Melsted Badehotel
En suveræn beliggenhed danner rammen om Melsted Badehotel. Du har Gudhjem tæt på, du er væk fra hovedvejen og med strand og hav som forhave. Her ligger der en af vores absolut favoritoaser på Bornholm. Her kan du opleve den autentiske badehotels-stemning på et af Bornholms ældste badehoteller. Melsted Badehotel er et gennemrenoveret førsteklasses badehotel med store terrasser (med udsigt til vandet) til mange af værelserne.
Personalet er søde og imødekommende, restauranten skøn og stranden er altid indbydende. Selve hotellet er smagfuldt og enkelt indrettet på den lækre “badehotels måde”. Selvom du ikke bor på hotellet, er du altid velkommen i restauranten.
Vi besøgte hotellet i maj måned, hvor vi talte med hotelchefen. Kom med indenfor her.
Bonusinfo: Du sover i Hästens senge på alle værelser.
The Falcon Hotel
The Falcon Hotel er blevet beskrevet som et intenst møde mellem Karen Blixen og Indiana Jones. Det nyrenoverede hotel ligger på Strandvejen i Sandvig med udsigt til Østersøen. Der er gjort en masse ud af indretningen, og ikke to værelser er ens. Der er flotte opholdsrum med hyggelig og smagfuld indretning, som er gennemført i hotellets særlige “eventyrstil”. Personalet på hotellet er meget imødekommende, og gør dit ophold personligt. The Falcon Hotel har i det hele taget masser af wauw-effekt, sjove fund og sjældne dyr.
Jantzens Hotel
I midten af Gudhjem ligger “det gule” gamle hotel. Hotellet, der altid har været der (siden 1872), og som de fleste på Nordbornholm har et meget tæt forhold til, skiftede i foråret 2022 ejer. Det har givet det legendariske hotel et helt nyt liv. Hele hotellet er renoveret, men alt er holdt i den gamle stil. Alle værelser er enten vendt mod byen (vandet) eller deres hyggelige gåhave.
Kom tættere på Jantzens Hotel i vores samtale med Lars Funding, som er medejer af hotellet. Det kan du læse her.
Nordlandet
Hotel Nordlandet vinder både på stemning og placering. På en flot bakketop, lidt udenfor Allinge, men helt nede ved vandet, står det smukkeste hotel. Her er kræset for alle detaljer. Stilen er typisk skandinavisk og minimalistisk, men stadig meget hjemligt og hyggeligt (… godt hjulpet af den storslåede udsigt over Østersøen). Du bliver heller ikke skuffet, når du skal i deres restaurant. Fra morgen til aften kan du spise de lækre, lokalproducerede råvarer. På de store værelser/lejligheder er der også et køkken, så du selv kan lave mad. Det vakte en del opsigt (og ramaskrig), da Hotel Nordlandet startede i 2015. Det var netop et af Bornholms ældste hoteller, som de lavede totalt om (Hotel Romantik). Kritikerne blev dog hurtigt stumme, og i dag er det et populært hotel.