Den danske komponist Bent Fabricius-Bjerre er død. Han blev 95 år.

Bent Fabricius-Bjerre har i generationer været en af Danmarks bedst kendte komponister og musikere.

Manden bag de berømte temaer til Olsen Banden, Matador og en lang række ballet, musical- og teaterstykker gennem årene. Hans gennembrud var kendingsmelodien “Omkring et flygel”. Det var samme hit, som han under kunsternavnet “Bent Fabric” lancerede nummeret i USA, her med titlen “Alley Cat”. Det strøg direkte i toppen af hitlisten “Billboard Hot 100 og indbragte senere en Grammy i USA.

Her får du 5 citater fra en af Danmarks historiens største. Æret være hans minde.

“Når jeg er færdig med et stykke musik, så skal det bare ud af hovedet. For så længe, man arbejder på det, kører det rundt, og man tænker på det om natten og om morgenen og om dagen. Så når jeg har afleveret, er det videre til næste projekt.”

Bent Fabricius-Bjerre lytter sjældent til sine værker efterfølgende.
Til Berlingske.

”Det var en stor anerkendelse, da jeg fik en Grammy i USA for ’Alley Cat’ i 1962. Den var nomineret i kategorien Best Rock’n’Roll.”

Bent Fabricius-Bjerre om sin største succesoplevelse.
Til Euroman.


”Forelskelse er jo én ting, mens kærlighed er noget andet. Det er omsorg.”

Bent Fabricius-Bjerre om kærlighed.
Til Euroman.

”At leve i harmoni med sine omgivelser. Jeg er rimelig positiv og går ikke og ærgrer mig over ting. Sådan har det altid været, så det er ikke noget, jeg filosofisk har arbejdet mig frem til.”

Bent Fabricius-Bjerre om herligheden bag et godt liv.
Til Euroman.

“Mit liv”

Bent Fabricius-Bjerre om sit livsværk.
Til Politiken.

BLÅ BOG:

Født: 7. december 1924.

Død: 28. juli 2020.

Fødested: Frederiksberg

Søn af: Erik og Rigmor Fabricius-Bjerre.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Tog i 1946 eksamen som pianist på Det Kongelige Musikkonservatorium.

Karriere: Hans helt store gennembrud kom i 1961 med kendingsmelodien til tv-programmet »Omkring et flygel,« som han også var vært for. Da Fabricius-Bjerre året efter lancerede melodien i USA med titlen »Alley Cat,« røg den til tops på hitlisterne og blev belønnet med en Grammy.

Filmmusikalsk havde Bent Fabricius-Bjerre dog allerede slået sit navn fast i 1959 med »Poeten og Lillemor.«

Siden skulle det blive til en mængde iørefaldende musik til blandt andet »Olsen Banden« og Matador.

Fabricius-Bjerre har været komponist af ballet-, musical- og teatermusik. Blandt hans musicals er »Prinsen og korpigen,« »Esther«, »Harry og kammertjeneren« og sceneudgaven af »Matador«, som i 2007 havde premiere på Operaen i København.

Civilstand: Gift med Camilla Pacilla Arndt.

Bopæl: Hellerup.

Fritidsinteresser: Tennis og ridning.

Kilder: Ritzau, Den Store Danske.

/ritzau/

"Forelskelse er jo en ting, mens kærlighed er noget andet. Det er omsorg."

Bent Fabricius-Bjerre