Af Jamil Fearrington

Da jeg skrev min sidste dontt havde jeg lige pakket min kuffert, og var klar til at tage afsted til Thailand. Det skulle have været starten på et nyt eventyr. Det blev det langt fra. Jeg havde forberedt mig i et halvt år og var virkelig klar. Jeg havde store forhåbninger og følte mig ret sikker på, at jeg ikke ville vende retur til Danmark i denne omgang. Sådan blev det bare ikke. For at gøre en lang historie kort, så var turen mest af alt spild af penge og tid. Jeg prøvetrænede kun i 3 ud af de 18 dage, jeg var der, fordi både den thailandske agent og de forskellige klubber ikke ligefrem havde kommunikation og organisation som spidskompetencer. Jeg var der heller ikke for at holde ferie, så det var meget minimalt, hvad jeg overhovedet fik ud af turen. Så dér stod jeg pludselig igen i Kastrup Lufthavn, ved midnat på lille juleaften, og tænkte: “Hva så nu..?”.

Jeg havde for en gangs skyld forberedt mig optimalt, men alligevel endte det ikke, som jeg havde håbet. Jeg kan ærligt sige, at for bare 2 år siden ville den samme skuffelse have sendt mig direkte i et orgie af sex, sprut og byture. Efter nogle måneder ville jeg så vågne op med ondt i leveren, bankkontoen og samvittigheden, og så kunne jeg starte forfra igen. Heldigvis har jeg set mig selv begå de samme fejl nok gange til at genkende dem nu, og jeg havde samtidig læst et citat sidste år som virkelig naglede sig fast i hovedet på mig.

“If you want something you’ve never had, you must be willing to do something you’ve never done.”

Det er så simpelt, men giver bare så god mening. Hvordan kan jeg forvente at opnå noget nyt, hvis jeg bliver ved med at gøre de samme ting, jeg altid har gjort? Så jeg satte mig for ikke at begå de samme fejl igen og gjorde derfor noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg skrev et brev til mig selv den samme nat, jeg kom hjem fra Thailand. Jeg skrev det, som skulle jeg rådgive min bedste ven omkring sit liv. Det var virkelig en eye-opener. Dét, at gøre sig bevidst om og sætte ord på sine handlinger, ændrede virkelig på nogle tankemønstre lige der på stedet. Så derfor vil jeg gå Dr. Phil på jer og udfordre jer til at sætte jer ned og skrive et brev til jer selv. Vær hudløs ærlig og se om du spotter nogle ting, der afholder dig fra at nå dine mål. Det gjorde jeg!

//Jamil Fearrington