Det føles næsten som en ekstra sæsonstart. Superligaen har ligget stille siden starten af marts måned pga. coronavirussen. Fløjten er lydt igen, og alle klubber har været i kamp. På søndag venter første kamp i København, hvor Randers kigger forbi. Spillerne virker til at være i topform efter en fortjent 4-1 sejr over Lyngby, men også den kommercielle afdeling i F.C. København bider fra sig. Vi har taget en snak med den nye kommercielle direktør Jacob Lauesen.

Jacob Lauesens CV fortæller, at han har været i “fodbold” i godt 10 år. Størstedelen af tiden er brugt i UEFA og DBU regi, ligesom han har arbejdet med digitalisering af nogle af de største venues og live-entertainment brands i USA.

Allerførst – du er lige blevet forfremmet til kommerciel direktør. Hvad dækker det mere præcist over?
“Ja, det var en hektisk start med nye ansvarsområder. Jeg havde faktisk lige forberedt en udmelding om, at vi nærmede os et udsolgt Telia Parken mod Istanbul Basaksehir, men blev sammen med vores pressechef enige om at vente pga. coronasituationen. 2 timer senere var hele landet lukket ned. Det fortæller alt om min start.

Ift. til ansvarsområder, så har jeg ansvar for salg af sponsorater, billetter og merchandise, herunder analyser og marketing.

Foto: Andreas Højberg Andersen

OM JACOB LAUESEN:

CV.

Fra april 2020, Kommerciel direktør i F.C København.
2018-2020, Marketingdirektør i F.C København.
2017-2018, Director of Sport, Activity Stream, Inc.
2014-2017, Chef for forretningsudvikling i DBU.
2012-2014, Eventchef i DBU
2012-2012, Uefa Euro 2012, Project Manager, DBU.

Derudover ansættelser indenfor marketing og kommunikation i Odense og Aarhus Kommune.

I starten af 2019 præsenterede F.C. København Strategi19+, som stadig er “køreplanen” efter ankomsten af Lars Bo Jeppesen. Strategien dækker over langt mere end “blot” fodbold og 3 point i næste kamp. Et af de helt store fokuspunkter er blandt andet at fylde mere i København.

Vi spurgte Jacob Lauesen ind til, hvorfor strategien er vigtig, og hvad det egentlig betyder at være et kulturelt flagskib i København.

“Først og fremmest synes jeg, at det er vigtigt at fortælle, at strategien handlede om om at finde et ståsted. Da klubben blev skabt i 1992, var ambitionen, at man ville være en klub for hele København og komme på det europæiske landkort. Det har man vel kunnet sætte “hak” ved i en del år snart, og ville være for uambitiøst nu. Så man kan sige, at 19+ strategien er en forlængelse/udvikling.

Sætningen “Vi vil spille med de bedste i verden”, siger det hele. På papiret er der ikke noget, der peger på,  at en klub i København fra en meget lille liga kan det.”

"Vi har den unikke position med et stadion midt i byen. Vi skal tage større ansvar for oplevelser i København"

Jacob Lauesen, Kommerciel Direktør i F.C København.

KULTURELT FLAGSKIB!

Hvad betyder det så at være et kulturelt flagskib i København?
Det betyder, at man tager et ansvar for kulturen i byen, og her tænker jeg ikke kun på fodbold. Vi har den unikke position med et stadion midt i byen. Vi skal tage større ansvar for oplevelser i København. Vi er meget bevidste om, at vi er en eksponeret ambassadør for København. Derfor skal vi tage et medansvar for, at københavnerne har de bedste muligheder for udvikling, sundhed og uddannelse.

Men vi vil fylde endnu mere i København. Vi har taget det valg, at vi vil være koblet til det sted, hvor vi kommer fra. Det er slet ikke til diskussion.”

Fylder F.C København nok i byen? F.eks. på kampdage?
“Det skal vi lykkes bedre med. Vi vil gerne have, at “kampdagen” fylder mere i byen. Det er højt prioriteret og en stor del af oplevelsen. Vi arbejder på en del tiltag, og det er løbende noget man vil kunne mærke som københavner.”

Burde F.C København have flere tilskuere i snit? (Når man kan lukke folk ind igen)
“Det korte svar er “Ja”. For halvandet år siden var vi cirka 13-14.000 i snit. Sidste år var vi i snit 17.260 på plads i Telia Parken. Nu er ambitionen 20.000 i snit. Det er ambitionen indenfor en overskuelig fremtid på 2-4 år.”

