Samtale med Camilla og Mads Meisner fra Høstet / Havtorn Bornholm.

Hvis du har smagt, drukket og i det hele taget nydt god havtorn, så er der stor chance for, at det kommer fra virksomheden HØSTET på Bornholm.

Bag virksomheden er Camilla og Mads Meisner, som i 2009 valgte deres gode job fra og flyttede fra Gentofte til Bornholm for at etablere Danmarks første økologiske havtornplantage. Et hurtigt kig på “google søgninger” gennem tiderne viser, at de begyndte lang tid, før havtorn blev den både populære og hypede plante, den er i dag.

Ægteparret startede med 450 planter, men råder i dag over en kæmpe plantage med over 3500 buske, der, akkurat som da de startede, stadig er økologiske.

Vi mødtes med Camilla og Mads til en samtale om opstarten, hverdagen og selvfølgelig havtorn.


Camilla og Mads Meisner

 Camilla og Mads Meisner

 


"Vi har fået en god iværksætterkultur på Bornholm"

Vi har allerede introduceret jer. Men kan I ikke sætte et par ord mere på: “Hvem er Camilla og Mads”?

Mads:
“Vi er 2 iværksættere, som valgte at gå efter vores drøm. Som vi talte om, besluttede vi at droppe vores gode job og liv i Gentofte. Det var et klart tilvalg. For både vi og vores børn havde det godt på Sjælland. Det startede efter en sommerferie på Bornholm, som vi bare ikke kunne slippe. Samtidig snakkede vi med et andet par, som havde gjort noget lignende 8 år før. Vi droppede den store forretningsplan og sprang ud i det. Det var mest vores børn, vi tænkte på. De var 2 og 6 år på det tidspunkt. Men de har nydt det ligeså meget som os, så vi er meget taknemmelige.”

Men hvorfor blev det så havtorn?

Camilla:
“Gastronomi var begyndt at røre på sig på Bornholm. Samtidig vidste vi, at det skulle være i kategorien sunde fødevarer. Havtorn var en ret uberørt plante herhjemme, så der måtte være et potentiale. Det står i stor kontrast til i dag, hvor du finder havtorn på de fleste planteskoler.”

Havtorn

"Vi er drevet af vores fællesskab"

Kan I ikke give os et “helikopter” overblik over Høstet den dag i dag?

Camilla:
“Vores egen fødevareproduktionen startede i 2014, hvor der løbende er kommet nye produkter til. I dag har vi 12 forskellige havtornprodukter. Vi høster selv vores havtorn, klipper grene, fryser ind, banker bær og blade af, sorterer bær og producerer i eget produktionskøkken på gården.”

Hvorfor har Bornholm været det rigtige sted for jeres virksomhed?

Mads:
“Udover alle øens fortræffeligheder, er der kommet en god iværksætterkultur her. Der er mange gode samarbejder på kryds og tværs. Folk vil virkelig gerne hjælpe hinanden og ved, at det er nødvendigt på en ø som Bornholm. 2+2 giver 5, når man har nogle gode partnere.”

Har I et specielt højdepunkt for virksomheden?

Mads:
“Der er mange. Store som små. Man finder ud af som iværksætter, at selv de mindste fremskridt kan føles som en stor succes. Men hvis man skal nævne en, så var det da vildt at vi måtte melde alt udsolgt af vores marmelade efter kun 14 dage. Vi havde vundet Sol over Gudhjems produktpris. De gør enormt meget godt for Bornholm i øvrigt.”

"Der er helt sikkert et potentiale udenfor landets grænser også.”

Hvad er ambitionerne?

“Vores planer ændrer sig hele tiden. Vi bliver hele tiden klogere og kan gøre tingene både bedre og lettere. Den udvikling må aldrig stoppe. Marmeladen er stadig vores rene havtorn-produkt og bedst sælgende. Men det er vores havtornsaft, som rykker sig mest. Her til sommer sælger vi mange Slush-ice på gården, som jo er helt oplagt om sommeren. Så vi er hele tiden på udkig efter nye produkter og trends.”

Har I planer om udlandet?

Mads:
“Vi har stadig så meget potentiale i Danmark, at det er her vores fokus skal være. Men vi kan jo se, at vi flytter mange varer via vores webshop til Tyskland uden en dedikeret indsats. Så der er helt sikkert et potentiale udenfor landets grænser også.”

Igennem hele juli måned er gårdbutikken og havtornplantagen åben for alle:
Åbningstider er Mandag - fredag kl. 15-17 og Lørdag - søndag kl. 11-16.
Her finder du stedet: Ibskervej 34, 3730 Nexø

Hvad er I drevet af?

Camilla:
“Vores fælleskab. Den gode smag vi sammen skaber. Lige nu sidder vi og kigger ud over Østersøen. Det er skønt, at vi har bygget den her tilværelse op sammen. Vores børn er vokset op i det og er meget engagerede.”

Hvordan ser jeres hverdag ud?

Mads:
Omdrejningspunktet er selvfølgelig vores produktion. Det er hårdt arbejde hele sommeren. Hverdagen er lidt mere varieret efter september. Men vi varetager jo det hele. Så vi besøger kunder, pakker webshopordrer osv. osv.

Og her til slut. Et godt bornholmertip til de mange, der skal besøge øen i løbet af sommeren?

Camilla:
“Åh, der er mange. Må vi nævne 2? Så synes jeg Paradisbakkerne og Hullehavn strand skal fremhæves.”

Du kan besøge deres webshop her.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.