Kopenhagen Fur har gjort Danmark verdensførende inden for minkavl. Blandt andet ved at udvikle den bedste pelskvalitet og skabe tætte relationer til den øverste top i dansk politik. Men nu er det slut med den sagnomspundne andelsforening, som lukker og slukker efter masseaflivningen af danske mink.

Artiklen er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Sara Hodzic og Kalle Kehlet.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Der kan synes langt fra en gård i Nordvestjylland til et gigantisk og luksuriøst auktionshus i Glostrup. Men Kopenhagen Fur, der siden 1930 har været ejet af de danske minkavlere, er beviset på, hvor kort der egentlig kunne være.

Andelsforeningen byggede sig op til at være verdens førende pelsvirksomhed, og 70 procent af verdens minkskind blev i en periode solgt og sendt ud i verden fra auktionshuset i Glostrup. Minkavlerne har via Kopenhagen Fur kæmpet sig til toppen, væltet sig i rigdom, set store nedture, og nu ser det hele ud til at være slut.

Smitten med coronavirus blandt danske mink har fået regeringen til at beordre aflivningen af flere end 15 millioner danske dyr spredt på over 1.000 farme, og torsdag meldte Kopenhagen Fur så ud, at man lukker og slukker virksomheden.

Ifølge den tidligere direktør Torben Nielsen var kilden til succes, at Kopenhagen Fur først og fremmest var en andelsforening.

»Pelsdyravlernes indiskutable succes skyldes ikke kun den enkelte avlers dygtighed og engagement. Det skyldes i høj grad, at erhvervet var rodfæstet i andelsbevægelsen, og avlerne derfor betragtede hinanden som kolleger og ikke som konkurrenter,« skriver han i et læserbrev i Berlingske.

Erhvervet har gennem årene været genstand for massiv kritik fra blandt andre dyrevelfærdsorganisationer og politiske iagttagere, som har påpeget det store kampagne- og lobbyarbejde, der måske var Kopenhagen Furs vigtigste redskab.

Alligevel lykkedes det minkbranchen at opretholde sit gode ry i den danske befolkning, selv om økonomien har haltet de seneste år på grund af dalende pelspriser.

I 2019 var overskuddet således magre 33 millioner kroner. I virksomhedens storhedstid blev der omsat for 13 milliarder kroner om året, og overskuddet steg fra en kvart milliard til knap en halv milliard kroner.

Nu er Kopenhagen Fur blevet det ultimative offer for coronakrisen i dansk erhvervsliv, og dermed vil en stor, stolt og verdensledende branche snart høre fortiden til.

Erhvervet har gennem årene været genstand for massiv kritik fra blandt andre dyrevelfærdsorganisationer og politiske iagttagere, som har påpeget det store kampagne- og lobbyarbejde, der måske var Kopenhagen Furs vigtigste redskab.

Alligevel lykkedes det minkbranchen at opretholde sit gode ry i den danske befolkning, selv om økonomien har haltet de seneste år på grund af dalende pelspriser.

I 2019 var overskuddet således magre 33 millioner kroner. I virksomhedens storhedstid blev der omsat for 13 milliarder kroner om året, og overskuddet steg fra en kvart milliard til knap en halv milliard kroner.

Nu er Kopenhagen Fur blevet det ultimative offer for coronakrisen i dansk erhvervsliv, og dermed vil en stor, stolt og verdensledende branche snart høre fortiden til.

Kopenhagen Fur begyndte som Dansk Pelsdyravlerforening i 1930. I 1938 blev Saga Furs stiftet, der skulle fungere som en fælles markedsføringsvirksomhed for de nordiske pelsavlere. Et samarbejde, der holdt i mange år.

I 1993 tiltrådte Torben Nielsen som direktør i Dansk Pelsdyravlerforening på et tidspunkt, hvor branchen var økonomisk presset og præget af et dårligt image.

Det var et tidspunkt, hvor mange havde afskrevet pelsen, og antipels bragede frem. Torben Nielsen ville have minkavlerne til at elske sig selv og lancerede en helt ny markedsføringsstrategi.

Med ham ved roret blev Danmark den suverænt største producent i Norden, hvorfor man i 2004 løsrev sig fra Saga Furs og stiftede Kopenhagen Fur.

Tom Steifel Kristensen, der i 2004 var creative commercial director ved Kopenhagen Fur, var også med ved roret, da Danmark var slået sammen med de andre skandinaviske lande i Saga Furs.

