Internetgigantens topchef forventer, at hver femte ansatte i Google fremover arbejder permanent hjemmefra, mens langt de fleste kun kommer op til tre dage om ugen på kontoret.

Artiklen er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Thomas Breinstrup.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Hver femte af de 140.000 ansatte hos internetgiganten Google kan fremover arbejde permanent hjemmefra, og det store flertal vil kun være på kontoret omkring tre dage om ugen.

Det lægger Googles topchef, Sundar Pichai, op til i en besked til de ansatte, der ligesom alle andre har arbejdet hjemmefra i mere end et år.

Google var en af de første, som sendte alle ansatte hjem, da coronavirussen begyndte at sprede sig i begyndelsen af 2020.

»Nogle få dage om ugen« på kontoret

I en e-mail skriver Sundar Pichai, at omkring 20 procent af alle medarbejdere fremover vil have fast arbejdsplads derhjemme, mens andre 20 procent vil få nye arbejdssteder – efter ansøgning og efter godkendelse fra deres chefer. De resterende 60 procent skal arbejde, hvor de hidtil har gjort det, før coronaepidemien kom, men kun »nogle få dage om ugen«.

»Alt i alt vil disse ændringer medføre en medarbejderstyrke, hvor omkring 60 procent af de Google-ansatte mødes på kontoret i nogle få dage om ugen, andre 20 procent arbejder fra nye kontorlokationer, og 20 procent arbejder hjemmefra,« skriver Google-topchefen.

Den 48-årige Sundar Pichai, som i slutningen af 2019 blev øverste mand i Google-imperiet, da stifterne Larry Page og Sergey Brin besluttede at trække sig tilbage, skriver, at Google arbejder hen mod en »hybrid arbejdsuge«. Her vil de ansatte arbejde på kontorer tre dage om ugen, men de på de andre to dage vil være, »hvor de end måtte arbejde bedst«.

Milliardbeløb sparet ved hjemmearbejde

Google vil indføre, at hver ansat i fire uger om året kan arbejde hvor som helst, blot det sker med chefens godkendelse. Det vil sikre større fleksibilitet om sommeren og ved juletid.

»Fremtiden for arbejde er fleksibilitet,« fastslår Sundar Pichai, som mener, at ændringerne vil betyde, at de ansatte vil yde deres bedste, når de er på pinden.

Google er stille og roligt begyndt at genåbne sine kontorer men har meldt ud, at medarbejderne kan arbejde hjemmefra indtil september.

Google har sparet omkring en milliard dollar (6,2 milliarder kroner) på, at medarbejderne har arbejdet hjemmefra og dermed ikke har haft rejseudgifter på firmaets vegne, skriver det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg. Alene i første kvartal i år lød besparelserne på 268 millioner dollar.