Skrevet af Linn Katarina Grubbström. Læs mere om hvem Linn er her & besøg hendes site her

Har du set tv-serien ‘Girls’? Lena Dunham, som også har skrevet serien, spiller hovedrollen Hanna, en ‘buttom heavy’ ung kvinde i et New York, hvor solen altid skinner. Hanna drømmer om at blive forfatter, mangler altid penge og er et skolebogseksempel på en, der ikke tænker, før hun taler. Hun går i for stramt tøj. Hun er vulgær. Hun er pinlig over for søde fyrer. Hun gider ikke rigtigt arbejde, men synes hendes mor og far skal betale hendes husleje. Og hun elsker at afbryde sine veninder for at tale om sig selv. Hele tiden. Og alligevel elsker jeg hende.

Jeg er ikke stor fan af Hanna, fordi hun er upassende. Det handler mere om perfektion. Eller manglen på samme. Jeg er nemlig vild med hendes uperfekt klumpede karakter og hendes egen måde at få tingene til at ske på. Måske fordi jeg i perioder godt kan genkende mig i Hanna i al hendes uperfekthed. Drømmen om at blive forfatter har jeg godt nok ikke, men jeg beskæftiger mig også med det skrevne ord og kommunikation. Jeg har en madblog, et radioprogram om mad på Den2radio.dk og en samling sjove kunder i fødevarebranchen, som jeg laver onlinekommunikation for. Jeg tror, at folk på LinkedIn kalder det ‘madkommunikatør’.

Jeg er det sorte får inden for madkommunikation. Når jeg hænger ud med andre madbloggere, bliver jeg nødt til at huske mig selv på, at mit talent bag et komfur ikke er grunden til, at folk følger med hos mig. En glad amatørkok er, hvad jeg er. Perfekt opskriftsudvikling og formularisk forudsigelige billeder bliver aldrig mit trumfkort. Det er okay. Så i stedet for at græde over min sovs skiller engang imellem, er jeg glad for at have fundet mit eget store, dejligt uperfekte blå sovsehav, hvor læserne primært kigger forbi, fordi de godt kan genkende sig selv og deres madmæssige mindreværd. Her finder de ikke de bedste opskrifter, men et genkendelig smil på læben.

Girls har kæmpesucces. Ikke på trods af sine uperfekte karakterer, men på grund af dem. Det er bare ikke lige så interessant med en, der er helt rigtig, som en, der er forkert på den rigtige måde. Og det er Lena Dunham ikke den eneste, som har indset.

Inden for min lille madverden er Rachel Khoos “My little Paris Kitchen” mit yndlingseksempel. Rachel er en ung, engelsk kok, som flyttede til Paris uden at kunne fransk. I en mini-serie på BBC laver hun mad i et pariser-køkken på fire kvadratmeter. Det hele er forkert, men alligevel rigtigt. Meget smør. Mange kalorier. Og køkkenet mangler det meste. Til forskel fra Danmarks egen Blomsterberg kan man som seere faktisk genkende sig i Rachels hjemlige madlavningskaos fyldt med uperfekt kærlighed.

Et andet eksempel er Hollywoods Anne Hathaway og Jennifer Lawrence. Anne Hathaway er en fantastisk, prisvindende skuespiller, der lavet alt efter bogen. Hun er pæn, charmerende og intelligent. Hun burde være på alles læber. Det er hun ikke. Amerikanerne foretrækker Jennifer Lawrence, der, ligesom Hanna, taler før hun tænker. Hun faldt over sin kjole på vej op på scenen for at modtage sin Oscar sidste år, taler som en havnearbejder og ikke er det mindste korrekt. Nej, jeg ville hellere vælge at beskrive hende som charmerende uperfekt.

Min svenske yngdlingsblogger, vintage-pigen Elsa Billgren, er også ekspert i at være uperfekt. Hendes læbestift sidder godt nok eksemplarisk på hvert eneste billede hun lægger op, men hun husker også at fortælle om alt, der, ifølge hende selv, “går ad helvedes til”. I en lang periode bestod hendes headerbillede på bloggen af hende selv i en lidt for stram bikini. Jeg husker, at hun fik nogle onde kommentarer om at pakke flæsket væk, inden hun smed tøjet. Men mest masser af “tak fordi du tør”. Samme reaktioner kom da hun for nogle uger siden fortalte, at hun været for tyk til at køre i vandrutsjebanen i svømmehallen og havde slået sig på vej ned. “Den var ikke lavet for os med stor numse” skrev hun højlydt på bloggen. Imellem linjerne på læsernes kommentarer kunne man fornemme, hvor dejligt, mange synes, det var, at hun mest af alt er uperfekt.

At vælge det uperfekte som strategi er i min bog et smart træk, men det kan også være et hårdt træk. Det er ikke noget for dem med mindreværdskomplekser. Det kan godt være, at Jennifer Lawrence popularitet steg, da hun faldt til Oscar-uddelingen, og at hun bagefter syntes, det var helt okay. Men det er garanteret ikke sjovt, når man ligger på trappen med alle øjne i nakken. Det kan også godt være, at Elsa Billgren vinder tillid og læsere på ærligt at fortælle om sin uheldige tur i rutsjebanen. Men jeg tror næppe, hun synes, det var fedt, da hun endelig nåede ned til vandet.

Selvom jeg har produceret radioprogram, Frk. Kræsen, i et år nu, gør det alligevel lidt ondt i maven, hver gang jeg skal stille en interviewperson et “dumt spørgsmål”. For et stykke tid siden var jeg til et event med madbloggere, hvor vi skulle lave retter på tid, som siden skulle bedømmes af det danske kokkelandshold. Jeg vidste, allerede da jeg så deltagerlisten, at min +1 og jeg var chanceløse. Jeg har aldrig lavet gourmetmad eller flotte anretninger, men alligevel stod jeg tilbage efter to timers madlavning og følte mig lidt dum. Fordi uperfekt virker bag skærmen, så kan det stadig ramme mig hårdt at forsøge at stå ved den, når pigen ved siden af har lavet sauteret et-eller-andet på en bund af et-eller-andet andet, som ligner en million, når mit eget ligner noget til en billig 50’er.

Så et cadeau til dem, der tør og lykkes med at turde det uperfekte. Til den lavstammede catwalk-model, til lejligheden med støv på gulvet, til din mor med for mange gode råd, til den buttede pige i mavetop. Jeg hepper på jer, imens jeg ser et nyt afsnit Girls sammen med den chokolade, jeg ikke burde spise. Velbekomme.

Kh Linn