I dag er David Jæger ugens creator. Som YouTuber, gamer og iværksætter er han kendt af hundrede tusinde følgere både under sit eget navn og som Judex på YouTube. David er blandt de mest sete i Danmark og driver hele fire kanaler, hvor hans gamingindhold som Judex er særligt populært. Derudover er han medejer af Geekd, som sælger gamingudstyr både online og fra deres fysiske butik.
Vi tog en snak med den 25-årige YouTube-stjerne i hans studie, som er placeret på Geekd. Vi talte om hans rejse, ambitioner og fremtidige planer.
Ugens creator er David Jæger – aka. Judex.
![Judex](https://dontt.dk/wp-content/uploads/2024/12/Judex-Din-historie-uai-258x459.jpg)
Ugens creator, David Jæger (Judex)
Youtube var ikke sejt da jeg startede
David, Hvis vi starter med at spole tiden 10 år tilbage, hvad drømte du så om?
“Jeg kan huske, at min mor troede, jeg enten ville blive ingeniør eller arkitekt – hun kunne tydeligt mærke på mig at jeg ønskede at gøre en forskel i verden. Jeg blev så hverken det ene eller det andet. Men jeg har altid drømt om at skabe noget, der interesserede mig, og det kan man jo gøre på mange måder.
Jeg startede med at lave YouTube i 8. klasse (2014). Jeg så meget PewDiePie, som har opbygget et gigantisk univers. Jeg talte ikke højt om det dengang, men jeg var vildt inspireret af, at man kunne leve af at spille computer. Så jeg begyndte at optage, mens jeg spillede, og lagde det op på YouTube. Lyden var dårlig, billederne hakkede, og der var ikke rigtig nogen, der så med. Jeg fik måske 10-20 visninger på de første 30 videoer, jeg lagde op. Men det er 10 år siden, så for at svare på dit spørgsmål, var det vel lidt min drøm?”
![David Jæger](https://dontt.dk/wp-content/uploads/2024/12/David-Jaeger-Student-uai-258x256.jpg)
I dag taler man hele tiden om at bygge et community. Hvordan startede dit?
“Man kom i kontakt med andre YouTubere, som man spurgte, om man skulle optage sammen – og dermed komme ud til hinandens subscribers. Dengang var vi 14-15 år og kom ud til 100 i stedet for måske kun 50 subscribers. Så det var virkelig i det små. Men alt tæller. Det er jo i princippet det samme, man gør nu, bare i en helt anden skala. Men det tog lang tid, og vi lagde utallige videoer op. Men det skal ikke lyde som en hård ting. Vi elskede jo at game, og jeg fik nye venner gennem det.
Da jeg startede i gymnasiet, havde jeg måske 1.000 følgere. Så de første 1.000 følgere tog 1,5 år at opbygge, det føltes som en evighed dengang. Men da jeg begyndte i gymnasiet, vidste jeg godt, at det var YouTube-vejen, jeg gerne ville forfølge – selvom jeg ikke havde tjent en krone endnu på det.”
I gymnasiet begyndte jeg at tjene det samme som mine forældre
Hvornår vidste du, at du kunne leve af det?
“Da jeg startede i gym, begyndte jeg at tale højt om, at jeg gerne ville leve af det. Dengang blev man faktisk lidt til grin. Mine videoer blev smidt op på smartboardet, og jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg direkte blev mobbet med det. Men sådan ville nogen nok føle det. Men jeg var ligeglad, tror egentlig ikke, der lå noget ondt bag det. Da jeg 1,5 år senere havde 50.000 følgere på min første kanal, var det også stoppet. (Efterfulgt af et stort smil…)
Det gik pludseligt ret stærkt der. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at jeg overvejede at droppe ud af gymnasiet. Jeg var begyndt at tjene en del penge. Allerede der tjente jeg det samme som mine forældre i “AdSense” fra reklamerne på YouTube. Det var ret vildt. I dag bruger jeg vel 10-20.000 kroner pr. video på ‘David Jæger’-kanalen, men dengang havde man jo ingen udgifter. Så i løbet af gymnasiet kunne man godt fornemme, at der var et stort potentiale.”
Og du færdiggjorde gymnasiet?
