Der er normalt ikke offentlig adgang til Frederiksberg Slot – men på lørdag er der. Slottet slår dørene op den sidste lørdag i måneden det meste af året. Det foregår som en rundvisning med guide – og det er en udflugt værd.

Det er Berlingskes journalist, Torben Weirup der har skrevet denne artikel. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Man skal ikke tro, at forældrekøb er et helt nyt fænomen. Der er store royale traditioner for det – og for ejendomsmæglernes trosbekendelse om »beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed«.

Frederiksberg Slot, der ligger så smukt ved Frederiksberg Have, er et sådant eksempel på forældrekøb. Som ung mand og stadig under uddannelse til sin kommende gerning som konge havde kronprins Frederik (senere Frederik IV) rådet over en mindre ejendom, Prinsens Gård, ved Frederiksberg Runddel, hvor man finder Storm P.-museet, som også er et interessant udflugtsmål. Men under en studierejse i begyndelsen af 1690erne havde kronprinsen med sine egne øjne set, hvordan standspersoner boede og festede ved andre europæiske fyrstehoffer, så hjemkommet gik han til sin fader og bad om et standsmæssigt forældrekøb.

Det blev til Frederiksberg Slot. Siden 1868 er slottet blevet anvendt som Hærens Officerskole – og der er derfor ikke adgang til det. Bortset fra ved omvisninger klokken 11 og 13 den sidste lørdag i hver måned undtagen juli og december. Det koster 75 kr. at deltage – betalt på MobilePay – og midlerne går til at passe på slottet og dets herlighedsværdier. Slottet indeholder en del trapper, og udflugten kan ikke anbefales til gangbesværede.

Historierne om slottet er talrige, og det må overlades til de autoriserede guider på stedet at fortælle om, hvad i alverden dronning Caroline Mathilde og Struensee foretog sig i og omkring et forsænket badekar i et værelse lige under Christian VIIs. Hvad en røgvender er, når det ikke er noget, vittige svende beder lærlinge om at hente. Hvorfor en engelsk officer i 1807 ridser sit navn i et spejl i det kinesiske værelse. Og måske endda om det er rigtigt, at slotsspøgelset er en foxterrierlignende hund?

Tilbage til slottet, der blev opført af en dansk bygmester fra Jylland. Han hed Ernst Brandenburger og var blevet kongen anbefalet af Conrad Reventlow. Det kom Reventlow til at fortryde. Kongen var, fortæller Niels Peter Stilling i det nyttige opslagsværk »Kongehusets boliger gennem 1.000 år«, meget taknemmelig over forslaget om Ernst Brandenburger på lidt samme måde, som når vi i dag udveksler oplysninger om dygtige håndværkere. Det lå ikke til Frederik IV. En halv snes år efter færdiggørelsen i 1703 af slottet giver han greven et bevis på sin taknemmelighed. Kongen bortfører Conrad Reventlows datter fra godset Clausholm og gifter sig med hende til først venstre og siden højre hånd.

Allerede få år efter færdiggørelsen var slottet for lille for kronprinsen, der i mellemtiden var blevet konge, og bygningen blev udvidet med en ekstra etage. Det blev så understreget af endnu en udvidelse ved Laurids Thura, der blandt andet forsynede slottet med krumme sidefløje og et porthus, som siden blev sammenbygget med de nye sidefløje. Igen var en konge taknemmelig, og Laurids Thura blev til Laurids de Thurah. Slottets gule facadefarve stammer fra slutningen af 1700-tallet og skyldes en anden genial dansk arkitekt, C.F. Harsdorff.

Ikke alle konger var lige begejstrede for sommerslottet på Frederiksberg, men Frederik VI satte stor pris på det, og det var også ham, der omlagde Frederiksberg Have fra en stramt komponeret symmetrisk park til den landskabelige have med slyngede stier og fritstående træer, hvis kroner melankolsk dypper sig i vandet i kanalerne.

Frederik VI holdt – og det kan man sagtens forstå – meget af at promenere i Frederiksberg Have og med anstand modtage hyldesten fra sit folk og møde deres taknemmelighed over den vidunderlige park, han havde givet dem adgang til, og han er da også mindet med en statue. Ikke til hest som mange af sine royale kolleger. I stedet er kongen steget af og fastfrosset af billedhuggeren Vilhelm Bissen, som var han netop ude for at flanere i det gode vejr, der helt sikkert snart kommer.