Onsdag åbner Villa Copenhagen i byens gamle centralpostkontor. Det femstjernede hotel vil i år især tiltrække københavnere, der kan komme og spise på hotellet, deltage i pop op-arrangementer – eller købe sig adgang til dagværelse og pool i en måned for 17.000 kroner.
I samarbejde med Berlingske bringer vi indtryk, billeder og reaktioner/forventninger fra hotellet. Artikel er skrevet af Katrine Irminger Sonne og med fotos fra Stine Christiansen. Du kan læse den i sin fulde længde her.
Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.
Det er for længst slut med at sortere breve og pakker i det gamle centralpostkontor på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade i København. Til gengæld er der basis for en nat i vild luksus, når Villa Copenhagen i dag slår dørene op til byens nye femstjernede hotel i den røde bygning et stentast fra Hovedbanegården.
»Bygningen har i sig selv givet rigtig meget at arbejde med. Alle de steder, hvor det har givet mening, har vi bevaret de gamle detaljer,« forklarer administrerende direktør Peter Høgh Pedersen om bygningen, der blev indviet i 1912 som hovedsæde for Post- og Telegrafvæsenet.
For nogle år siden blev den købt af den norske hotelkonge Petter Stordalen, som havde planer om at skabe et historisk luksushotel midt i København. Og nu – halvanden milliard kroner og en pandemi senere – åbner hotellet.
»Toiletslottet«
Og det er netop ikke en hvilken som helst bygning, der nu er genopstået som hotel. Flere lofter er dekoreret med smukke stuk. Andre steder er paneler og gulve bevaret og fortæller historien om Centralpostbygningen, som blev opført, fordi mængden af post var vokset eksplosivt frem mod 1900-tallet.
Der var med andre ord behov for mere plads end på den gamle postgård i Købmagergade, og hvad var mere oplagt end at placere den nye postterminal lige ved Hovedbanegården, så jernbanen kunne transportere posten ud i landet? Det var tilmed den samme arkitekt, Heinrich Wenck, der tegnede begge bygninger. Ikke alle var tilfredse. Ikke nok med, at både kviste og spir blev dækket af kobber – i alt 7.000 kilo, hvilket var dyrt. Bygningen kostede 2,5 millioner kroner, havde både centralvarme og elektricitet, ligesom der var brugt fine træsorter som mahogni. Dette faldt nogle for brystet, og postvæsenets hovedkontor fik tilnavnet »toiletslottet« som følge af de mange toiletter og de ekstravagante forhold.
20 tons kobber
I forbindelse med renoveringen har bygningen fået nyt tag og isolering med 7.000 kvadrater glaserede teglsten, 20 tons nyt kobber på gamle vinduer, tårne og tag, mens det gamle kobber delvist er genanvendt i designet indendøre, fortæller Peter Høgh Pedersen.
Han håber, at københavnerne vil komme indenfor og benytte hotellet og snuse til historien.
»Vi vil gerne gøre hotellet til en københavnerattraktion, og det kan vi ikke gøre uden københavnerne. Så de er en vigtig del af det hele. Vi vil med glæde tage imod et par mødre fra Vesterbro eller andre, som kunne tænke sig at spise et måltid, drikke et glas vin eller en kop kaffe,« siger han.
Det hippe Vesterbro
Hotellet vil desuden åbne for en lang række aktiviteter, hvor københavnere og gæster kan mødes.
Ud over at kunne henlægge morgenmaden, frokosten eller middagen til stedets brasserie, Kontrast, kan man spise middag i gårdhaven, når vejret tillader dette.
I den lille passage, der fører ind til stedets courtyard, er der desuden planer om at åbne en butik, som sælger dansk design og interiør med bæredygtigt og lokal profil, og under en stor glaskuppel, der er lagt ud over et tidligere gårdrum, vil der løbende være pop up-butikker med lokale brand som smykkedesigneren Anne Black.