“Ja, det gjorde jeg. Mit karaktersnit går ikke over i verdenshistorien, men jeg fik huen. Jeg er vildt glad for den beslutning, især på grund af fællesskabet. Når man spiller meget computer, er det også vigtigt at have andet at lave og være sammen med mennesker. Gymnasiet dannede mig enormt meget. Det handler ikke kun om at blive god til matematik. Jeg kom ud af gymnasiet som en meget mere udadvendt person, end da jeg startede. Men efter gymnasiet var det fuld tid med YouTube.
Jeg flyttede ret hurtigt hjemmefra. Jeg fik en opringning fra Alexander Husum, som spurgte, om jeg ville bo i et YouTube-kollektiv. Så jeg flyttede fra Nordsjælland til Give… i Jylland… uden de store betænkeligheder. Det var jo det, jeg ville. Det var enormt givende, og vi kunne hjælpe og støtte hinanden i alt muligt. Fællesskabet var igen enormt vigtigt. Det lyder måske vildt at flytte hjemmefra for det, men det er jo ikke anderledes end, hvis et ungt fodboldtalent flytter hjemmefra.”
![David Jæger](https://dontt.dk/wp-content/uploads/2024/12/David-Jaeger-uai-258x198.jpg)
Hvis vi spoler tiden frem til i dag, hvordan ser din hverdag så ud?
“Selvom mine dage er meget forskellige, så har de nogle rammer. Det er vigtigt at have en god døgnrytme. Man kan hurtigt komme til at blande fritid og arbejde sammen, når man arbejder med YouTube. Vi har jo også en række medarbejdere, der forventer, at man møder op. Derfor var det også fedt at få flyttet mit studie herop på Geekd. Så hænger det hele ligesom sammen.
I dag har jeg 4 YouTube-kanaler og, som sagt, en del af Geekd, som både er min arbejdsplads og min investering. Jeg har et stort excel-ark, hvor jeg holder styr på alle de ting, jeg skal optage og redigere. Hver morgen laver jeg en to-do-liste og prioriterer opgaverne efter deadlines. Du kender det selv – der er altid noget, man kan lave, så det er virkelig vigtigt at få opgaverne prioriteret i den rigtige rækkefølge.”
Du fortalte mig tidligere, at du er meget bevidst om din målgruppe. Kan du sige lidt om, hvem de er?
“Nu har jeg som sagt 4 forskellige kanaler, så selvom der helt sikkert er nogen, der ser med på 2 eller flere, er der forskel. Min ‘Judex’-kanal er jo rent gaming, mens ‘David Jæger’-kanalen er lidt bredere. Så det er ret segmenteret, også i forhold til samarbejder med andre YouTubere. Når vi har meet-ups, er der jo nogen, der nærmest kun kender mig som Judex og andre som David Jæger. Det er også lidt et aldersspørgsmål.”
Du hører mig aldrig snakke grimt i mine videoer
Men det er primært børn og unge? Hvilket ansvar følger med det?
“Et stort ansvar. Det er noget, jeg er meget bevidst om. Du hører mig f.eks. aldrig bande eller tale grimt. Det er der jo heller ikke nogen grund til. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke taler til nogen på min egen alder i mine videoer. Men det gælder jo ikke kun for YouTubere og influencere – alle skal opføre sig ordentligt.”
Hvordan ser du de næste år for dig? Hvad er dine ambitioner?
“Universet skal hele tiden udvikle sig. Du nævnte selv, at mange brands taler om at skulle bygge et community nu. Man kan sige, at jeg gjorde det anderledes. Først byggede jeg et fællesskab op, og så byggede jeg brands på. Det gjorde jeg med karakteren Judex, investeringen i Geekd og alt det merchandise, vi løbende har lavet. Senest lavede jeg en julekalender med Shadys (en anden kendt YouTuber), som hurtigt blev udsolgt og nu sælges i hele landet via Brugsen. Så for mig handler det hele tiden om at bygge på.
Det stammer fra min mors gode råd om at fremtidssikre sig, hvis nu YouTube ikke længere er en ting. Jeg tror ikke, det sker, men man skal jo aldrig sige aldrig. Men det var en af grundene til, at jeg købte ejerandele i forretningen Geekd.”
Du inspirerer hundrede tusinde af mennesker hver eneste uge. Hvem er du selv inspireret af?
“Jeg bliver inspireret af rigtig meget forskelligt. Personlighedsmæssigt er jeg meget inspireret af en amerikansk YouTuber, der hedder Ryan Trahan. Det er svært at undgå at blive inspireret af MrBeast for noget af hans indhold. Men ellers kan jeg få inspiration fra alle mulige steder og tidspunkter i min hverdag.”
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.