Samtale med Mads Koch Petersen, COO & Co-founder af MESSYWEEKEND.

Vores ambition er at bygge det førende eyewear brand indenfor “affordable luxury”.

Således lyder det fra det ambitiøse brillebrand MESSYWEEKEND. Det danske brand har de seneste år omlagt deres forretning, fra at være 100% online, til nu også at være fysisk til stede i over 20 lande i verden. Tallene er bedre end nogensinde og netop strategiskiftet ser de som en afgørende faktor.

I spidsen for brandet står Marc Østerskov og Mads Koch Petersen. Vi tog en snak med sidstnævnte, som er ugens creator på dontt.dk.


MessyWeekend

Marc Østerskov (tv.) & Mads Koch Petersen. (th.)


Du er den 2. i historien fra Struer, som dontt.dk laver et interview med. Hvem er Mads ellers?

“Haha. Ja, jeg kan næsten gætte mig til hvem der var den første. (Red. Alex Vanopslagh.) Men du har ret. Jeg er fra Struer og er 25 år gammel. Jeg flyttede til København for 6 år siden. Før det havde jeg et sabbatår, hvor jeg arbejdede i Portugal. Efter det, så fik jeg et job hos Blazer Capital. Det var grunden til jeg flyttede til København. Det har jeg aldrig fortrudt. København er en fantastisk by.
Jobbet hos Blazar søgte jeg uopfordret. Min chef i Portugal kendte Christian Arnstedt, så jeg havde fulgt lidt med på sidelinjen, da Blazar startede op i 2017.

Jeg skrev direkte til Christian, om han ikke kunne bruge en gut som mig. Det kunne han , og jeg startede som hans “højre arm”. Blazar var et godt sted at starte for mig. Hvis man gjorde et godt stykke arbejde, så fik man også en masse ansvar. Det har jeg taget med mig, i forhold til hvordan jeg selv leder mit team nu.

Det er også i den periode, at Blazar starter sine 3 første customer brands, hvor MESSYWEEKEND er et af dem. Det blev mit “core-projekt”, hvor jeg drev al vores online marketing og supply chain.”

“Det fungerer ret godt, så vi laver en hjemmeside og begynder at tilbyde den service til andre unge. Det er mit første rigtige møde med iværksætteri."

Hvornår finder du ud af at du skal være iværksætter?

“Det er et godt spørgsmål. Jeg har altid været god i skolen og fået gode karakterer. (Red. Mads gik ud af gymnasiet med et snit på 12.4, hvilket er i top 0.7% i Danmark.)

Så min plan var nok, at jeg skulle læse jura eller sådan. Men jeg tror også, jeg var kommet til et punkt, hvor jeg synes det var utrolig kedeligt at gå i skole. Jeg synes aldrig jeg kunne bruge det som man lærte til noget ude i den virkelige verden. Så jeg var nok begyndt at kigge andre veje. 

Men det er nok først i Portugal, hvor jeg møder en masse entreprenante mennesker, at “den” verden åbner sig for mig. Det starter lidt tilfældigt. Jeg hjælper nogle venner med at skrive kvote 2 ansøgninger til deres studie. Det fungerer ret godt, så vi laver en hjemmeside og begynder at tilbyde den service til andre unge. Det er mit første rigtige møde med iværksætteri.

Ideen bliver til virksomheden “Mimer”, som jeg har med et par venner. Det bliver hurtigt en succes. Vi var i medierne og fik helt uden budget rigtig mange kunder. Det var faktisk godt hjulpet af den daværende minister Bertel Haarder, der synes det var noget svineri. Det fik meget omtale. Haha. Men vi hjælper flere tusinde unge, og bliver blandt andet kåret som “Årets CBS start-up” i 2018.

Det drev vi samtidig med at jeg havde jobbet hos Blazer. Men da vi nåede en omsætning på nogle millioner, så valgte jeg at droppe jobbet i Blazar og ville satse fuld tid på Mimer. Det holdt i et halvt år, så ringede Marc (Red. Østerskov, Co-founder og CEO) og spurgte om jeg ikke ville komme tilbage til MESSYWEEKEND. Det kunne jeg ikke sige nej til.”

Mads Koch Petersen

“Vi driver vores brand i 26 forskellige lande. Vi startede med ren e-commerce, men er også fysisk tilstede på de fleste af vores markeder nu."

