Der er stolte traditioner indenfor iværksætteri på Bornholm. Vi vil hver uge bringe et interview med folk, der har iværksætteri helt tæt på. I forbindelse med lanceringen af vores egen “Bornholmerguide”, så vil vi også gå tættere på et spirrende iværksætteri. Det kan både være folk, der driver forretning på øen, men også folk der er taget videre. Her kan du møde den dygtige kreamiker Sarah Oakman, der driver Oh Oak. 

Hvor er Oh Oak henne som virksomhed i dag?

Oh Oak er en lille virksomhed der er drevet af mig, designer og keramiker Sarah Oakman, som blev uddannet keramisk formgiver fra KADK i 2016. Jeg bor og arbejder i Nexø på Bornholm, hvor jeg har mit keramikværksted, showroom og butik. Oh Oak designer og producerer keramik til hverdags- og restaurantbrug, og har blandt andet produceret keramik til restauranter som Geranium, Restaurant Substans, KOKS på Færøerne og flere steder i Europa og Japan. Derudover samarbejder jeg gerne omkring designudvikling med andre virksomheder. Jeg har blandt andet designet og produceret en særlig kaffekop til Prolog Kaffebar i KBH, og har udviklet et industrielt design, keramikserien KONUS, som FDB Møbler har sat i produktion.

Hvordan er det at drive virksomhed fra Bornholm?

For mig fungerer det rigtig godt at drive virksomhed fra Bornholm. Der er de åbenlyse fordele, som fx adgang til en ubegrænset inspirationskilde i form af den storslåede natur, der findes lige udenfor døren. Derudover er Bornholm en kendt feriedestination, som gør at sommeren som regel er rigtig travl, hvor det hele handler om kundekontakt, salg og produktion. Vinterhalvåret er til gengæld mere stille, hvor der er tid og plads til at arbejde mere indadvendt og kreativt med fx samarbejder, produktudvikling og unika. Dynamikken i løbet af året passer mig rigtig godt, og sikrer at der er tid og rum til at min virksomhed kan blive ved med at udvikle sig.

OM Oh Oak:

Oh Oak er håndlavet dansk keramik til hverdagsbrug.
Inspireret af naturen og de nordiske farvetoner kreerer Sarah Oakman funktionelle ting med fokus
på berøringsvenlige overflader og håndaftryk.
Der er ikke to objekter, der er ens og
alt produceres lokalt i hendes værksted i Nexø på Bornholm.

 Se mere her. 

I har et meget internationalt snit. Har det været meningen fra start?

Jeg har fra start været meget bevidst om at jeg skal ud over både øens og landets grænser med mine ting. Når man har valgt at bosætte sig på en lille ø i Østersøen, som jeg, er der en risiko for at man kan komme til at lukke sig meget om sig selv. Derfor er det nødvendigt for mig at komme ud over rampen for at folk bliver bevidst om mine ting. Jeg bruger de sociale medier (særligt Instagram) meget til at kommunikere igennem. Her viser jeg både arbejdsproces, inspiration og produkter – i høj grad gennem billeder.

Instagram har åbnet en masse døre for mig og skabt kontakt til fx nogle japanske samarbejdspartnere, som fx har medført både rejser, udstillinger og salg i Japan.

"Naturen er min primære inspirationskilde. Det kan være alt fra farvekombinationer til overfladestrukturer i sten, sand og vand."

Sarah Oakman

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ikke skulle bo i byen!

Hvem er Sarah ?

Jeg er født i 1985 og har boet på Bornholm siden 2012 med min familie (mand og to børn på 5 og 9 år). Jeg er født og opvokset midt i København, og har en baggrund som skolelærer.

Efter jeg flyttede til Bornholm gik det op for mig hvad naturen betyder for mig i form af inspiration og ro til fordybelse. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg ikke skulle bo i byen, men nu kan jeg ikke forestille mig at skulle bo andre steder end her. For mig er det bare vigtigt stadig at komme væk fra øen ind imellem og søge anden inspiration og blive fyldt op af kulturelle input som fx udstillinger etc som øen ikke byder så meget på.

Hvordan ser din hverdag ud?

Min hverdag er som regel ret varieret. Når man er selvstændig har man rigtig mange kasketter på i løbet af bare en enkelt dag. Det kan fx være produktudvikler, lagerfører, bogholder, kemiker, produktionsleder, contentmanager, kundeservice, HR, fragtmand, rengøringsassistent og samtidig chefen for det hele. Så det kan godt være en udfordring at skulle jonglere alle de forskellige opgaver der hører med til at styre en lille virksomhed, men samtidig giver det en enorm frihed kun at skulle stå til ansvar for sig selv. Jeg har indenfor det sidste år ansat et par produktionsassistenter der kan tage over i keramikproduktionen, hvilket har været en kæmpe lettelse.

Hvor får du din inspiration fra?

Naturen er min primære inspirationskilde. Det kan være alt fra farvekombinationer og linjer til de helt nære overfladestrukturer i fx sten, sand og vand. Især Bornholms østkyst og landskabet deromkring inspirerer mig meget, og jeg bruger så meget tid i naturen som job og familie tillader.

Hvordan gør I jer umage som virksomhed?

I Oh Oak gør vi os umage hver eneste dag – på mange måder. Når man former en genstand i stentøjsler og brænder den til 1280 grader celcius, så gennemgår den transformation som gør at den ender ud i et materiale der er bestandigt. Det betyder at det vil være her for evigt (stort set), og vil overleve os alle, hvis bare man passer på det. Og det synes jeg forpligter.

Det forpligter mig til at gøre mit bedste, at gøre mig umage med de ting jeg skaber og kun at sætte ting verden der holder – både fysisk, men også håndværksmæssigt og æstetisk. Jeg forsøger at skabe genstande som man knytter sig til, genstande som kan vække følelser, og derved gøre at man passer på dem. Og hvis man gør de kan de gå i arv i generationer.


HAR DU SET?

Vores bornholmerguide er online. Følg med her. dontt.dk/bornholm