Coronakrisen koster tusindvis af danskere jobbet, og særligt to kommuner er hårdt ramt. »En voldsom nedgang,« mener Dansk Erhverv, der kræver handling.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske. Historien er skrevet af Søren Martin Olsen.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Det har længe stået klart, at coronakrisen har gjort ondt på store dele af dansk økonomi.

Nu kaster en ny analyse fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv lys over, hvilke kommuner der er hårdest ramt målt på antal tabte fuldtidsjob.

Siden februar er godt 42.000 fuldstidsstilinger gået tabt i hele landet. Af dem er hele 16.900 tabt i Københavns Kommune og Tårnby Kommune. Det svarer til, at fire ud af ti tabte fuldtidsjob på landsplan har fundet sted i netop de to kommuner.

Udviklingen kommer bag på cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer, da København og Tårnby blot tegner sig for 16 pct. af landets fuldtidsjob. Samtidig er byen København den landsdel i Danmark, hvor den største andel af personer i fuldtidsstillinger er hjemsendt på lønkompensation.

»Det er en overraskende og voldsom nedgang, vi er vidne til i København og Tårnby,« siger Tore Stramer.

Fyringsbølge er ikke afblæst endnu

Forklaringen er blandt andet, at de to kommuner har mange job i de mest udsatte brancher som turisme- og oplevelseserhvervene samt luftfarten.

I Tårnby Kommune har Københavns Lufthavn længe stået gabende tom – og det koster arbejdspladser.

I Københavns Kommune har eksempelvis Tivoli samt et hav af restauranter, cafeer og barer måttet se sommerens indtjening næsten forsvinde pist væk som følge af restriktioner såsom seksdagesreglen og indskrænkede åbningstider.

Og så er det slet ikke slut endnu.

Regeringen indførte i forrige uge nye skærpede coronarestriktioner, som allerede har været et hårdt slag for barer og restauranter i København.

»Vi har netop fået nye restriktioner, og ingen ved af gode grunde, hvordan smittetallet og restriktionerne udvikler sig i de kommende måneder. Så København og Tårnby er altså de kommuner, som er hårdest ramt, og det er også de kommuner, hvor udsigten til genopretning er længst,« siger Tore Stramer.

Derfor mener Dansk Erhverv, at politikerne særligt bør komme de to kommuner til undsætning. På den korte bane er der behov for at understøtte likviditeten hos de ramte virksomheder, lyder det. Derudover bør der sættes mere massivt ind i forhold til testning og hurtigere svartider i
København, og endelig bør politikerne stimulere forbruget ved at frigive de sidste indefrosne feriepenge, mener erhvervsorganisationen.

Topøkonomens bud på en cocktail

Økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer er enig i, at det er »uhyre vigtigt« at have et velfungerende testsystem.

»Det er formentlig en ret god forretning for samfundsøkonomien at bruge en del ressourcer på at sikre, at testkapaciteten er meget høj, og at alle, der ønsker det, kan blive testet, og at de, der er positive, bliver isoleret,« siger han.

Nu giver det formentlig og forhåbentlig et boost til den indenlandske efterspørgsel og jobskabelse, at danskerne til oktober kan få udbetalt tre ud af fem uger af deres indefrosne feriepenge, vurderer økonomiprofessoren.

»Der kan sagtens blive behov for mere, og her kunne en oplagt mulighed være at tage den resterende del af feriepengene. Jeg synes dog godt, at man kan se tiden lidt an. Der er trods alt en positiv udvikling på arbejdsmarkedet med faldende ledighed og stigende beskæftigelse, og de 39 mia. kroner, der kan komme til udbetaling efter skat, er trods alt noget,« siger Michael Svarer.

Det ændrer dog ikke på, at nogle brancher fortsat kan være presset i knæ.

»Der er nogle brancher, der er meget hårdt ramt. Nogle af disse kan desværre risikere at være det et godt stykke tid endnu, og her er det nok hensigtsmæssigt, at de afskedigede søger job i nye brancher. I den forbindelse er kombinationen af ekspansiv finanspolitik og aktiv arbejdsmarkedspolitik en hensigtsmæssig cocktail,« lyder det fra Michael Svarer.

København spiller afgørende rolle

Ifølge analysen fra Dansk Erhverv har 12 ud af landets 98 kommuner formået at undgå en tilbagegang i antallet af fuldtidsbeskæftigede fra februar til juli i år.

Men sidder man uden for hovedstaden og tænker, at coronakrisen ikke påvirker en selv, minder Tore Stramer om, at København er en vækstmotor, som har afgørende betydning for dansk økonomi.

Hvis væksten i Københavns by og omegn eksempelvis bliver halveret, skal væksten i resten af landet tilsvarende øges med knap 40 pct. for at fastholde en uændret økonomisk vækst i dansk økonomi, påpeger cheføkonomen.

»Det illustrerer, at det stiller store krav til væksten i resten af Danmark, hvis væksten i og omkring København aftager over en periode. Hvis det ikke var for Københavns by og omegn, ville BNP pr. indbygger i Danmark i teorien være 15 pct. lavere. Det svarer faktisk til 54.000 kroner pr. indbygger,« siger han.