Opdateret 1 april 18.05.
disclaimer: Det var en aprilsnar, udviklet af Canairi, som fortæller de har fået henvendelser fra medier og venner med “tillykke” hele dagen! 😅 Vi må hellere stoppe joken her!
Fugle er et flokdyr og i går blev det danske Canairi opkøbt af en anden fuglepasser, nemlig selveste Elon Musk, som vist ikke behøver nogen introduktion. Opkøbet anses for at være en af de mest opsigtsvækkende og hurtigste exit i Danmark.
Hans Augustenborg, Co-founder i Canairi:
‘’Vi troede, det var en joke, da vi modtag e-mailen fra Elon for et par måneder siden, men efter et par teamsmøder med Twitters M&A-team gik det op for os, at den var god nok”.
Købet
Twitter Inc. (TWTR) har investeret 82 mio. kr. og overtager dermed alle ejerandele i Canairi ApS. Det betyder, at de to founders afgiver 45% hver og hver i sær modtager 36,9 mio. kr.
Brand New Ventures (investor) afgiver 10% af Canairi ApS og mere end femdobler deres investering i Canairi Aps, som de foretog for bare 6 måneder siden.
En lille fugl startede med at pippe for et år siden
Trods det imponerende exit er den danske startup Canairi endnu ikke et år gammelt. Firmaet lanceret deres første og eneste produkt gennem en Kickstarter kampagne i April 2022. Her indsamlede de 3.210.090 kr. på 30 dage, solgte til kunder i mere end 60 lande, vandt 3 internationale design awards.
Mens Canairi fik en masse opmærksomhed i April-måned, var der også en anden fugl, som fik en hel del opmærksomhed. Mens Hans og Andreas indsamlede penge til deres fugl, gav Elon Musk nemlig udtryk for, at han ville købe Twitter. Selvom der ikke var noget direkte link mellem de to fuglefirmaer, tænkte de to iværksættere, at det var en oplagt mulighed for at lave noget news-jacking.
Hans Augustenborg:
‘’Da vi hørte, at Elon Musk var interesseret i at købe Twitter, tænkte vi, at det kunne være sjovt at tilbyde ham en Twitter-edition Canairi – Så det gjorde vi. Vi reserverede en blå fugl til den nette sum af 42.069 kr. – trods den høje pris ville dette køb aktivere en lifetime rabat på 50% på fremtidige Canairis til Twitters hovedkontor.’’
Andreas Kofoed Sørensen, den anden Co-founder i Canairi:
‘’Det var egentlig bare tænkt som en sjov aktivitet for at skabe lidt larm for Kickstarter-kampagnen, men i løbet af et par dage, var den blå fugl blevet delt flittigt på sociale medier og havde sat gang i en jagt på hvem som kunne hjælpe os med at få Elons opmærksomhed’’.
Hi @elonmusk We would like to offer you a custom #canairi co2-sensor for the #twitter HQ… Did you know that good indoor air quality can double cognitive performance & improve well-being? Good for health. Good for business. https://t.co/Jrvj1F52mC pic.twitter.com/Fdd2GbzWoZ
— 🐤 Canairi (@Canairi_io) May 3, 2022
Andreas Kofoed Sørensen:
‘’Det endte med, at en Tesla-medarbejder delte opslaget i det interne Tesla-netværk, og vi sendte 5 fugle afsted til deres HQ i Austin”.
Og så hørte vi ikke noget i mange måneder....
Hans Augustenborg:
‘’Vi var da lidt oppe at køre over at have sendt et par fugle mod Elon, men vi vidste også godt, at det ikke nødvendigvis betød, at han ville komme til at se vores produkt. Hverdagen tog langsomt over, og vi glemte lidt, at vi havde sendt de fugle afsted.’’
Men lige pludselig tikkede der en mail ind fra Twitter i Canairis indbakke.
Andreas:
“Mailen var egentlig super kort, men vi var ikke i tvivl om, at de var seriøse, og det hjalp selvfølgelig også, at de havde vedhæftet to tilgodebeviser hos Emirates, som var reserveret til flybilletter – business – direkte til New York”.
Hvorfor?
Da de to iværksættere ankom til Twitters HQ, var det med fødderne godt plantet i jorden. De regndede nemlig slet ikke med, at der rent faktisk ville ske noget, men så mere det hele som en sjov oplevelse og en god historie at fortælle videre. De to barndomsvenner tænkte: ‘’hvorfor skulle et stort amerikansk børsnoteret selskab, der laver software dog investere i et lille dansk hardware-design startup?’’ Men de tog fejl.
Andreas Kofoed Sørensen:
‘’I starten tænkte, vi det lyder langt ude, men lige pludselig begyndte det at give mening, at de var interesseret i startup som vores.’’
‘’Vi har underskrevet en lang NDA, så vi kan desværre ikke sige så meget om fremtidsplanerne for Canairi/Twitter, men det er ikke nogen hemmelighed, at Voice Assistants er i kæmpe udvikling, og så behøver jeg vist ikke at sige mere om produktudviklingstankerne,’’ siger Hans med et smil på læben og griner til Andreas.
Hvad nu?
De to iværksættere skal stadig lige fatte det som er sket og har kun planer på helt kort sigt.
‘’Vi ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på, men lige nu skal vi ud og have en stor fadøl og måske en cigar i dagens anledning,’’ griner Andreas.
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.