Hvad med Telia Parken? I skriver i strategien, at “Vores hjemmebane skal være ikonisk for København i både design, teknologi og bæredygtighed”.  Hvor tæt er I på at være på internationalt niveau, som vel er ambitionen?
“Vi er et stykke fra. Det er en “gammel dame”, og har sine begrænsninger. Men vi optimerer løbende. De fleste husker vores nye stadionlys, som havde premiere til hjemmekampen mod Celtic. Vi er bevidste om forbedringsmuligheder, men det er ikke noget jeg kan melde noget ud på.”

DE KØBENHAVNSKE DRENGE

Hvis vi ser på det kommercielt. Hvor vigtigt er det at have store danske profiler og/eller “Københavnske drenge” på holdet?
“Vores hold med Zanka, Delaney, Cornelius, Kvist osv. duftede jo nærmest af broerne. Det var uden tvivl en gave. Dog slår sportslig succes alt. Men alle i klubben uden undtagelser er glade, når vi får unge talenter hele vejen igennem. Det er med til at fortælle vores københavnerhistore. Se bare på Jonas Wind og Mohamed Daramy. Men når det er sagt, så synes jeg også, at det er en del af Københavns DNA at have mange forskellige nationaliter. Vi er den største klub i Skandinavien, så det kan heller ikke være anderledes. I øvrigt har tiden også vist, at nogen nærmest bliver “Københavnere”. Jeg tror, at Dame N’Doye har præcis den plads i manges hjerter f.eks.”

Hvor stor en værdi nåede Bendtner at have rent kommercielt? Har I regnet på det?
“Nicklas Bendtner solgte i det halve år, han var der, langt flere trøjer end nogen anden. Det var et tal, der var meget signifikant. Jeg kender ikke det nøjagtige regnestykke, og det skal jo gøres op i partnerskaber, billetsalg osv. over tid. Så det er næsten umuligt at svare på.”

PARTNERSKABER I EN CORONA TID

Coronatiden har selvfølgelig også haft stor indflydelse på Jacob Lauesens hverdag. Han fortæller os, at nysalg af partnerskaber har ligget mere eller mindre helt stille. Det har handlet meget om de nuværende partnere/sponsorerer og deres forventninger ift. til, hvad man har kunnet levere. Når man af gode grunde ikke kan invitere til fodbold, hvad kan man så tilbyde i stedet. I runde tal har man f.eks. 150 partnerskaber, som skal genforhandles/fornyes her til sommer. Så det er en travl periode for Jacob og hans team.

Det ser Jacob dog ikke som den største udfordring.

“Usikkerheden er den største udfordring for os. Det handler hele tiden om at balancere. Pt. kan vi kun tage en kamp ad gangen. Vi ved, at vi ikke kan tilbyde folk at komme ind og se kampen mod Randers på søndag. Men herefter ved vi ikke noget. For 14 dage siden turde vi ikke håbe på tilskuere i denne sæson, men når jeg så sidder og læser om, hvordan biografer nu kan holde åbent, så virker det helt skørt, at vi ikke kan få tilskuere udendørs på Danmarks største stadion.

Hvornår tror du, at vi igen kan komme til fodbold i Telia Parken?
“Det er ikke så interessant, hvad jeg tror, men jeg håber meget på, at vi får tilskuere i slutspillet.”

Hvis det er et meget begrænset antal i må lukke ind, hvordan vil I så fordele pladserne mellem folk?
“Det er for tidligt at melde ud, når vi ikke ved mere. Det vil hurtigt blive et gætværk. Men en ting er sikkert. Vi arbejder efter “Du ejer ikke retten til et tomt sæde”. Vi skal være helt sikre på, at de, der har en billet, også kommer.”


LARS BO: VI ER KLAR TIL TILSKUERE!

Efter kampen mod Lyngby, var budskabet klart fra Lars Bo Jeppesen, den nye direktør i F.C København: “Der skal tilskuere til vores kampe NU” Her sagde han til Canal 9:

“Vi har en minutiøs plan for en tilbagevenden for 25-50 procent af tilskuerne. Vi arbejder på, at det skal være i indeværende sæson. Allerede fra næste runde, håber jeg,« siger den nye direktør i Parken, som står bag FCK. Jeg synes, det er forkert, at der ikke må være tilskuere. Hvis der ikke kommer tilskuere ind, så er der klubber, der vil gå konkurs. Det rammer foreninger, Fodbold-danmark knækker over. Det kan tage mange år at rette op på det.


HAR DU SET?

Vores bornholmerguide er online. Følg med her. dontt.dk/bornholm