Så det sagt. Visse spørgsmål er evigt aktuelle.

“Og hvis folk tror, det er så nemt, hvorfor gør de det så ikke selv? For der er faktisk rigtig gode penge i det.”

Interviewet med Mascha Vang er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Alberte Bay Sandager. Billederne er taget af Mathias Svold.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?

»At sige farvel til dem, jeg elsker, som er døde.«

Man hører ofte, at vi har svært ved at tale om døden. Er du god til at tale om døden, eller er det svært, selv når du har skullet sige farvel?

»Jeg synes ikke, det er så svært at tale om døden. Det er en naturlig ting i livet, som jeg også har talt om med dem tæt på mig, som nu er døde – om de var bange, og hvad de egentlig ønskede sig at have på i kisten eller andre små lavpraktiske ting. Da min mormor døde, fik vi nogle smykker, som hun nåede at se, at vi blev glade for, fremfor at vi fik dem tildelt efter hendes død. Det er sådan noget, man kan gøre, når man taler om, at nogen skal herfra.«

»Jeg tænker også meget over, at jeg selv kan være væk når som helst, og hvordan min datter i så fald står – med økonomi, relationer og muligheder i livet. Det er ikke særlig voksent ikke at have taget stilling til de ting. Det skal man simpelthen gøre, hvis man har børn og familie, man kan ikke være andet bekendt.«

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»En ting er at blive forældre og at få ansvaret for et andet menneske, men det at være enlig mor er det, som har formet mig mest. Især fordi min datter havde kolik, var det svært. Forældreskabet er i sig selv meget voldsomt og overvældende, i hvert fald for de fleste. Men at være ene om det har været en helt særlig dimension, andet end ‘bare’ at blive forældre.«

»Folk spørger mig også ofte, hvorfor jeg ikke har fået flere børn, og det er der et naturligt svar på – at jeg ikke vil stå i den situation igen, hvor jeg skal løfte så stor en opgave. Jeg frygter at stå i en situation, hvor jeg kan blive enlig mor for et spædbarn igen. Der kender jeg min personlige grænse. Det har intet med mistillid til min kæreste at gøre, men at der rent faktisk kan ske ham noget. Han er jagerpilot, så tænk hvis han bliver skudt ned?«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»At jeg ikke er udødelig. Det troede jeg som yngre, eller der tænkte jeg faktisk slet ikke over den slags.«

»Og så har jeg lært, at selv om jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg er en overbærende og tilgivende person, så er jeg det simpelthen ikke. Jeg har dog lært at være det mere og mere med alderen, hovedsageligt fordi jeg også har skulle tilgivet mig selv. Det er en vigtig læring at kunne acceptere, at man er en menneske, der begår fejl. Det betyder rigtig meget for den indre ro.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Den er af mig selv. At jeg ikke altid har levet op til det, jeg gerne ville, eller at tingene nok bare ikke altid er blevet, som jeg havde troet eller håbet. En ting, jeg for eksempel har fortrudt, har været ikke at være flyttet til USA. Den oplevelse gad jeg virkelig godt at have haft med mig, så det har jeg ærgret mig over længe – men jeg har også været nødt til at tilgive mig selv for ikke at have gjort det og for at have prioriteret anderledes. Det er en af de ting, som er svære at gøre om, uden at det så koster for folk omkring en.«

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»Den er svær. For når jeg tænker på kærlighed, tænker jeg på den, man har i på kroppen – i sit hjerte – og ikke »bare« den, man har til andre. Man er nødt til at have kærlighed i sig selv for at kunne give den videre. Den kærlighed former også ens empati, som er en vigtig menneskelig egenskab. Om kærlighed så er livslang eller for en periode, det går jeg ikke så meget op i. Jeg går mere op i, at man er til stede i nuet i det, man er i.«

Her er der måske mere tale om den kærlighed, der er mellem relationer, til sit barn eller til sin kæreste.

