Det kan blive et hårdt slag for København, hvis lukningen af de danske grænser fortsætter sommeren igennem

I samarbejde med Berlingske får du serveret, et overblik over bekymringerne og udfordringerne i hovedstaden.  Den er skrevet af Frederik M. Juel. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

København kan blive den store taber, hvis lukningen af de danske grænser fortsætter sommeren igennem. Hovedstaden har de senere år oplevet en stor stigning i antallet af udenlandske turister, der lægger mange penge og har et højt forbrug, når de kommer til landet.

Den turisme kan kun i mindre omfang blive erstattet af danskere, der bliver hjemme for at holde ferie. Det understreger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen og Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at turister, som kommer fra lande som Storbritannien, USA, Italien, Frankrig, Spanien og Kina, har 80 procent eller mere af deres overnatninger i Region Hovedstaden.

For eksempelvis tyskere, nordmænd og hollændere ser det noget anderledes ud.

Møder og konferencer forsvundet

Da statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede næste fase af åbningen af Danmark, lød beskeden, at der vil komme en melding om grænseåbningen 1. juni. Det vides ikke, hvad meldingen bliver.

De 54,8 mia. kr. er forbruget fra de udenlandske turister. Og samlet set er der omkring 161.000 job forbundet med turismen herhjemme. Lars Ramme Nielsen fremhæver, at omsætning pr. hoved er langt størst for turisterne i København.

Derfor står de udenlandske turister i hovedstaden for omkring 40 procent af turisternes samlede omsætning her i landet.

Lars Ramme Nielsen fremhæver, at ved en fortsat grænselukning er der en hel anden del af turismen i primært København, der også bliver hårdt ramt.

»Det er den professionelle turisme. Alt, hvad der hedder møder og konferencer, er forsvundet som dug for solen. Og det kommer til at tage lang tid, før det kommer igen. Det går ud over hoteller og konferencecentre, men derudover går det også hårdt ud over de virksomheder, som skal tiltrække konferencer til landet. Det er hele infrastrukturen i den professionelle turisme, der er ved at blive ødelagt. Det tager lang tid, inden det kommer igen,« siger Lars Ramme Nielsen.

Bag efter Norge og Tyskland

Som hjælp til forhandlingerne om åbningen af landet kom tre professorer i økonomi fra Aarhus Universitet i form af Torben M. Andersen, Michael Svarer og Philipp Schröder med en rapport med en sammenvejning af de økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser af åbningen.

I rapporten bliver det blandt andet understreget, at hvis andre lande begynder at åbne deres grænser, før vi gør, vil det få store negative konsekvenser for Danmark.

Det er netop det, som er ved at ske. Norge kommer med en udmelding senest 15. maj om, hvad der vil gælde fra 1. juni med hensyn til grænserne. Tyskerne er klar til åbne grænserne allerede her i maj.

Dermed kan danskerne igen begynde at køre over grænsen for at handle i Tyskland.

»Det er helt klart, at hvis danskerne begynder at kunne rejse ud, mens vi ikke vil lukke nogen ind, så vil det trække i den gale retning,« siger Las Olsen.

På den måde risikerer vi at gå glip af udenlandske turisters omsætning i Danmark, samtidig med at danskerne kan rejse ud af landet og bruge penge i stedet for at holde ferie herhjemme.