I Netflix’ serie om The Chicago Bulls er der både menneskelig lærdom, mesterlige dunks og den slags skæve karakterer, der var plads til på topplan, dengang sport var perfekt uden at være strømlinet, halvkedsommelig perfektionisme. Se den!

Sammen med Berlingske får du en anmeldelse ( og anbefaling ) af Netflix’ dokumentar om Michael Jordan &co.  Den er skrevet af Birgitte Borup. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Er der nogen grund til at se en serie om basketball, hvis ikke man er fuldstændig bananas med basketball?

Det korte svar er ja.

Det længere svar er, at dokumentarserien »Den sidste turnering«, der på originalsproget bærer den mere lyriske titel »The Last Dance«, foregår på et niveau, hvor det handler om meget mere end sport.

Serien følger i 10 afsnit The Chicago Bulls, der i løbet af 1990erne blæste ud af The Windy City og op i toppen af den amerikanske basketliga, NBA, og blev det hold, alle verdens basketentusiaster talte om.

»Bulls« er uløseligt forbundet med frontfiguren, Michael Jordan, en af de bedste spillere i historien og amerikansk nationalhelt. Serien er om noget en hyldest til hans guddommelige talent.

»Air Jordan«, som er hans kælenavn, var den dominerende brik i det puslespil af toppræstationer, der sendte holdet til tops – ikke alene, fordi han var så eksorbitant dygtig, men også fordi han vidste, hvornår han skulle lade individualismen ligge i omklædningsrummet og spille som en holdspiller. Allerede i seriens første afsnit står det klart, at spillere som Jordan kun dukker op med hundredårsintervaller.

Enhver, der elsker at se sport udfolde sig på det niveau, hvor det transcenderer det fysiske og bliver til kunst, vil svælge i de gamle optagelser og den 90er-nostalgi, som »Den sidste turnering« emmer af.

Historien er centreret om den dramatiske sæson 1997-1998, hvor holdets karismatiske og vidt berømmede træner Phil Jackson gik ind i sin sidste sæson, og hvor Michael Jordan var på vej mod at lade sig pensionere for anden gang. Derfra udfoldes en mageløs fortælling om den enorme talentmasse, der løftede The Chicago Bulls fra middelmådigheden til magnumklassen.

Serien præsenterer interview med alle klubbens giganter, der ud over Michael Jordan tæller navne som Scottie Pippen og excentrikeren Dennis Rodman. Sidstnævnte lykkedes det på magisk vis for klubkammeraterne og træner Phil Jackson at rumme, og alene der gemmer sig en historie om dyb menneskelig knowhow.

Rodman ville med sin uendelighed af drukture, damesjov og gakket attitude have fået de fleste trænere til at løbe skrigende væk, men med en blanding af psykologi og indianske ritualer omdannede unikummet Phil Jackson en lurende katastrofe til en succes.

Serien har dog fortællemæssige udfordringer. Hvert afsnit er bygget op omkring en hovedperson, men det skinner igennem, at det har været svært at finde et logisk flow i fortællingen. Det lykkes ikke helt at skabe en fremdrift, der står krystalklart for seeren. Jeg kan, efter at have set de første fire afsnit, være bekymret for, at den ikke kan bære 10 afsnit. Det er desværre et udbredt fænomen, at streamingtjenesterne trækker produktioner over flere afsnit, end indholdet kan bære.

Men se den alligevel! Enhver, der er bare marginalt interesseret i amerikansk kultur og den slags grandiose udviklingshistorier, som kun Guds eget land kan mønstre, vil få lyst til at blive hængende i dansefatningen med The Chicago Bulls.

Her er både menneskelig lærdom, mesterlige dunks og den slags skæve karakterer, der var plads til på topplan, dengang sport var perfekt uden at være strømlinet, halvkedsommelig perfektionisme. Det er i sprækkerne, karakteren findes, og det er karaktererne, det er sjovest at være på hold med. På banen og i livet.