Af Sebastian Dorset
Jeg er hundelufter. ”Så er man da noget”, som Gnags udtrykte det. (Fordi ingen stoppede dem).
Jeg ved godt, det ikke ser lige så cool ud som kitesurfing eller paragliding, men uden at oprette et decideret hundelufterlandshold vil jeg alligevel fremhæve denne herlige motionsforms gode sider:
Man hører meget sjældent om deciderede skader som følge af, at folk har haft deres hund med på en gåtur. Jeg skal selvfølgelig understrege at jeg ikke har researchet dybtgående forud for den påstand, og på ingen måde kan udelukke at skadestuerne netop nu flyder over med folk der har forvredet ankler eller albuer i grumme kantstenssnublinger eller pølleopsamlingsuheld. Det er bare ikke mit indtryk.
Jeg tror faktisk – og jeg skal understrege at det også er en uvidenskabelig påstand – at det er sundt at lufte hund. Ikke bare får man luft og motion, man får også en sund og naturlig ydmyghed (og rene gulve derhjemme) af at skulle bortfjerne hundens brugte mad fra andre menneskers fortove og indkørsler.
Den eneste fare ved hundeluftning er at man i stedet for at tænke dybe tanker på turen, kommer til at bruge alt for mange mentale kræfter på hvad hunden render og foretager sig, og endda deler med andre hvad kræet foretager sig. Det er jo som at linke til Mascha Vangs hjemmeside, hvilket man af en uendelig række årsager bør undlade.
Der findes muligvis nogle utroligt begavede hunde, der på deres ture ustandseligt finder mistede guldskatte og hjælper politiet med ellers uløselige mordgåder; det er bare ikke sådan en, jeg lufter. Faktisk kan det ikke understreges nok, hvor helt utrolig blank min hund er. Den er helt klart typen, der lever af sit udseende, men det klarer den også ganske fint. Den kan få skolepiger til at hvine som om man sjoskede omkring med One Direction i enden af en snor, men helt uden at drage paralleller til andre fremtrædende samfundsborgere, har det gjort hunden temmeligt doven.
Vi har forsøgt at lære den tricks og færdigheder, men den udsætter dem som regel for en meget fri fortolkning. Kunsten ”at give pote” opfatter den for eksempel som evnen til at vifte med sin venstre forpote til alle der ser ud til at være indehavere af en form for hundekiks. Og det er mange! Den har luret at postbudene er blevet udstyret med kiks som beskyttelse mod glubske bæster. De siger, det har nedbragt antallet af bude, der bliver bidt – http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-20100971:postbude-uddelte-25-ton-hundekiks.html -, men det har også gjort at små, dumme hunde nu ser de rødklædte samfundshjælpere som slags snack-fontæne i det offentlige rum. Og når de er SÅ dumme som vores, er det ikke kun postbude, der bliver jagtet, men også alle, der KUNNE være et postbud. Dvs enhver med en ladcykel, eller en postbudlignende attitude, eller bare en bil, der kunne indeholde post (og hundekiks).
Og så er det jeg falder i gryden med dumhed og begynder at tænke over, hvad hunden minder mig om: Den minder mig om en af de lallende tosser, der har fået en overdosis af coaching. Fint nok at man taler med andre om sit liv og sine problemer, men nogle kan ikke styre det og bliver til den form for lalleglade optimist, jeg dagligt samler lort op efter. Hvis man konsekvent ser ”muligheder i stedet for problemer” så spæner man rundt som en forvirret dumpap efter mulighederne, i stedet for at fokusere på de ting, man reelt kunne forbedre. Nogle gange er verden ikke så fluffy og abstrakt som en coach kan gøre den til, fordi han eller hun ikke er blevet afbrudt nok her i livet. Nogle gange er et postbud bare en forvirret mor med to børn i en Christianiacykel og hendes lomme er tom og ikke fuld af hundekiks. Det lærer den dumme hund nok aldrig, men måske er der håb for os andre…
//Sebastian Dorset