Hvad skal du stemme d. 1. juni? Hvad handler forbeholdet egentlig om? Frem mod valget sætter dontt.dk i en serie fokus på præcis det og intet andet, som kan og vil klæde dig bedre på.

Vi har spurgt 4 kloge mennesker om de samme 4 spørgsmål. 2 der siger ja og 2 der siger nej.

Her kan du møde, den konservative folketingsprofil Mette Abildgaard, som anbefaler et klart ja. Her kan du læse hvorfor!

Mette, Du anbefaler et “ja”. Kan du give 3 gode grunde til “hvorfor”?

1) I et internationalt set lille land som Danmark mener vi, at vores forsvar har størst værdi, når vi er en del af et større fællesskab, der også kan være med til at beskytte os. Ved at stå uden for forsvarssamarbejdet mister vi konkret indflydelse. Derfor ønsker vi at afskaffe forbeholdet, så vi kan give Danmark mere indflydelse.

2) Vi mener, det er vigtigt for Danmark at sende et signal til resten af den vestlige verden om, at vi er fuldt og helt med i det sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmark er lige nu det eneste land i EU med et egentligt forbehold, og det er et forkert signal at sende til omverdenen.

3) En afskaffelse af forbeholdet ændrer ikke på, at NATO er vores primære samarbejdspartner. Vi ønsker derfor at afskaffe forbeholdet, så EU i højere grad kan komplementere NATO.

Hvad vil der ske, hvis vi ender med et “nej”?

Så ville jeg være ærgerlig, for det giver ikke mening for mig ikke at tage imod et tilbud om at få mere indflydelse, uden at der ryger noget den anden vej. Men om det bliver et ja eller et nej, så står solen op d. 2 juni. Når det så er sagt, så frygter jeg faktisk for konsekvenserne, hvis det bliver et nej. Vi lever i en anderledes tid end for bare fem år siden, og vi har de seneste år set, hvor meget Vesten er rykket sammen i bussen. Så helt konkret frygter jeg, at Danmark bliver hægtet af rent sikkerheds- og forsvarspolitisk i en tid, hvor det handler om at stå sammen, og hvor forsvarssamarbejde på tværs af EU får større og større indflydelse.


"Jeg tror og håber på, at de gode argumenter vinder over skræmmebillederne.."


Indflydelse

Hvad tror du vil afgøre valget? 

Jeg tror og håber på, at de gode argumenter vinder over skræmmebillederne. Nej-siden har turneret med et hav af skræmmebilleder, som ikke kommer til at ske, men jeg tror nu alligevel godt på, at danskerne kan se igennem dem og se fornuften i af være med i et samarbejde, hvor vi vinder indflydelse uden at afgive suverænitet. Men jeg tror også, at det er forskelligt, hvad der afgør det for den enkelte. For nogen er det måske muligheden for at få indflydelse, mens det for andre er signalværdien og for en helt tredje kan det være det erhvervsmæssige perspektiv, som afgør det. Jeg tror derfor ikke, at der er én konkret ting, som gør udfaldet, men nok snarere et samspil af gode argumenter for at afskaffe forbeholdet.

Der kan være mange som er i tvivl, eller måske ikke har sat sig rigtigt ind i den kommende folkeafstemning. Hvor ville du søge information, hvis du som borger stod med den udfordring? 

Jeg forstår godt, at der er mange, som er i tvivl, for det er et meget komplekst område. Jeg tror, jeg ville søge information på 1juni.dk, som er Udenrigsministeriets officielle hjemmeside med information til afstemningen, og ellers kan man jo altid tage valgtesten på DR’s hjemmeside. Ellers har TV2 lavet denne meget informative side.

Hvordan ser din egen “valgkamp” ud? Bruger du meget tid på det? 

Jeg har deltaget i en masse debatter rundt omkring i landet, slutter Mette Abildgaard.

Europanævnet

Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.