Samtale med Cana Buttenschøn, Founder af Cana Care.
Hun er uddannet jordemoder, men du kender hende formentlig fra de sociale medier, som forfatter eller som kvinden bag det danske hudplejebrand Cana Care.
Netop Cana Care har oplevet en enorm succes, siden de lancerede for lidt over 3 år siden. Hvad gemmer sig bag den succes? Det prøver vi at give svaret på i denne artikel. Vi mødtes en tirsdag formiddag på Værnedamsvej med Cana.
Ugens creator er Cana Buttenschøn.
Cana Care er et dansk hudplejebrand, som udmærker sig ved at lave naturlige, problemløsende kosmetiske produkter med høj effektivitet. Selv fortæller Cana Buttenschøn, at de ikke laver hudpleje som du kender det, men meget mere end det. "Vores produkter plejer ikke bare din hud - de plejer også din krop, når den trænger."
Alle deres produkter er udviklet og produceret i Danmark
Cana Buttenschøn.
Allerførst: Kan du ikke sætte et par ord på hvem du er?
“Jeg er først og fremmest mor til 3 børn. To store og en lille. Jeg er gift med Simon. Det er mit andet ægteskab. Jeg er den type, som sætter en ære i at gøre sig umage med det som jeg bruger min tid på. De seneste år har det været min virksomhed Cana Care, som jeg lancerede i 2021. Men som er noget som har været undervejs længe. Jeg har nok altid haft svært ved “at sidde stille”. Jeg har brug for at gøre noget med mit liv og allerhelst med et godt formål for andre. Noget som gør en forskel.”
"Jeg vil gøre en forskel for andre!"
Hvis vi spoler tiden tilbage til 2009. Der var du jordmodere på Hvidovre Hospital. Stod det et eller andet sted i stjernerne, at du skulle være iværksætter?
“Ja og nej. Dengang jeg startede som jordemoder, startede jeg faktisk også op selvstændigt. Ved siden af mit arbejde på Hvidovre Hospital, afholdt jeg også privat fødselsforberedelse for kvinder og par. Så på en eller anden måde, har det aldrig ligget mig fjernt at være selvstændig.
Men at jeg skulle blive iværksætter indenfor andet end mit fag, det stod bestemt ikke i stjernerne. Jeg elskede at være jordemoder og det giver mig så god energi at kunne hjælpe andre mennesker; uanset om det er på en fødestue, eller om det er med mine produkter, hvor jeg ofte hører at jeg hjælper mennesker, som fx døjer med ømhed, spændinger eller dårlig søvn.”
Men der må alligevel altid have været en skabertrang omkring dig? Man bliver næsten for pustet, når man ser på alt det du har lavet. Ting som hele tiden har hjulpet dig videre. Eksempel: Det er jo en genistreg, at have bygget et stort personligt brand op, inden man skal sælge produkter. Hvor meget har været planlægning?
“Jeg kan ikke påstå at have haft en stor forkromet plan. Jeg stoppede som jordemoder, for at have mere tid som mor. I 2011 startede jeg med at blogge. Det var jo det store dengang. Det var ikke fordi jeg havde en stor overordnet strategiplan.
Min blog blev hurtigt populær, og med 300.000 månedlige læsere, blev det faktisk én af Danmarks dengang største blogs. Dét betød, at jeg efterhånden begyndte at tjene penge på at reklamere for forskellige produkter, som jeg kunne lide. Det føltes som om jeg havde vundet i det store “work-life-balance”-lotteri.. Jeg havde en masse tid med mine børn, og jeg følte bare, at jeg skrev dagbog. I 2017 udgav jeg min første bog. (Red. “40 uger efter”. Det er den første af en række bestsellers.) Det passede godt ind i min forretning at skrive bøger. Endelig havde jeg et “forretningsben”, som løbende gav indtjening. Når først bogen var skrevet, så levede bogen sit eget liv. Det var vigtigt for mig, at få endnu flere forretningsben. Det var for skrøbeligt kun at leve som influencer tænkte jeg”.
Men så kom ideen til Cana Care?
“Det var faktisk allerede i 2018, at jeg gik i gang med at udvikle produkterne. Det tog 3 år fra idé til jeg stod med det første produkt. I den periode havde jeg også gang i et andet projekt. Jeg byggede – og lancerede – et medlemsunivers for gravide. Det var super sjovt og jeg fik virkelighed mange medlemmer. Jeg tror det kunne have blevet stort, men jeg blev desværre alvorligt syg kort tid efter jeg åbnede sitet. (Cana fik i 2021 konstateret livmoderhalskræft.) Så jeg var nødt til at bremse op og få styr på mine prioriteringer. Således stoppede jeg som influencer og lukkede mit medlemssite for gravide, for i stedet at kunne koncentrere mig om Cana Care – og om at blive rask og passe mit spædbarn, selvfølgelig.”
