Samtale med Tobias Ørskov og Christoffer W. Bouet.
I dag kan du møde de to innovative iværksættere, Tobias Ørskov og Christoffer W. Bouet, som sammen med deres tredje partner, Lasse Viggo, står bag Contribe.
Contribe gør det nemt for forbrugerne at støtte gode formål (grønt og socialt), når de handler online. Over 100.000 kunder har allerede brugt løsningen med stor succes, hvilket har ført til, at virksomheden har rejst millioner til vækst. Kort fortalt kan forbrugerne selv vælge, hvem donationen skal gå til, når de handler online, mens virksomhederne finansierer det som en del af deres ESG profil. (Environmental, Social, and Governance)
Ugens creator-samtale er fuld af god energi, inspiration og store ambitioner.
Tobias Ørskov (tv.) & Christoffer W. Bouet. (th.)
Kan I huske første gang I mødte hinanden?
Tobias:
“Jeg samlede Lasse (som er den 3. co-founder i Contribe) op på LinkedIn. Historien er, at jeg havde haft en travl periode med sygdom. Så jeg var i gang med at finde ud af hvad der var meningsfuldt for mig at lave. Dengang havde planerne ikke noget navn, men de minder meget om Contribe i dag. Så gennem fælles bekendte møder jeg Lasse, som er den her virkelig dygtige tekniske kapacitet, som jo er afgørende at have med i et tech start-up.”
Christoffer:
“Jeg møder Tobias for første gang i 2022. En fælles bekendt arrangerede nærmest en blinddate for os. Vi kendte slet ikke hinanden. Men han mente at vi ville udgøre et godt team sammen og havde allerede hørt om den her ide som Tobias gik og bryggede på. På det tidspunkt var jeg direktør i et andet job, så det lå slet ikke i kortene. Jeg husker faktisk først mødet som lidt akavet, men vi fik hurtigt talt os varme omkring det, som så i dag er blevet til Contribe.”
“Jeg ville skabe noget som gjorde en forskel for mig selv, mine nærmeste og for verden."
Har det altid stået i stjernerne, at I skulle være iværksættere?
Tobias:
“Nej, det var ikke vejen for mit vedkommende. Jeg startede med at læse jura og arbejdede målrettet mod at blive advokat, indtil jeg blev ramt af en hjernetumor og måtte finde ud af, hvad jeg kunne og hvor meget energi jeg havde. Det var både et chok og en periode, hvor jeg skulle finde mig selv igen. Men det var også her, at jeg blev utrolig målrettet i forhold til hvad jeg gerne ville. Jeg ville skabe noget som gjorde en forskel for mig selv, mine nærmeste og for verden.
Christoffer:
“For mig har det altid været et klart ja. Jeg har altid haft krudt i røven og passede nok ikke ind i de firkantede rammer. Allerede i folkeskolen havde jeg en masse idéer og ville gerne skabe noget. I gymnasiet lavede jeg forskellige webshops og endte senere på CBS, hvor jeg troede, at jeg skulle være konsulent. Så det prøvede jeg. (Christoffer har tidligere arbejdet for EY, North og var i en periode CEO for Recruitio.) Men jeg fandt ud af, at jeg hellere ville starte noget selv. Drømmen om at være iværksætter har altid været der for mig.”
“Vidt forskelligt temperament"
Så I fandt sammen og gik i gang med at bygge Contribe. Hvordan starter man?
Tobias:
“Jeg er mere tålmodig end de fleste og den typiske iværksætter. Jeg kan rigtig godt lide den tidlige byggefase. Øvelsen består i konstant at vurdere, hvordan vi hurtigt kan komme ud og teste vores idéer. Vi er hele tiden i gang med at nærme os et færdigt produkt, og så videre ind i en ny fase. Det er grundlæggende vores tilgang. Her har Lasse naturligvis spillet en kæmpe rolle. Jeg tror andre startups kan gå døde i ikke selv at have stærke tekniske ressourcer. Men vi gik groft sagt i gang med at udvikle fra dag 1. Derfra indledte vi selvfølgelig en masse samtaler med “markedet”. “Ingen gider udvikle noget, som der ikke er brug for eller efterspørgsel på.”
Christoffer:
“Jeg er helt anderledes end Tobias på det punkt. Jeg er sindssygt utålmodig og kan blive frustreret over, hvorfor der ikke allerede er en million, der bruger vores produkt. Men det er også det som gør det spændende. For jeg kan jo bare gøre noget ved det nu. Mit temperament passer bedre til at skrue op for tempoet. Men det er spændende, fordi det er så visionært et produkt vi har i Contribe.”
Er der nogen særlige milestones, I vil fremhæve frem til nu?
Tobias:
“For mig var det tydeligt, da vi sporede os ind på, hvem vi skulle være noget for. Det tror jeg er enormt vigtigt. Det er en styrke at kunne begrænse sig, når man har alle muligheder på papiret. Det er derfor Contribe i dag kan være strategisk partner for vores kunder.”
Christoffer:
“For mig var en vigtig milestone også, da vi fik de første kunder med. Det var en vild milestone, da vi så vores løsning “live” i markedet med konkrete kunder. Her så vi at det rent faktisk var noget de kunne bruge. Det var kunder som Copenhagen Cartel og MESSYWEEKEND. Men det var også en stor dag, da vi fik vores funding på plads.
"Vi har allerede onboardet knap 100 kunder"
Hvor langt er I? Hvad er status for Contribe her og nu?
Tobias:
“Vi har nu et produkt, som vi er stolte af. Vi har allerede onboardet knap 100 kunder og 100.000 mennesker har direkte brugt det. Så der har været smæk siden vi gik i luften. Men der er styr på både data og produktet, så for os handler det om at få flere kunder på nu efter vi kan dokumentere den værdi Contribe kan give.”
Hvad er ambitionerne for fremtiden?
Christoffer:
“Ambitionerne er store. Vores vigtigste opgave er at forbinde virksomheder og gode sager sammen. Vi drømmer om at være med til at ændre verden. Men der er selvfølgelig et delmål eller to på vejen. Helt konkret er vores mål er at have 500 shops på platformen og 1 million brugere inden udgangen af 2025. Vi er allerede blevet born global med kunder i 10 forskellige lande.”
"... dem der ikke ser begrænsninger!"
Hvem er I selv inspireret af?
Tobias:
“Jeg har været meget inspireret af Flexport – vores Mærsk inden for shipping. De kombinerer forretning med at gøre gode ting for nødhjælp. Det er en fantastisk kombination, som viser, at man godt kan have en god forretning og gøre noget godt på samme tid. Det tror jeg er vigtigt at have med.”
Christoffer:
“Jeg er inspireret af drømmerne, dem der ikke ser begrænsninger”. Det kan virke skørt at sige, at Contribe skal være verdensledende, men jeg tror på det. De mennesker, der driver forretning med ordentlighed og store visioner inspirerer mig.”
Vi glæder os til at følge Contribes videre færd. Følg med her på dontt.dk
Nysgerrig på mere?
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.