Samtale med Rasmus Carlsen fra Flatpay.

Flatpay fortsætter sin imponerende vækstrejse. Kort før jul rejste virksomheden 430 millioner kroner (Læs mere her.) Udviklingen går stærkt, og med ekspansionen følger også et skarpere fokus på marketing og brand.

Derfor har vi denne gang talt med Rasmus Carlsen, der er co-founder og ansvarlig for Flatpays marketing og kommunikation.
Hvordan arbejder de med marketing i en ellers historisk fastlåst branche? Hvilke kampagner performer bedst? Og hvordan har hans egen rolle udviklet sig?

Alene på vores Berlin-kontor er vi over 150 ansatte nu og skal ansætte 50 mere i løbet af denne måned

Rasmus Carlsen

Rasmus Carlsen, Co-founder

Kort fortalt er Flatpay en fintech-virksomhed, der har en mission om at revolutionere betalingsindustrien. Siden grundlæggelsen i 2022 har Flatpay oplevet massiv vækst og har allerede 16.000+ kunder, som tilsammen gennemfører betalinger for milliarder af kroner.


Rasmus, Sidst i 2024 rejste I en stor investering. Hvordan er stemningen hos Flatpay lige nu, og hvordan er I kommet fra start i 2025?

“Stemningen er fantastisk. Der er virkelig en god energi i virksomheden. Vi er startet året rigtig godt ud og sætter faktisk rekord i januar. Vi gør det, vi skal, på det danske marked og vækster enormt i udlandet.

Alene på vores Berlin-kontor er vi over 220 ansatte nu og skal ansætte 50 mere i løbet af denne måned der. Så vores største udfordringer pt. er faktisk af lavpraktisk karakter, da vi skal finde plads til alle de nye folk.”

Du er én af fire co-founders og har det overordnede ansvar for jeres kommunikation og marketing. Men med tanke på jeres vækst, må din rolle have ændret sig meget de sidste to år?

“Den har ændret sig absurd meget. I starten lavede jeg jo alt selv inden for mit område. Jeg sad med alt fra annoncering til tekster på vores website. Det var virkelig det hele.

I dag har jeg specialister til det hele: design, produktdesign, annoncer, performance, data osv.

Det har gjort en kæmpe forskel. Jeg føler mig vildt privilegeret over at arbejde med så dygtige mennesker. Nu spørger jeg dem til råds i stedet for at prøve at gøre det hele selv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har et af de bedste marketingteams.”

Kortbetaling er ikke bare en transaktion – det er hjertet i din forretning

Flatpay er blevet en troværdig udfordrer på et marked med få spillere, som til gengæld er enormt konservativt. Hvordan oversætter I det i jeres kommunikation?

“I starten handlede meget af vores kommunikation om prismodellen – vi ville være så transparente som muligt og holde budskaberne enkle. Men nu er vi i gang med en ny fase, hvor produktet kommer mere i fokus.

Vi vil ikke kun være ‘den billige løsning’ – vi investerer massivt i at gøre betalingsløsninger lettere og mere effektive for virksomheder. For ud over at vi er den mest gennemskuelige løsning, kan vi meget mere end det.”

Ja, kan du forklare det lidt nærmere? Hvis du f.eks. kunne ændre én ting ved, hvordan folk opfatter betalingsløsninger, hvad skulle det så være?

“At det ikke bare er en nødvendighed. Mange ser det som noget, der bare skal virke – som vand, der løber ud af en vandhane. Men betalingsløsninger kan være en strategisk del af en forretning.

Vi planlægger f.eks. at udvikle produkter, der giver indsigt i forretningen ala; Hvornår sælger du hvad? Skal du åbne en time tidligere? Senere? For blot at nævne en brøkdel. Sådan data gør hverdagen lettere og hjælper virksomheder med at træffe bedre beslutninger. Kortbetaling er ikke bare en transaktion – det er hjertet i din forretning.”

Jeg er en købmand af natur

Hvad har været jeres mest effektive marketingkampagner?

“Vi er ekstremt performance-drevne. Vi tester hurtigt vores ideer og ved præcis, hvad der giver bedst ROI. Pris er stadig vores stærkeste budskab – både i Danmark og internationalt. Det er universelt. Derudover fungerer kunde-testimonials virkelig godt: Når f.eks. en pizzarestaurantejer kan sige, hvor meget han sparer med Flatpay, bliver beslutningen meget nemmere for andre i hans branche. Sådan er det bare. Vores stærkeste budskaber er simple: flad rate og daglig udbetaling. Men som sagt bygger vi løbende på.”

Hvad inspirerer dig?

“Folk, der gør tingene på en ny måde og folk der tør udfordre. Det behøver ikke være en i ny branche. Måske tværtimod.
Jeg har tidligere været i GoMore og har været meget inspireret af Matias Møl Dalsgaard, der er enormt visionær. Han tænkte en eksisterende industri på en helt ny måde.

Revolut og Wise er også spændende i forhold til, hvordan de udfordrer den finansielle sektor. Wise tør gå ret frisk til deres brandidentitet.

Jeg vil også gerne nævne Snocks (sælger undertøj) i Tyskland, som er et godt eksempel på benhård ROI-drevet performance marketing. Jeg tror, de er blandt verdens bedste på området.

Og så er det jo svært ikke at nævne Tesla, ligegyldigt hvor kontroversielt det må være. De har revolutioneret en branche uden nødvendigvis at opfinde noget nyt – det er virkelig inspirerende. Det var ret vildt bare at gå ind på en webshop og købe en bil. Det var jo fuldstændig utænkeligt før dem.”

Som barn elskede jeg at spille 'Football Manager' og handle spillere

Hvor kommer dit drive fra?

“Jeg er en købmand af natur. Jeg elsker at købe og sælge – vækst og forandring driver mig. Som barn elskede jeg at spille ‘Football Manager’ og handle spillere. Jeg skulle købe billigt og sælge dyrt og samtidig vinde nogle trofæer. Det handler om at optimere og finde den rigtige balance.

Men som du selv sagde til mig: Der er jo virkelig en god energi i og omkring Flatpay. Så det er ikke svært at holde fokus og glæde sig til arbejdet.”


Mere Flatpay?

Læs eller genlæs vores interview med Sander Janca-Jensen, CEO og co-founder i Flatpay, om virksomhedens rejse og ambitioner.

Sander Janca-Jensen: Vores kultur er Flatpays stærkeste kort – LÆS HER


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.