regerings beslutninger opfattes åbenlyst uretfærdige af både det store flertal af lande, politikere og borgere. Det legitimerer, at man må gøre noget,« siger Jonas Toubøl.

I garnbutikken har Pernille og Caroline Larsen stadig mange timers arbejde foran sig med at sende garnnøgler til både ind- og udland.

»Der er flere, som har skrevet og spurgt, om de skal hjælpe med at pakke de mange ordrer, vi skal sende ud. Det er jo bare fantastisk med den opbakning,« siger Caroline Larsen, der flere gange er blevet spurgt, om det virkelig kan passe, at man kan omsætte så meget på en enkelt dag i en garnbutik.

»Det er netop, fordi vores opslag fra sidste torsdag blev delt vidt og bredt – ikke kun i Danmark, men også blandt vores forhandlere i udlandet. Jeg blev sågar ringet op af en journalist, der mente at have hørt, at vi snød med beløbet. Men hvorfor skulle vi dog det? Vi kunne jo heldigvis dokumentere, at vi havde overført beløbet til Røde Kors,« siger Caroline Larsen, der efterhånden har en del erfaring med at samle penge ind via butikkens omsætning.

»Ideen opstod, da George Floyd blev dræbt i USA, og folk begyndte at sætte en sort firkant ind på deres profiler på sociale medier. Vi tænkte: ‘Hvad batter det? Vi må kunne gøre noget mere’,« siger hun.

Også dengang oplyste de om initiativet på deres Instagram-profil nogle dage i forvejen, og på dagen omsatte de for 70.000, der gik til Black Lives Matter.

Kort tid efter støttede butikken Knæk Cancer, hvor de på en dag omsatte for 131.000 kroner, ligesom de donerede en dags omsætning til afghanske flygtninge, da Taleban overtog magten.

»Her omsatte vi for 624.000, hvilket var langt mere end forventet. Men der er jo stadig langt op til over halvanden million kroner,« siger Pernille Larsen, der selv dækker omkostninger til garn, pakkepersonale og porto til fragt.

Hun tror, at butikkens kunder i højere grad har kunnet spejle sig i Ukraine, og at flere derfor valgte at købe garn til mange måneders forbrug netop den dag.

»For os handler det ikke så meget om geografi, når vi hjælper, men det er klart, at det er nemmere at sidestille København med Kiev end med Kabul. Ukraine er et land, vi et stykke hen ad vejen kan spejle og i, ligesom mange kan forestille sig fly hen over Rådhuspladsen. Fordi det er nemmere at se for sig, betyder det nok også noget for danskere, som donerer,« siger hun.