Samtale med Mikkel Grove Lindsted, Commercial Director I F.C. København
I dag kan vi fortælle, at F.C. Københavns store lancering af kvindefodbold har fået en flyvende start. På trods af at holdet endnu ikke har spillet en kamp, har klubben allerede sikret sig betydningsfulde kommercielle partneraftaler med velkendte brands som Carlsberg og adidas samt det fremadstormende københavnerbrand Planet Nusa. Alle tre aftaler er blevet offentliggjort i dag.
Disse partnerskaber markerer ikke kun et ambitiøst skridt for kvindefodbolden i Danmark, men også en stærk positionering af F.C. København. Det tog vi en snak med Mikkel Grove Lindsted (Commercial Director i F.C. København) om.
"Vi forventer, at kvindeholdet er bæredygtigt i 2025. Det er ekstremt ambitiøst, og så vidt jeg ved, ikke set før i Europa."

Mikkel Grove Lindsted, F.C. København
Mikkel, hvad har det betydet for jeres kommercielle produkt at få tilføjet kvindefodbold?
“Jeg ved ikke, hvor meget det allerede har betydet. Men jeg er ikke i tvivl om, at det fremadrettet kommer til at betyde en masse. Helt grundlæggende skal man ikke undervurdere betydningen af, at alle børn og unge nu kan drømme om at spille fodbold med løven på brystet. Det styrker det samlede F.C. København brand. Vi har fået flere strenge at spille på. Der er selvfølgelig en del fællesnævnere mellem vores herre- og kvindehold, men overordnet ser vi det som to forskellige brands med forskellige muligheder, positioner og roller.”
Man hører stadig tit, at det er umuligt at tjene penge på kvindefodbold. Hvornår kommer F.C. København til at tjene penge på det?
”Hvis man kigger på UEFAs top 50, så er vi en af kun to klubber, som er under 50 år gamle. Det er ret vildt. Vi er kommet hertil ved at gøre ting på vores egen måde. Vi har vist, at vi kan udvikle forretningsmodeller og tjene penge på dem. Også flere penge end vores konkurrenter. Og det er også vores klare forventning, at vi kan tjene penge på kvindeholdet. Vi forventer faktisk, at kvindeholdet er bæredygtigt i 2025. Det er selvfølgelig ekstremt ambitiøst, og så vidt jeg ved, ikke set før i Europa. Men i en alt andet lige betragtning er jeg ikke i tvivl om vi gør det.”
"Kvindeholdet får sit eget udtryk og brand"
Hvordan er I blevet mødt, når I har været ude og fortælle om jeres kommercielle ambitioner for kvindefodbolden til potentielle partnere?
“Jeg vil starte et andet sted, for det har været en utrolig spændende rejse. I starten blev vi rådgivet til, at kvindeholdet skulle læne sig rigtig meget op ad herreholdet. At de skulle ligne hinanden og f.eks. spille i de samme trøjer, så der ikke kom en rigtig og forkert FCK- trøje. De velmente råd smagte bare ikke rigtigt for os. Så efter en masse snakke og inspirationsture stod det klart for os, at kvindeholdet skulle have sit eget udtryk og brand.
Man må selvfølgelig aldrig være i tvivl om, at de er fra F.C. København. Det er en central del af det hele.
Men trøjen er et godt eksempel.For den kommer ikke til at være den samme. Her skal vi fortælle nogle forskellige historier. Det er bare et eksempel af mange.
For der vil komme en tydelig differentiering mellem herre- og kvindeholdet, når det giver mening. Men det var en stor overraskelse for flere kommercielle partnere og faktisk også nogle af vores rådgivere. Det fik faktisk en del modstand i starten. Så det har vi brugt en del tid på at fortælle om. Men for at svare direkte på dit spørgsmål. Så er interessen rigtig stor.”

