Ikonisk, excentrisk og altid ” til stede”. Der er mange ord at sætte på nu afdøde Kurt Thyboe.
Hans hjerne stod aldrig stille. Han havde de vildeste ideer, og var aldrig bange for at tage initiativet. Han vil for altid være en del af historien.
Han var journalist, forfatter og sportskommentator. Her var han mest kendt, da han kommenterede boksning. Han var udlært fra Aalborg Stiftstidende og herefter ansat ved B.T., inden han fra 1971 og 10 år frem var chefredaktør på Ugens Rapport. Han var gift med nu afdøde Marianne (døde i jan. 2021) og far til 3 børn.
Han blev født i 1940, og døde altså i dag d. 3. november 2021. Hans stemme vil stå for evigt.
Æret være hans minde.
Kurt Thyboe citater:
You are born original – so stay original.”
“Frihedens vinger tilhører ham, som har nosserne til at bruge dem.”
“Ramma damma ding-dong time – legenden er smadret.”
“Hvor var han dog smuk i den ring…… – da han var ung.”
“Hvis du nogensinde har valget mellem fakta og legende, så skriv for himlens skyld legenden.”
“Follow your dream. Vær tro mod dig selv.”
Og så var der Euroman, der i 2018 spurgte Kurt Thyboe om:
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Da jeg var 18 og nyudklækket student, begyndte jeg at arbejde nede på hovedbanegården i Aarhus med at slæbe kufferter rundt. Mine gamle klassekammerater kom hen, når jeg arbejdede og gjorde grin med mig: ’Er det alt, hvad du har fået ud af at være student?’
En ældre herre havde lagt mærke til mig og afbrød mig en dag i arbejdet: ’Hør her, unge mand. Jeg kan se på dig, at du er fyldt med skam. Det må du se at få væk. Skam dræber! Og kan du få det ud ad systemet, får du foræret at være stolt, og stoltheden giver dig værdighed.’ Præcis de ord: skam, stolthed og værdighed er for mig i dag hele livet og mit drive.”
og til det relevante spørgsmål nu …:
Hvad skal enhver mand udrette, inden han dør?
”Han skal være en champ og en hero. Både en champ og en hero dør nemlig to gange. Personligt synes jeg, at en af de mest charmerende ting, jeg har udrettet – and it might sound really crazy – er, at jeg har skabt begrebet ’de tre tankeprikker’. Jeg slutter altid mine sætninger med tre prikker. Det har gjort, at a lot of people love me and a lot more hate me, men jeg synes, at de tre prikker som begreb er en stand-up power.”