Modeugen er skudt i gang, og København er hele ugen fyldt med modefolk, indkøbere, presse osv.
Det betyder naturligvis også travlhed hos det danske fashionbrand Les Deux, men omvendt et godt tidspunkt på at gøre en form for status, selvom det er en branche, der ikke står stille.
Vi tog en snak med Kreativ direktør, Mathias Jensen, om Les Deux´ nye kollektion, hans egen rolle og naturligvis modeugen.
Mathias, Modeugen er skudt i gang. Er Les Deux klar?
I den grad. Vi er altid aktive under modeugen. Allerede om onsdagen holder vi traditionen tro vores modeugefest. På “messedelen” er vi i år rykket fra CIFF til “Revolver” i Kødbyen. Vi har altid været på CIFF, men har i denne omgang vurderet, at det vil passe bedre ind i vores brand og positioneringsstrategi at rykke. Vores stand bliver i år bygget op som en sydfransk oase. Vi tager udgangspunkt i Menton, som er kendt som “The Lemon capital of the world”. Kollektionen tager udgangspunkt i plein soleil/flugten fra hverdagen.
Vi iscenesætter naturligvis tøjet, som er produktet, men jeg bygger f.eks. også en lemonadestand for at fuldende oplevelsen med alle sanser og dufte. Det bliver fedt, den skal opleves. Vi glæder os, og vores salgsteams fra 8 lande vil være repræsenteret.
I havde show til sidste modeuge i KBH, men ikke til denne?
Det er helt bevidst. Showet var en retning for os, det var ikke enkeltstående. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi laver show igen i en af de kommende modeuger. Vi følger en klar plan, og vi bruger f.eks. en del energi på lanceringer og shops rundt i hele Europa i den kommende tid. Vi agerer ud fra vores vækstplan.
Så bare fordi der er modeuge nu, indretter vi ikke en plan efter det. Du kan ikke sætte Les Deux ind i et system. Vi har vores egen plan!
Vi indretter ikke en plan efter andre. Du kan ikke sætte Les Deux ind i et system. Vi har vores egen plan.
Mathias Jensen, Kreativ direktør hos Les Deux
Hvad har I med af nyheder?
Uden tvivl vores mest inspirerende SS kollektion nogensinde. Kollektionen er et godt billede på det uventede, der passer rigtig godt ind i Les Deux. Vores kvaliteter har fået endnu et “hak” opad. Vores produktgrupper bliver virkelig udviklet, og vi er glade for, at kunderne følger med.
Vi kommer også til at vise vores kommende sko collab frem. Det er et samarbejde med det amerikanske sneakerbrand Pro-Keds, som er legendarisk indenfor hiphop, basket og generelt amerikansk kultur. Det passer perfekt ind i vores “sporty” del af Les Deux, hvor vi jo altid har kommunikeret preppy vs. sport. Det har været fedt at skabe et produkt sammen med dem. Det skal I glæde jer til. Desuden har vi som altid lidt i ærmet.
Men vores kollektioner er blevet mere sikre. Vi har klassikere med hver gang, som er opdateret eller i andre farver. Det efterspørger vores kunder i den grad. Det er for mig et bevis på, at vi ikke er en døgnflue. Vi er ikke bare et trendbrand.
Hvad er særlig blevet forbedret?
Det er især det team, jeg har omkring mig i dagligheden. Et godt eksempel er vores Sourcing director Nicolaj Jessen, som ikke bare er en af branchens allerdygtigste på produktionsdelen, men han er så engageret i brandet. Han udfordrer mig også på designdelen, hvilket har betydet, at vi aldrig tidligere har udviklet os så godt og hurtigt på samme tid, som vi gør nu.
Det vigtigste, jeg har lært, er at lytte til mig selv.
Mathias Jensen, Kreativ direktør i Les Deux
Hvis vi kigger på din egen rolle, så har du været med i Les Deux næsten fra start. Hvordan har den ændret sig?
Min rolle er overordnet det samme, hvis man ser på mit ansvar. Men ift. salgstallene og interessen er det selvfølgelig en anden størrelse. Da jeg startede, omsatte vi vel for et par hundrede tusinde. Til næste år runder vi nok 100 millioner kr. Min titel er den samme (Kreativ direktør), men der er selvfølgelig mere pondus i den nu. I starten lavede jeg jo alt lige fra produktion, design, sociale medier, magasiner, marketingmateriale osv. Nu har jeg et helt team omkring mig.
Hvad er det vigtigste, du har lært indtil videre i din Les Deux tid?
Det vigtigste, jeg har lært, er at lytte til mig selv. I starten lyttede vi til alle, der havde et godt råd eller en mening om os. Med den logik at alle havde ret. Vi trådte ind i en branche, som vi ikke kendte til.
Jeg har lært at lytte mere til mig selv. Der er ikke nogen, der kender Les Deux´ brand og design bedre end mig. Det skal ikke lyde arrogant. Det er et kæmpe privilegium, at folk vil os, og det er stadig vigtigt at lytte og lære, men jeg er blevet langt bedre til at sortere i det.
Video til AW19 kollektionen, som er ude nu!