At kunne leve af sin hobby er noget af et privilegium. Tænk sig, at hver gang man står op for at gå på arbejde, så er det for at dyrke den sportsgren, jeg altid har elsket. Det er et fantastisk job og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har fra barnsben valgt en individuel sportsgren: Bordtennis. Til det er der en del årsager. Som ung var jeg meget anderledes end de andre piger i de små klasser. Jeg følte mig ikke en del af pigegruppen og var nok ret meget en enespænder. Jeg kunne bedre lide at lege med drengene og specielt, når der var konkurrenceelementer indblandet. Jeg deltog i alle de sportslige aktiviteter og var tit en af de bedste. Det gav en vis popularitet hos drengene, men samtidig gjorde det, at pigerne så lidt skævt til mig. Om det var misundelse over min sportslige kunnen eller fordi jeg nok var en ret så sær snegl det skal jeg ikke kunne sige.
Egentlig så synes jeg at piger er besværlige og omstændige at omgås. Der skal snakkes om alt og så er der alt fnidderen. Så har det været nemmere med drengene. Altså jeg var ikke kærester med dem, men jeg følte mig bare bedre tilpas i drengenes selskab. Jeg har selvfølgelig nogle få veninder, men det er først i en senere alder jeg for alvor har fået tætte kvindelige venskaber og mange af dem minder om mig selv og deler mine interesser.

I og med bordtennis er en individuel sportsgren, så kan du også sagtens blive lidt af en enespænder. Det kan man roligt sige har været tilfældet med mig også. Helt som ung har jeg skulle stå på egne ben og lege voksen i en tidlig alder. Jeg har bl.a. som 13 årig rejst alene til Japan for at deltage i en træningslejr. Væk fra familie og venner. Det har gjort mig stærk, men det har også haft bagsider. Meget af det sociale liv som ung blev valgt fra. Fester, veninder og lign. Som eksempel kan det nævnes, at trods 5 år på handelsskolen, så deltog jeg aldrig i én eneste fest og var heller ikke ude at køre i studentervogn med alle mine medstuderende. De har sikkert tænkt deres om mig, men det var ikke det jeg havde lyst til. Jeg havde lyst til sporten, træningen, lejrene og så selvfølgelig også være sammen med min famile, som betyder alt for mig.
Når jeg har sat mig her og skriver min Dontt, så er det fedt at tænke tilbage på min barndom, fravalg og tilvalg man gjort sig i livet og hvordan man egentlig har levet. Folk tror tit, at sportsfolk har det vildeste liv. Det kan de til dels også have ret i. Men der er bestemt også bagsider. Mange siger tit til mig: ”Årh så skal du til Dubai, hvor fedt og nyd det nu!” men de fleste af mine rejser tilbringer jeg 3 steder: I lufthavnen, i hallen og på hotelværelset. Og i og med, at Danmark ikke har haft andre piger på mit niveau i de seneste 6-8 år, så har jeg rejst utrolig meget alene og jeg har fandme haft mange stunder, hvor jeg virkelig har følt mig ensom. For eksempel når jeg for 17. Gang på et år skal pakke min taske og rejse alene ned til min franske klub, mens man hellere vil være hos familien eller kærester… Det kan være hårdt. Men man må tage det sure med det søde – og heldigvis er der mest sødt i mit liv, og det er jeg virkelig taknemmelig for J
Da jeg var lille tænkte jeg ikke over ensomhed, manglende tryghed og lign. Dengang havde jeg et drive – en passion – jeg VILLE bare øverst på skamlen, så derfor kan man ikke helt sige, at jeg har fortrudt noget i min barndom, da jeg slet ikke er klar over, hvad jeg har sagt nej til. Man skal være lidt sær for at nå helt til tops i en sportsgren som bordtennis, specielt når jeg ikke har haft nogle fodspor at træde i, nogle andre danske piger at dele rejserne eller at fejre mesterskaber med.
Senere i livet, hvor sporten er blevet mit arbejde har det også ændre mig lidt. Jeg har deltaget i nogle programmer på TV, som har gjort, at jeg måske er blevet mere kendt. Jeg har fået mange tilbud om at deltage i programmer, men jeg har kun sagt ja til dem, jeg synes gav mening og i og med både stjernetræf og høvdingebold har et konkurrenceelement, så var jeg klar. De oplevelser under programmerne, men også efter, har gjort mig mere socialt anlagt. Jeg er blevet bedre til at lukke folk ind i det private rum, som ellers tidligere har været ret så lukket. Man skal jo huske på, at når man deltager i programmer, så er det jo også for ens arbejdes skyld. Det er enormt svært at finde samarbejdspartnere, sponsorere og lign., men det er klart, at det skal give mening for mig, hvis jeg skal deltage i medierne. Om det så er stjernetræf på TV2, eller en Dontt til dontt.dk J
Hvor jeg tidligere har været anderledes en enespænder og med en passion er jeg nok begyndt at tænke mere og mere over, hvad andre tænker om mig nu. Der har mange, der har set skævt til mig tidligere, men jeg ønsker at være mere åben og vellidt blandt folk.

Jeg mødte en bekendt for et par uger siden, som fortalte om, at hun skulle til et stort stævne om lørdagen, men der var også en sjov fest om fredagen. Hun spurgte mig til råds. Til det kan jeg kun svare, at hvis man har en overbevisning om, at de beslutninger man træffer er de rigtige, så skal man træffe dem derefter. Man skal ikke fortryde senere hen. Det er så populært at sige, men jeg tror på, at man skal leve i nuet og tro på, at det man selv mener, er det rigtige. For min bekendte er det måske at gå til festen. For mig var det at blive lidt længere tid i træningslokalet eller være sammen med min familie, hvor jeg er aller mest tryg.

//Mie Skov