Sidste år valgte den danske modeprofil til stor overraskelse at forlade sit “barn”, tøjmærket Blanche. Der var efterfølgende stor spænding om Melissas næste skridt i karrieren. Det løftede hun så sløret under modeugen i starten af august. Melissa Bech bliver i modebranchen og står fremover i spidsen for brandet “Enkel”.

Vi mødtes med Melissa i hjertet af København, hvor hun sætter ord på stoppet i Blanche og ambitionerne med Enkel.

Melissa Bech

"Med Enkel er alt tænkt igennem. Alle detaljer. Det er det smukke ved den erfaring, man får i livet."

Allerførst, du stoppede i Blanche for et lille års tid siden. Et brand, du selv har skabt fra A-Z. Hvordan var det?

“Det var en svær beslutning. Uden tvivl. Som du selv siger, er Blanche “min første baby”, og jeg havde jo også et ejerforhold. Derfor gik jeg heller ikke umiddelbart med planer om at forlade Blanche. Men jeg blev kontaktet af min nuværende investor i Enkel. Vi havde en dialog, som varede flere måneder. Her talte vi en del om mit syn både på CSR strategier og brand building. I de snakke kunne jeg godt mærke, at jeg var kørt fast i Blanche. Jeg havde sagt ja til for meget. Jeg stod med e-com, marketing, brand, salg og den kreative retning af brandet. Jeg havde brug for et nyt sted, hvor mine kompetencer kunne bruges bedre. Til gengæld var de 5 år den vildeste læringsproces, som man hverken kan købe sig til eller lære i skolen. Men det var vildt svært at tage beslutningen og endnu sværere at fortælle det til mine ansatte. Men derefter kunne jeg også mærke, at det var den rigtige beslutning.”

Har du aldrig været i tvivl/fortrudt efterfølgende?

“Ikke i et eneste sekund. Man skal huske livet er en lang bevægelse. Der er nogle gange brug for forandringer. Jeg vil altid blive ved med at være i bevægelse, lære og vokse.”

Hvordan kom du i kontakt med din nye investor?

“Det var faktisk via. Linkedin. En investor, der på afstand havde fulgt med i min karriere. Som jeg nævnte før, havde vi et par gode samtaler, som efter noget tid blev mere konkret. I forhold til det, jeg nævnte før, var det naturligvis vigtigt med den rette partner, hvis jeg skulle starte et nyt brand. Men tilbage til dit spørgsmål. Det var ud af det blå på Linkedin. Så husk altid at holde dine sociale profiler opdateret, holde dit netværk levende, gå en tur med en gammel kollega osv. Det siger jeg også til mit nuværende team, ”gå en ugentlig tur med et menneske du ikke har set længe. Man ved aldrig om man kommer på en ny ide, laver en ny connection.”

Hvad brugte du tiden på, lige efter du stoppede?

“Min konkurrenceklausul sluttede i december, så jeg har været i fuld gang siden januar i år.

Men jeg var meget rundt i byen og sad på en del caféer. Jeg var virkelig menneskenysgerrig i den periode. “Hvad gør folk på “vores alder”?, hvad er deres rytme? og hvad har de brug for?”.De tanker omsatte jeg til det manifest Enkel har. Jeg gik i gang med at tale med gamle og nye leverandører for at forklare dem om Enkels rejse. Der ligger et kæmpe sourcing arbejde, især pga. at vi har store krav til certificeringer.

Rent praktisk sad jeg alene på kontoret de første 3 måneder. Her handlede det at få en forretningsplan i mål, men også at gøre en masse tanker konkrete. Det handler om brand, art direction, tone of voice, logo, csr-strategi og meget andet. Alt er virkelig tænkt igennem meget nøje. Det er det smukke ved den erfaring, man får i livet. Jeg har lært en masse af de fejl, jeg tidligere har begået.”

I april fik vi teamet på plads. Det tæller en tidligere ansat, ellers er det nye folk, der er med om bord.”

Enkel

"Your network is your net worth.”

Jeg fik en tanke på vej ind til dig. Har du aldrig tænkt på at kaste dig ud i en anden branche. Jeg husker, at du engang har flirtet med mediebranchen før din Wood-Wood, Norse og Blanche tid?

“Jo da. Totalt! Jeg skal også videreuddanne mig på et tidspunkt. Jeg har lidt kig på en mulig MBA på CBS. Jeg tror, at jeg har noget erfaring, som jeg kan dele med unge, eller måske generelt til kvinder? Det kunne jeg vildt godt tænke mig. Det kunne både være i en bestyrelse, advisory board eller noget 3. Som du selv nævner, så interesserer jeg mig også for medier. Men for min egen skyld, så tror jeg, at et brancheskift ligger lang tid ud i fremtiden. Men mit hoved kører da rundt hele tiden med en masse ideer.”

Og nu er du startet “forfra” med Enkel? Hvad er det for et brand?

Enkel er skabt til en generation, der genopretter forbindelsen til verden omkring dem. Denne organiske bevægelse mellem hjemme og ude – by og natur, det er hovedkilden til inspiration for Enkel. Det er det vi er gode til her i norden og vi klæder os naturligt til alle conditions.

Enkel centrerer sig om skandinavisk enkelhed og med de tre linjer Enkel Studio, Enkel Active og Enkel Living, bliver brandet sæsonløst og sigter efter en tidløs æstetik. Det simple udtryk skal kombineres med ansvarlige ambitioner, og det har fra brandets start været målet at opnå en B-Corp-certificering.”

Til forskel fra Blanche, så laver Enkel også herretøj?

“Ja. Det er virkelig en glæde for mig. Det var vigtigt i min proces. Efter min tid i Norse, har jeg vidst, at jeg skulle lave herretøj igen. Det er så meget mere nørdet på den godeMan bruger mere tid på det enkelte produkts detaljer, konstruktion, præcis hvor knappen skal sidde osv. Der er moden hos kvinderne meget mere tendenspræget. Mænds tilgang til mode er også enormt loyalt i forhold til kvinders. Jeg har generelt glædet mig til at være mere produktdrevet igen.”

Så hvor store er ambitionerne?

“Jamen, de er store. Der er større muskler i det her foretagende end mit tidligere. Så vi skal selvfølgelig slå vores navn fast i skandinavien, men vi har store og meget konkrete planer i både Tyskland og England. Det er kun starten, så lad os snakkes ved ( … efterfulgt at et stort, men bestemt smil).

Du offentliggjorde “Enkel” under modeugen. Hvordan blev det modtaget?

“Det blev virkelig modtaget godt. Vi fik vist os frem, som vi ønskede. Jeg var faktisk helt overvældet over, hvor mange der kom forbi. Reaktionerne var gode. Det var selvfølgelig en masse, jeg kendte i forvejen, men som man siger i USA. Your network is your net worth.”


Tilmeld gratis!

Få en ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Tilmeld vores nyhedsbrev gratis her.