Foto: Frederik Valentin
"Helt konkret vil de tre aftaler generere et tocifret millionbeløb"
Men nu sidder vi her i dag, hvor I kan afsløre de første tre store partnere til kvindeholdet. Lad os tage Carlsberg og adidas først, som er de to eksisterende partnerskaber?
“Ja, det er en stor og vigtig dag for os. Det bliver mere og mere virkeligt det hele. Selvom det hele er gået relativt hurtigt, så har det været krævende at nå hertil. Du har selvfølgelig ret i, at Carlsberg og adidas er to eksisterende og gode partnere af FCK. Men vi har forhandlet separat. Så det er ikke et biprodukt eller et tillæg til deres eksisterende kontrakt. Det er meget vigtigt at understrege.
Hvis vi tager Carlsberg først, så kommer de til at spille en kæmpe rolle i det her. Vi er ikke helt klar til at fortælle om deres rolle i detaljer. Det skal have sin egen tid og sted. Men de bliver meget vigtige. ( Du kan læse mere om Carlsberg-aftalen [her] )
adidas-aftalen er også rigtig interessant. Her har vi haft nogle spændende og lange dialoger. For hvis man kigger ud i Europa, så spiller de store klubbers herre- og kvindehold i de samme trøjer. Sådan bliver det som sagt ikke i København. Det skulle vi bruge noget tid på at overbevise adidas om. Men de har købt ind på vores forretningsplan, som giver os nogle helt unikke muligheder i vores historiefortælling. adidas er ekstremt stærke i deres positionering og markedsføring, hvilket de i den grad kommer til at udrulle omkring kvindeholdet. Så det var en vigtig aftale for os at få på plads.” ( Du kan læse mere om adidas-aftalen [her] )
Er det de største partneraftaler, der er indgået for et (kvinde)klubhold i Danmark?
”Det er i hvert fald helt usædvanligt, at et kvindehold får så stor opbakning – oven i købet før de har spillet deres første kamp. Det er naturligvis også en cadeau, og vi er stolte af, at vi kan skabe så stærk en platform til kvindeholdet. Helt konkret vil de tre aftaler samlet set generere et tocifret millionbeløb, som vil gå til at bygge holdets brand op. Samtidig forhandler vi netop nu om yderligere en sponsor til kvindernes trøje.”

Flere piger skal spille fodbold
Men sportsligt starter I ret beskedent i 2 division. Hvor vigtigt er det, at I får sportslig succes relativt hurtigt?
“Det er vigtigt. Vi har store sportslige ambitioner. Vi har allerede fortalt om et sportsligt partnerskab med svenske Rosengård [her], som har sat vores sportslige afdeling i mesterlære. Så vi er i fuld gang med at sikre de bedste rammer omkring det sportslige.
Det handler også om at vi skal have endnu flere piger til at spille fodbold. Vi skal skabe både bredde og elite. De er vigtige for hinanden.”
Men hvor vigtigt er sportslig succes for det kommercielle?
“F.C. København spiller altid for at vinde. Men det kører i to spor. Vi har et scope for en historiefortælling og det event, vi skal have bygget op. Her handler det ikke kun om det sportslige. Vi skal have bygget det brand op, som kvindeholdet skal repræsentere. Her spiller vores mediehus en stor rolle, ligesom vi forskellige ambassadører skal have fat i relevante målgrupper.”
Planet Nusa
Og apropos relevante målgrupper, så byder I velkommen til et nyt brand i PARKEN. I har lavet en aftale med Planet Nusa, der skal lave en særlig livsstilskollektion?
“Ja det er vi både glade og stolte over. Her får vi en oplagt mulighed for at bygge bro til nogle oplagte communities, særligt i København. Planet Nusa er fuldstændig oplagte for os med det, de står for, og den måde de er på. Som jeg sagde tidligere, så ønsker vi at skabe et fællesskab omkring fodbold, både socialt, sportsligt og via livsstilsprodukter med reference til klubben. Alle de ønsker opfylder Planet Nusa. Så det er bare et godt match.”
Hvad er det, Planet Nusa kan lære F.C. København? Hvor ser du de største match?
“På mange måder kan man jo sammenligne dem med Les Deux, som vi også har et stort partnerskab med. Det er nogle ildsjæle, der arbejder hårdt og går deres egne veje. De er fra København og kommer allerede til kampe i PARKEN, så det gør dem til en ideel partner for os.
Det handler om at bygge og udvide et relevant community sammen. Der vil helt sikkert være nogle interessante overlapninger. Men det handler også om at kunne tilbyde nogle fede produkter i vores egen butik. Når vi siger, at vi prioriterer kvindefodbolden højt, skal det afspejle sig i alt, hvad vi laver, og sikre at denne prioritering afspejles i alle aspekter af klubbens aktiviteter.”
Du kan læse mere om Planet Nusa aftalen [her]

Bliv opdateret på 5 min - hver uge!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.