Han blev ligeledes en central rolle i det, der blev til Kopenhagen Fur, da Danmark besluttede, at de ville stå på egne ben. Det gjorde de på et marked, de viste, at de kunne dominere.

»Kopenhagen Fur skulle pludselig tage det meget store skridt ved ikke kun at være en produktionsvirksomhed, men også at blive en markedsføringsvirksomhed. Man skiftede navn fra danske pelsauktioner til Kopenhagen Fur med K. På den måde fik man ejerskab med Ket, og man lavede også et designcenter med produktudvikling og et kreativt team. Det var så alt det, som jeg stod for at bygge op,« siger Tom Steifel Kristensen, som i dag er direktør i Mindsetters.

Opgaven var klar. Man skulle markedsføre dansk minkpels, som skulle sælges fra auktionshuset i Glostrup vest for København, hvor 70 procent af verdens minkskind blev solgt og sendt ud i verden.

Mick Madsen var praktikant i Kopenhagen Fur i 2004, og senere blev han ansat i virksomheden som redaktør for fagbladet Dansk Pelsdyravl, hvor han var indtil 2012.

Han så på, mens Torben Nielsen og Kopenhagen Fur udviklede sig og gik hårdt efter det kinesiske marked, hvor det lykkedes de danske pelsavlere at brande sig selv som verdens bedste producenter af minkskind. De kinesiske forhandlere købte stort ind og skabte et dansk erhvervseventyr.

»Pelshandel er et spørgsmål om kvalitet. Det lykkedes godt for Danmark, fordi man havde en meget stor produktion, hvilket gav en større mængde kvalitetsprodukter. I Kina ser man stadig den danske minkpels som den bedste kvalitet i verden,« siger Mick Madsen, der i dag er kommunikationschef for lobbyvirksomheden Fur Europe i Bruxelles.

Hvis man spørger Tom Steifel Kristensen, var det netop det store fokus på Kina og ikke den vestlige verden, som var med til at sende Kopenhagen Fur tilbage.

»Der er det min holdning, at Kopenhagen Fur aldrig har set sig selv som en brandvirksomhed, men de har altid set sig selv alene som en produktionsvirksomhed. Nu lukker de, og havde man nu fået opbygget et rigtig stærkt brand, så havde Kopenhagen Fur efter min optik sagtens kunnet køre videre, for så havde man kunnet putte andre ting ind i det. Men nu er de fuldstændig bundet op på, at det skal være danske minkskind, og det er jo meget ærgerligt.«

Situationen med corona har ikke været til at spå om, men som råvareproducent mener Tom Steifel Kristensen, at man skal styrke alliancerne internationalt. Det mener han ikke, at Kopenhagen Fur var gode nok til.

»Man skal simpelthen som en råvareproducent i den grad være ude og ikke kun på et kinesisk eller russisk marked. Man skal ud på de steder, som kulturelt sætter en trend. Det gør man i den vestlige verden. Det har været en kortsigtet plan om bare at få ting solgt. Og det er jo ikke sådan, man laver et brand. Det gør man på den lange bane, hvor man bygger op og skaber alliancer, sådan at man har nogle andre, som er med en, når der bliver stormvejr.«

Mick Madsen påpeger vigtigheden i, at modeverdenen i begyndelsen af 00erne tog pelsen til sig igen.

Det kom sig blandt andet af, at designere blev inviteret ind af Kopenhagen Fur til at være med i produktudviklingen.

»Det blev en voldsomt stor succes, da modehusene igen gik ind i pels. Vi havde nogle vældigt gode år fra særligt 2010 til omkring 2014, fordi man inviterede designere ind i værkstedet, hvor de fandt på nye måder at bruge pelsen. Det tog modeverdenen rigtig godt imod,« siger Mick Madsen.

Tom Steifel Kristensen peger netop også på designerne som en vigtig kilde til at få pelsen tilbage. For der skete noget, da man gik fra kun at sælge frakker til det ældre publikum. Der skete en demokratisering, som han kalder det.

»Man fik gendesignet det, så det også blev små ting. På den måde kunne man også aldersmæssigt tale til nye forbrugere. Man demokratiserede det på sin vis, fordi man kunne købe et lille halstørklæde eller en ting med besætninger. Det var prismæssigt mere tilgængeligt, og man kom dermed ud til en meget yngre gruppe. Det gjorde, at det blev spredt, og man fik på den måde også taget noget luft ud af antipels,« siger Tom Steifel Kristensen.