»Vi kalder området courtyard frem for lobby, fordi lobby lyder lidt koldt og kedeligt. Vi vil netop gerne have folk til at slå sig ned og sidde med en computer eller drikke et glas vin eller en kop kaffe,« siger Peter Høgh Pedersen, som understreger, at selv om et værelse koster fra 1.800 kroner og helt op til 55.000 kroner for en enkelt nat, vil man alligevel appellere til et bredt klientel – også blandt københavnere.
»Her er ikke tale om en smal målgruppe mellem 38 og 42 år, som kører Audi A4 og bor på Østerbro. Vi tror ikke, at tiden er til at sætte gæster i bås,« siger Peter Høgh Pedersen.
Han har til gengæld et godt øje til Vesterbro.
»Vi har taget udgangspunkt i beliggenheden mellem det hippe Vesterbro og det klassiske København K, og det skal hotellet udstråle. Man kan sige, at vi gerne vil være luksushotel med lokal sjæl – det skal ikke være stift og kedeligt,« siger Peter Høeg Pedersen.
"Og nu.... 1.5000.0000. kroner og en pandemi senere - åbner hotellet."
17.000
I poolen på toppen af hotellet kan man svømme baner på 25 meter. 90 procent af vandet er opvarmet af overskudsvarme fra hotellets køleanlæg og er led i det, hotellet kalder concious luxury – på dansk bæredygtig luksus.
Med tiden vil det være muligt for københavnere at betale for at deltage i arrangementer på tagterrassen, men i modsætning til Nimb, der ligger få hundrede meter borte, kan man ikke få adgang til taget gennem et klubmedlemskab.
Fordi Villa Copenhagen har flere end 300 værelser, vurderer man, at gæsterne vil fylde terrassen. I år er dog en undtagelse, og derfor er det muligt at leje sig ind på uge- eller månedsbasis, fortæller Peter Høgh Pedersen.
»Vi har lanceret en pakke, som vi kalder Villa Cabana. Det betyder, at man for en uge eller en måned kan købe adgang til pool, fitness og sauna, og så giver vi et værelse oven i. Det kan bruges i dagtimerne, hvis man har lyst til at sove til middag, eller hvis du har børn, der lige skal gøres klar. Når vi er mere i gang vil vi lave events deroppe,« siger han og tilføjer, at prisen ligger på 17.000 kroner for en måned.
De samme ti jyder
Peter Høgh Pedersen lægger ikke skjul på, at det næppe bliver hotellets bedste sommer.
»Vi er ret godt booket den første weekend – både med hensyn til værelser og til spisning – så i forhold til den underlige situation, vi står i, er jeg ret godt tilfreds. Når vi kommer hen i slutningen af august, går vi igen ind i uvisheden,« siger Peter Høgh Pedersen.
Den administrerende direktør mener, at det er svært at følge med i de mange opdateringer af coronaretningslinjerne.
»Fordi vi er et norsk selskab, har vi brugt noget energi på at få nordmændene herned – de må jo gerne rejse hertil. De skal dog stadig kunne dokumentere seks nætter i alt, heraf tre uden for København, og det er en kæmpe hæmsko. Meldingen om, at de alligevel gerne må være her tre dage, kom for sent, så denne sommer er der ikke meget at komme efter,« siger Peter Høgh Pedersen.
I forvejen var antallet af hoteller rigeligt stort, mener direktøren.
»Hotelbranchen i København står midt i en kapacitetsøgning. Vi har alle analyseret, hvordan det hænger sammen med vækstkurven, og det gør det ikke helt, så vi havde en overkapacitet, allerede før det her skete. Og nu får vi så det her oveni. Vi mangler alle de internationale turister, så det er de samme ti jyder, vi allesammen løber efter,« siger han.
Når dette er sagt, mener Peter Høgh Pedersen, at Villa Copenhagen har et lille forspring i år:
»Jeg tror, at vi får et fint afsæt, fordi vi har et anderledes produkt, og fordi vi er nye i markedet. Det kan vi spinde noget på.«