»Ja, og her er det nok det med, at man lover evig kærlighed. Det kan du ikke som menneske. Jeg kan love dig kærlighed her og nu, og vi kan håbe, at den varer ved. Men jeg kan ikke love, at jeg elsker og tilgiver betingelsesløst. Det kan man måske med sine børn, men ellers er det lidt en gammel term, som er ved at løbe lidt ud.«

»Nu skal jeg jo faktisk selv giftes, men det er jo ligeså meget en kærlighedserklæring. Og det er en tradition, mere end det er et livslangt løfte. For man ved jo ikke, hvad morgendagen bringer.«

Ja, i kirken siger man jo netop, at man vil elske og ære i medgang og modgang indtil døden. Det er i sin ordlyd meget bindende.

»Helt sikkert. Men nu lever vi i 2022, så dem, der tager ordet så bogstaveligt, at de så stringent lever efter … ja, i nogle samfund er det jo meget uset at blive skilt. Og det synes jeg virkelig er skræmmende og oldnordisk. Jeg mener, at det aldrig er forkert at hylde kærligheden, og det er det, et bryllup gør.«

»Med det, det koster at blive gift, bliver vi dog heller ikke skilt lige foreløbigt. Det er helt sikkert. Jeg er fuldstændig i chok. Men okay, jeg er heller ikke typen, der går på rådhuset. Jeg vil hellere undvære end at nøjes,« griner hun.

Hvad undværer du fremfor at nøjes?

»Det gør jeg med mange ting, især materielle ting. Jeg er ikke skidegod til at nøjes, men jeg sørger jo også for alle tingene, og det er op til mig selv at give mig det, jeg vil have. Jeg hader at stå og være skuffet – om det er materielle ting, oplevelser eller partnere. Jeg kræver en høj standard, for det synes jeg livet er værd.«

»Det kommer sig nok af, at jeg som barn ofte er blevet spurgt af ældre generationer, hvorfor jeg ikke kan »nøjes med det«. Nej. Jeg gider ikke at nøjes. Jeg gør mig umage, så jeg kan få det, jeg gerne vil have. Og ellers venter jeg til, at jeg kan få det, jeg gerne vil have. Så sparer jeg op, for jeg vil hellere vente længere end at gøre noget forjaget.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Nogle gange læser jeg nogle kommentarspor om, at folk synes, jeg er overfladisk. Det tænker jeg må være, fordi de tænker, at jeg er materialistisk. Og jeg kan da også godt lide eksklusivitet. Jeg elsker lækre ting, og jeg er kvalitetsbevidst. Der kan det godt være, at overfladiskhed er misforstået med kvalitetsbevidsthed.«

Tror du, det hænger sammen med dit erhverv? At du har primært har tjent dine penge på blog og Instagram fremfor for eksempel at være en investor?

»Jeg har jo faktisk haft fine afkast på aktier, som har gjort mig godt. Og ja, der kan jeg godt se, at folk har mere respekt for dét, end når jeg tjener penge på at være influencer. Der er rigtig mange, der ikke forstår mit erhverv. Og det forstår jeg egentlig godt – men når der er noget, jeg ikke forstår, så undersøger jeg, hvordan tingene hænger sammen. Med den udvikling, der er i verden digitalt, er man nødt til at komme ind i kampen og forstå, hvordan tingene hænger sammen.

Jeg læser vildt mange grimme ting, hvor folk får det til at lyde nemt. Og hvis folk tror, det er så nemt, hvorfor gør de det så ikke selv? For der er faktisk rigtig gode penge i det. Det er ikke noget, man lige vågner op og bare gør.«

»Jeg ved simpelthen ikke, hvor fine penge skal være, før de er gode nok for skattekassen. Men for mig at se er de alle sammen gode nok. Er det ikke fuldstændig lige meget, om jeg har tjent mine penge på et Instagram-billede, om det er i tv eller i et magasin?

Der er ikke nogen yngre end mig, der ikke forstår værdien af sociale medier. Det er efterhånden kun den ældre generation, der ikke forstår det – og jeg synes, det er synd for folk, hvis de ikke er med på, hvordan det hænger sammen, for det er så stor en del af vores liv nu.«