Netop en demokratisering af pelsen fik den til at rykke endnu længere ud til et bredere publikum. Det gjorde det samtidig sværere at angribe dem, der brugte pels.

»Det var lettere at angribe en lille gruppe velhavende mennesker, men når det pludselig er noget, som langt flere mennesker bruger, er det sværere. Så demokratiseringen var en vigtig proces. Det førte til, at man havde designere fra alle modehuse, som kom til Danmark for at besøge auktionshuset og designcentret og udvikle en masse forskellige ting.«

Kopenhagen Fur har også altid haft et godt forhold til de danske politikere.

På tværs af partier og blokke har en imponerende liste af fremtrædende politiske profiler båret pelse, deltaget i modeshow og været med på rejser til Kina. Flere af disse politikere fortæller samtidig, at de har modtaget donationer fra Kopenhagen Fur, mens andre konsekvent har afvist at svare på spørgsmålet.

Kopenhagen Furs lobbyisme og donationer til danske politikere er blandt andet blevet beskrevet i bogen »Skjulte penge«, hvor den omfattende indsats og aggressive strategi udfoldes. Forud for valgkampen i 2015 udsendte pelsvirksomheden således en stribe donationer på 20.000 kroner til danske politikere, viste en undersøgelse fra Berlingske Research.

Blandt de mest profilerede navne, som er blevet støttet af pelsvirksomheden eller har deltaget i dens modeshow er Inger Støjberg (V), Pia Kjærsgaard (DF), Sofie Carsten Nielsen (R), Marianne Jelved (R), Sophie Løhde (V), Mette Bock (LA), Torsten Shack Pedersen (V), Zenia Stampe (R) og Eva Kjer Hansen (V).

Sidstnævnte beskriver i bogen desuden Kopenhagen Fur som en af de stærkeste lobbyorganisationer i Danmark. Det er Mick Madsen enig i. Han mener, at erhvervets lobbyarbejde har været essentielt for dets succes:

»Den danske pelsbranche har været meget proaktiv og involveret sig i mange ting. Lobbyarbejde handler om vidensniveau, og der er de danske politikere blevet klædt godt på, fordi de har set produktionen med deres egne øjne og været godt informerede af branchen.«

Wiebke Marie Junk forsker i lobbyisme og interesseorganisationer på Københavns Universitet. Hun mener, at Kopenhagen Furs aktive lobbyarbejde har været en effektiv og frugtbar strategi.

»Politisk adgang betyder rigtig meget. Når man har fået en fod indenfor, og folk kender en, kan det være meget lettere at udtrykke sine ønsker eller sin frygt. Politikere er også mennesker, og man kan forvente, at de er mere lydhøre over for dem, de kender, og som de måske føler en forpligtelse over for,« siger hun.

Derfor mener Wiebke Marie Junk også, at Kopenhagen Furs dybe relation til flere politikere kan have reddet dem fra et forbud mod minkavl, som man har set i mange andre europæiske lande.

»Minkindustrien er særlig, fordi den har mange kritikere og er ulovlig i flere lande. Derfor er det et erhverv med nogle særlige reputationsomkostninger, så det har sandsynligvis været vigtigt for dem at have gode relationer til politikere for at holde sig i live,« vurderer hun.

Mick Madsen mener dog ikke, at branchens overlevelse og popularitet blandt danske politikere kun skyldes donationer og lobbyarbejde.

»Forbuddet kommer typisk i lande, hvor man ikke har nogen produktion og dermed heller ikke nogen forening. Derfor er der ikke et økonomisk grundlag for at lade være, og man har ikke en stærk forening, som kan tale erhvervets sag,« siger han.

Kampe med dyrevelfærdsorganisationer

Men det har ikke alene været en solstrålehistorie for den danske pelsindustri. For den har gang på gang mærket modstand fra kritikere og antipels.

Joh Winding er kampagnechef i dyreværnsforeningen Anima, som har været indædte modstandere af minkavl siden stiftelsen i 2000. Ifølge ham er Kopenhagen Fur billedet på det, der har været galt med minkavl i Danmark.

