Hele verden holder vejret omkring den mildest talt tilspidsede situation omkring en mulig krig mellem Rusland og Ukraine. Hvis du vil forstå krigen, så har vores venner fra Berlingske lavet dette fine overblik: “Forstå konflikten på 3 minutter.”

Men noget der er mindre beskrevet i de danske medier er truslen om cyberangreb på grund af situationen i det østlige Europa.

For danske virksomheder kan dette have konsekvenser, da cyberangreb let kan sprede sig eller ramme utilsigtede mål – en såkaldt øget risiko for spill over. Det kostede fx Mærsk dyrt, da de blev angrebet i 2017

Derfor melder Dansk Erhverv nu, at det er vigtigt, at danske virksomheder tager den øgede risiko og dermed deres IT-sikkerhed meget alvorligt. Blandt Dansk Erhvervs medlemmer på tværs af brancher, som arbejder mest intensivt med IT- og cybersikkerhed, forlyder det, at der klart er en øget risiko og behov for at sikre virksomhederne yderligere.


Chefkonsulent på området for IT- og cybersikkerhed i Dansk Erhverv Christian von Stamm Jonasson fortæller i en pressemeddelse: 

”Vi har i Dansk Erhvervs it-sikkerhedsnetværk drøftet, hvordan virksomheder fra forskellige brancher kan blive påvirket af situationen i Østeuropa. Og vurderingen er, at virksomhederne skal være oppe på dupperne for ikke at blive udsat for de her spill over-konsekvenser fra cyberangreb. Cyberspace kender ikke landegrænser, og derfor er der faktisk større risiko for, at danske virksomheder bliver ramt, end man måske lige forestiller sig. Derfor opfordrer vi kraftigt vores medlemmer og danske virksomheder generelt til snarest at se deres IT-sikkerhed efter i sømmene.”

En analyse fra efteråret 2021 udarbejdet af Erhvervsstyrelsen baseret på tal fra Danmarks Statistik viser, at godt en fjerdedel af danske SMV’er ikke har helt basale sikkerhedsforanstaltninger på plads – dvs. opdatering af systemer og systematisk backup. Af analysen fremgår det derudover, at hhv. 79 og 74 pct. af SMV’erne efterspørger enkle, konkrete råd og løbende varsler om aktuelle trusler.

”Virksomhederne bør gennemgå deres beredskab i tilfælde af cyberangreb, og så er det også godt at teste sin backup, så data og systemer hurtigt kan genoprettes. Et andet godt råd er at opdatere software og styresystemer til de seneste versioner. Derudover kan det være en god ide at konsultere fageksperter ift. mere avancerede sikkerhedsforanstaltninger ud fra en konkret risikovurdering,” Christian von Stamm Jonasson.



3 gode råd

Første råd: Hav en beredskabsplan klar.

– Skriv ned, hvad der skal gøres, hvis virksomheden bliver ramt. Lav en kontaktliste over relevante personer i ledelsen, it-support og rådgivere i cybersikkerhed.

– Sådan noget helt lavpraktisk med at have printet telefonnumre og navne på personer, du skal kontakte i en krisesituation, er ekstremt vigtigt.

Andet råd: Lav backup.

– Vær sikker på, at du har et backup-system, som rent faktisk fungerer. Hvis du bliver ramt af malware, er det meget svært at lappe de huller, der er opstået. Hvis du har en backup, er det relativt nemt at komme på fode igen.

Tredje råd: Hold systemerne opdaterede.

– Sørg for, at softwaresystemerne og styresystemerne er opdaterede. Det er typisk sårbarheder i software, som hackerne udnytter, siger Jonasson.

Dansk Erhverv


Join the club!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.