Coronakrisens nedlukninger har givet Magasin underskud for første gang i mange år, viser nye nøgletal. Alligevel har kædens økonomidirektør store forhåbninger til genåbningen og tiden efter.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Mette Dalgaard. Billederne er taget af Thomas Lekfeldt.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Mens mange stormagasinkæder rundt om i verden de seneste år har været hårdt presset, har den 150 år gamle danske kæde Magasin været undtagelsen fra stormagasinernes deroute.

Men også Magasin har mærket coronakrisens nedlukninger og konsekvenser. Det fremgår af nøgletal fra det skæve regnskabsår 2019/2020.

Her faldt omsætningen med 288 mio. kroner og landede på 2,6 mia. kroner. Driftsresultatet (EBITDA) endte på 35 mio. kroner mod 173 mio. kroner året før.

»Månederne med nedlukning i foråret var selvfølgelig hårde, men vi havde en god handel inden corona, og efter genåbningen kom der også hurtigt gang i salget,« siger Magasins økonomidirektør, Peter Fabricius.

Samtidig er nethandlen i regnskabsåret vokset kraftigt og udgør nu 22 procent af den samlede omsætning.

»Det er en kombination af en stærk forbedret logistik, en ny webshop og lanceringen af nye features online som en personlig shopper, der har sat skub i onlinesalget,« siger økonomidirektøren.

STYRKET TRO PÅ FYSISKE BUTIKKER

Selvom det er første gang i mange år, at Magasin har underskud på bundlinjen (42 mio. kroner), har coronakrisen styrket Peter Fabricius i troen på de fysiske stormagasiners fremtid.

For selvom handlen online er eksploderet under coronakrisen, var kunderne hurtigt tilbage i de fysiske stormagasiner efter genåbningen, og både i efteråret og frem til nedlukningen i slutningen af december, var der godt gang i salget i de fysiske stormagasiner.

»Det var tydeligt, at folk havde savnet at komme i Magasin og den fysiske handel og at få nogle oplevelser. Det har styrket mig i troen på det langsigtede perspektiv i retail,« siger han.

Derfor forventer Peter Fabricius også, at der vil komme godt gang i salget, når detailhandlen får lov til at genåbne. Han håber dog, at alle får lov til at åbne samtidig. I foråret var stormagasiner og storcentre tvangslukkede, mens de mindre butikker måtte holde åbent, og Magasin kæmpede en kamp for at overbevise politikerne om, at det ikke var mere farligt at gå i Magasin end i Bauhaus eller Vero Moda.

»Vi håber, at regeringen kan se fornuften i, at hele detailhandlen åbner samtidig. Jeg oplevede i december, at der var ekstremt travlt i de små butikker, som måtte holde åbent i flere dag end os, og det kan ikke være godt i forhold til corona,« siger han og tilføjer:

»Man skal huske på, hvor mange job det handler om. Det er ikke, fordi vi skal ud og profitere. Du kan se i regnskabet, at vi har givet vores bidrag for coronakrisen. Men der skal gerne være noget at komme tilbage til,« siger økonomidirektøren, der indtil nu har klaret sig igennem pandemien uden at skulle fyre medarbejdere.

Han regner dog ikke med en genåbning lige foreløbig.

»Jeg regner ikke med, at vi åbner i februar,« siger han.

MAGASIN ER STADIG TIL SALG

Mens Magasin inden corona klarede sig godt, har kædens ejer, britiske Debenhams, i flere år haft store økonomiske problemer og gigantiske underskud. I april sidste år blev selskabet sat under administration, fordi kreditorerne ville have deres penge, og Magasin har i to år været til salg.

Mandag kom det frem, at Debenhams, der også er en stormagasinkæde i England, har solgt sit brand og webshop til moderselskabet Boohoo.

Salget påvirker dog ikke Magasin, som ifølge Peter Fabricius stadig er til salg. Han mener ikke, at faldet i omsætningen og det første underskud i mange år påvirker salgsprocessen.

»Corona gør selvfølgelig ikke sådan noget lettere, men det gode ved os er, at vi ikke behøver blive solgt hurtigt. Vi er selvfinansierende og er velkonsolideret, så vores ejere kan vente med at sælge, til den rigtige mulighed er der,« siger han.

Selvom Magasin nu har underskud, er de ifølge Peter Fabricius ikke i fare for at gå konkurs, selvom nedlukningen trækker ud. Han har mere end 250 mio. kroner I kassen.

»Der bliver ikke nogen problemer her foreløbig. Men vi er selvfølgelig nødt til at passe på pengene i øjeblikket, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være tvangslukkede, så vi polstrer os maksimalt til at kunne stå igennem længst muligt,« siger han.

Han regner dog alligevel med at investere 60 til 70 mio. kroner i både nethandel og de fysiske stormagasiner.