Selve ideen til Cana Care opstod faktisk, da jeg skrev på bog nr. 2, som var henvendt til gravide. Som jordemoder ved jeg jo hvor mange der døjer med kramper i benene om natten, ondt i lænden eller andre skavanker forbundet med deres graviditet. Derfor besluttede jeg mig for at udvikle nogle produkter som nemt, billigt og effektivt kunne hjælpe dem. Så jeg tog fat i nogle af de dygtigste kosmetikudviklere i Danmark og fortalte dem om min ide. Vi brugte en del tid, men heldigvis kunne det godt lade sig gøre. Men det var dyrt. Jeg brugte alle de penge som jeg havde sparet op. Rub og stub.”
"Har du ikke selv haft lidt ond i nakken efter en lang dag?"
Det skal vi høre mere om. Men først. Du kalder det selv; “Mere end bare hudpleje”. Hvad betyder det egentlig?
“Cana Cares produkter er først og fremmest hudplejende. Men foruden at pleje huden med naturligt blødgørende og fugtgivende ingredienser af høj kvalitet, så indeholder vores produkter også effektive, virksomme komponenter, som skal kunne kunne gøre noget ekstra for dig. Det skal kunne afhjælpe nogle af de skavanker, som vi mange af os går med i hverdagen. Kender du ikke selv til at få lidt ondt i nakken efter en lang dag? Eller ondt i lænden fordi du har siddet forkert? Det kan være til folk der har uro i benene eller børn der har svært ved at sove om aftenen. Så imens vi plejer huden, er vores reelle fokus frem for alt på at skabe velvære fx ved at afhjælpe muskelspændinger eller lindre uro i kroppen.”
Så du får det produceret. Var produktet allerede dengang som forventet?
“Ja. Helt klart. Mine samarbejdspartnere var alle pengene værd, når man ser tilbage. Men jeg gik heller ikke på kompromis med noget som helst. Til gengæld var det super angstprovekerende at stå med 2000 produkter. Jeg skulle jo tjene mine penge hjem igen. Men det var her, at det var guld værd, at jeg havde opbygget et personligt brand / community på forhånd. Jeg havde totalt udsolgt efter 2.5 uge. Alt blev solgt organisk via min egen Instagram. Jeg brugte ikke en eneste krone på markedsføring.”
Nu har du så taget hul på 4 år. Har du et par milestones i virksomheden?
“Jeg lancerede første produkt i februar 2021. Det var vildt at kunne melde udsolgt så hurtigt, og da produkt nummer to udkom i april, skete det samme igen. Samtidig var jeg så heldig, at jeg hurtigt fik en masse feedback fra mine følgere, som roste produkterne. Så jeg kunne hurtigt se, at kunderne ville komme igen. Det er jo den bedste form for markedsføring at få, når du er helt ny på markedet. Sidenhen er der kommet 7 produkter yderligere til porteføljen. I 2023 solgte vi over 60.000 produkter fra vores egen webshop. Det var føles helt vildt. ”
Hvad er ambitionenerne med virksomheden?
“Du kan sige at i 2021 kom de første produkter til verden. I 2022 fik jeg begyndte jeg i det små, efter at være blevet erklæret kræftfri, at organisere virksomheden med ansatte og en helt overordnet plan for hvordan forretningen kunne bygges op. I 2023 fik vi opdateret vores brand, vi åbnede en ny webshop og fik lidt flere produkter i vores sortiment, alt imens vi – primært via vores community – vækstede stort. Så i år skal vi fortsætte vores flotte vækst, kigge på nye markeder og arbejde endnu mere struktureret med vores markedsføring. Vi lancerer produkterne i Tyskland senere i år og så har vi en helt ny produktkategori lige på trapperne. Så 2024 bliver med garanti også et spændende år.”
Jeg bliver inspireret af mennesker omkring mig
Hvem har du selv været inspireret af?
“Det synes jeg at der er mange forskellige der gør. Først tænker jeg på mine nærmeste. De inspirerer mig hver dag. Men jeg kan blive inspireret af de mindste fortællinger fra hverdagen, noget jeg ser på Instagram eller når jeg læser noget. Forleden læste jeg at hver 5. kvinde i Danmark mangler jern. Det satte en del tanker i gang; særligt med tanker på at vi, som den næste store ting i Cana Care, lancerer kosttilskud.”
Hvordan ser din hverdag ud?
“Jeg står op kl. 6.30 og gør mig klar, drikker min sellerijuice og snupper et par kosttilskud, inden jeg skal have børnene op. Min mand står for madpakker. Derefter suser vi ud af døren. Jeg får afleveret børn og så tager jeg hen på kontoret. Det er der jeg får dagens første kop kaffe. På kontoret starter jeg med at få et overblik over mine mails og diverse tal. Derfra kan dagene se vidt forskellige ud, og jeg har mange møder med mange forskellige mennesker i løbet af en uge. Men jeg er mest på kontoret. Ved 15-tiden pakker jeg sammen og henter børn – og er mor resten af dagen. Om aftenen, når børnene sover kan jeg sagtens finde på at arbejde lidt igen. Det er for mig den perfekte måde at passe på mig selv, min familie og min virksomhed på samme tid.”
Nysgerrig på mere?
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.