Så det er der, at din rejse med MESSYWEEKEND starter fuldtid? Hvis vi så samtidig spoler frem til i dag. Hvor er MESSYWEEKEND som virksomhed i dag?

“Ja, det er her at Marc og jeg bliver partnere og vi fordeler ansvaret mellem os for MESSYWEEKEND. Det er i november 2020.

I dag er vi fuldt udviklet eyewear brand med et stort udvalg indenfor solbriller, rigtige briller, skibriller og skærmbriller osv. Vi driver vores brand i 26 forskellige lande. Vi startede med ren e-commerce, men er også fysisk tilstede på de fleste af vores markeder nu. I starten troede vi at onlinesalg alene var lykken. Men det har været en strategisk vigtig beslutning at få det fysiske salg med. Vi tog faktisk en beslutning om at salget mellem online og wholesale skulle være 50/50. Der er vi ikke helt endnu, men det er tæt på. Det har været et stort arbejde. Det er et helt andet team med agenter, distributører osv. der skal bygges op. 

Men når jeg ser tilbage på den beslutning, så er jeg sikker på at det er en hovedårsagerne til, at vi er positive i vores tal. Acquisition cost på Facebook og Instagram er steget så voldsomt, at du er nødt til at have andre kanaler. For blot at nævne en årsag. Nu er vi i gang med næste fase, som er vores eget retail. I Danmark starter vi med en “shop in shop” i Magasin senere på måneden.”

"... Selvom jeg da også havde optur over at Logan Paul og Kong Frederik er set med vores briller."

Uden at det skal blive en historietime. Er der nogle særlige milestones du vil fremhæve frem mod i dag?

“Den største milestone kommer vi med i år. Men det må jeg først tale om til april. Så det er lidt en kedelig teaser for læseren. Så du må vente på svaret.
Men sidste år åbnede vi en pop-up shop i Citadium i Paris. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg var selv dernede, hvor vi byggede vores butik op og var med på gulvet. Det var en stor succes. Det gav mod på mere og viste hvor stor succes vi kan få i verden. Nu har vi “signet”, en fast aftale med dem.”

Jeg troede du ville nævne nogle af de store personligheder, der har haft jeres briller på også?

“Det er da virkelig også nice. Det er mega fedt. Det vil jeg slet ikke underkende. Men det er ikke det som driver mig i hverdagen. Selvom jeg da også havde optur over at Logan Paul og Kong Frederik er set med vores briller. Men det er mere et klap på skulderen.”

MessyWeekend

Hvad er jeres ambitioner?

“Vores ambition er at bygge det førende eyewear brand i verden indenfor “affordable luxury”. Altså vi skal fortsætte med at skabe højkvalitetsprodukter, som man har råd til. Men vi skal også være et brand, der kan rumme flere aldersgrupper. Derfor har det også været vigtigt at udvikle vores kategorier. Men kun indenfor eyewear. Det er det som har vores fokus.”

Hvem er du selv inspireret af?

“Jeg har ikke som sådan en stor inspiration. Jeg er glad for at læse litteratur, navnligt klassisk litteratur, og jeg tror den forankring i gode værdier, er det vigtigste for mig.”

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

“Jeg er A-menneske, så dagen starter tidligt. Jeg plejer at starte med at tage op og træne. Det gør noget godt for mit indre og mit humør. Derefter tager jeg på kontoret. Det er typisk først her, at jeg tjekker mails og orienterer mig. Jeg har ikke særlig mange apps på min telefon. Jeg har hverken arbejdsmail, Instagram eller Slack. Det har jeg haft og man blev forstyrret hele tiden. Jeg skal have ro for at tænke nogle originale tanker. Jeg er på ingen måde hellig omkring det, men sådan fungerer det bedst for mig.

Typisk er min dag fyldt med møder. Det er både interne møder, partnere, nye kunder, agenter og selvfølgelig vores produktion/fabrik, som vi har et meget tæt samarbejde med. Så det er alt muligt forskelligt. Jeg plejer at tage fra kontoret ved 17-18 tiden. Jeg bor tæt på kontoret i København K, og bruger resten af dagen/aftenen med min kæreste eller venner.” 


Vi glæder os til at følge Mads og Marcs videre færd. Følg med her på dontt.dk


Nysgerrig på mere?

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.