»De har altid forsøgt at fremsætte et glansbillede om et erhverv, der er baseret på dyr, som ikke har det godt,« siger Joh Winding, der ikke tror på, at pelsindustrien har en fremtid:

»Den nuværende situation har fremskyndet en proces, der var i gang. Flere og flere forbrugere siger nej til pels, og det har jo også vist sig i branchens økonomi i de senere år.«

Kopenhagen Fur og minkbranchen har i mange år været genstand for stor kritik fra forskellige dyrevelfærdsorganisationer, som blandt andet har beskyldt branchen for dyremishandling.

I en årrække blev adskillige minkfarme ovenikøbet udsat for hærværk fra aktivister, som blandt andet lukkede de indespærrede mink ud i naturen.

Anima tager skarpt afstand fra den slags aktioner, men Joh Winding glæder sig alligevel over, at den den danske minkproduktion snart er fortid.

»Det er en sejr for dyrene, fordi færre dyr vil blive født til et liv i bur for at blive gasset og lavet til en beklædningsgenstand.«

Branchen er ikke til at redde

Hos Landbrug & Fødevarer vil man se tilbage på Kopenhagen Fur som et vigtigt led i den danske landbrugsproduktion, fortæller direktør Flemming Nør-Pedersen.

»Minkproduktionen og Kopenhagen Fur, som har hængt sammen, har været et rigtig vigtigt erhverv i den danske landbrugsproduktion. I og med at minkskind jo ikke er noget, der kan spises, har de også altid været lidt anderledes.«

Deres særlige position i landbruget med forbindelser til modeverdenen skabte en divers gruppe, som endte med at bidrage med en god portion stolthed til hele gruppen.

»Sammen med potteplanterne har de været i en kategori for sig. Mink har jo ligget helt tæt op ad modeindustrien. Dengang de var større, og dengang skindpriserne var højere, end de er i øjeblikket, var det jo en international succes, som jeg tror skabte stolthed i hele den danske fødevareklynge, også selv om det jo ikke var fødevarer,« siger Flemming Nør-Pedersen.

Han understreger derfor, at Kopenhagen Fur og dansk minkavl vil blive savnet i gruppen:

»I den danske landbrugs- og fødevareklynge kommer vi til at savne dem på den måde, at de har haft nogle indspil, synspunkter og nogle måder at tænke landbrug på, som har været meget anderledes end resten af klyngen. Og det er jo godt at have en mere divers gruppe. Der har de været med til at sikre diversiteten i den danske landbrugs- og fødevareklynge.«

For det ser netop ud til at være helt forbi for Kopenhagen Fur og dansk minkavl.

Som den tidligere direktør Torben Nielsen udtrykker i et åbent læserbrev, er det nemlig helt slut for erhvervet.

»Det er med grædende hjerte, jeg skriver i datid. Branchen står ikke til at redde, den eksisterer ikke længere.«

Der er også stor ærgrelse at finde hos den tidligere creative commercial director ved Kopenhagen Fur, Tom Steifel Kristensen, der i 2004 var med til at starte virksomheden op:

»Nu kommer covid og lukker det hele. Det er fuldstændig ufortjent og trist. Jeg synes, det er en meget overdrevet og forhastet beslutning, at man lægger et helt erhverv ned.«

Han understreger dog også de mangler, der har været at finde i virksomheden. Det har været trist at observere, at Kopenhagen Fur ikke kunne følge dét til dørs, som de startede.

»Når man har en eksportvirksomhed med 99 procent i eksport, som i årene 08-09-10 har været oppe og omsætte for op til 16 milliarder kroner og nu er nede på fem – så er det altså himmelråbende forkert, at man kun har en bestyrelse, der består af otte pelsdyravlere. Man har simpelthen manglet folk med international erfaring i bestyrelsen. Folk, som har kunnet sætte nogle langsigtede strategier. Og man har gået ind og lagt alle sine appelsiner i Kina,« siger Tom Steifel Kristensen.

Der vil nemlig altid være modstand, når man har at gøre med et produkt som pels. Det var der også i 80erne, og det er der også i dag. Derfor er det afgørende at kunne stå op for sit produkt og fange forbrugeren, mener han:

»Hvis man ser sig selv som produktionsvirksomhed, så kommunikerer man først og fremmest til opkøbere. Men man må ikke glemme, at dem, der i sidste ende bestemmer, om pels får en fremtid, det er forbrugeren. Modebranchen har desværre gennem de senere år forladt pels igen. Det er, fordi branchen ikke har været dygtig nok til at stå op for sit eget produkt. Antipels kommer altid til at være der. Det forsvinder ikke.«