Samtale med Pia Kirkeskov Andersen, Re-Founder af August Sandgren.
Hvorfor skulle man dog droppe et højprofileret og godt betalt job i London hos McKinsey? Det svar kan danske Pia Kirkeskov Andersen give. Hun valgte den sikre løncheck fra og gik på eventyr. Eventyret blev en genstart af brandet August Sandgren, opkaldt efter den ikoniske bogbinder af samme navn. Pia Kirkeskov Andersen vil sætte sig på kategorien “eksklusiv opbevaring” med de håndlavede luksusæsker som flagskibet.
I dag kan du møde Pia Kirkeskov Andersen i ugens creator-samtale på dontt.dk.
August Sandgren A/S er en designvirksomhed, der producerer og sælger luksusæsker i flere størrelser. Den er gen-stiftet af Pia Kirkeskov Andersen, som er tidligere McKinsey konsulent. Virksomheden har købt (navne)rettighederne til den danske designer og bogbinder August Sandgren (1893-1934). Ambitionen er at bygge et moderne internationalt designfirma med kernefokus på opbevaring.
"Jeg er meget varsom med at blive fanget i et “bør”
Lad os bare gå direkte ind i det. Du var godt i gang med en flot karriere hos McKinsey. Hvorfor skulle du så pludselig være iværksætter?
”Det er jo nok fordi ”en flot karriere” ikke motiverer mig, jeg er heller ikke sikker på at den gør mig interessant som menneske og ultimativt gør mig lykkelig. Jeg synes det er lang mere interessant at udforske forskellige unikke og dannende livsforløb, der alle kan ligge i det samme liv, hvis man tør bryde med ”bør” og tage nogle chancer drevet af passion. Jeg elskede min tid hos McKinsey, men det var ikke min passion. Og, hvad gør man så? Bider man tænderne sammen og bliver som man ”bør” ved tanken om den livsstil man kan opnå, eller springer man ud på dybt vand for at tjekke værdien af ens passion og samtidig blive et eventyr rigere?”
Tror du, at det har stået i “stjernerne”, at du en dag skulle blive iværksætter?
“Det tror jeg bestemt ikke, nej. Jeg bliver let begejstret, og det blev jeg for August Sandgren og visionen om at skabe et eksklusivt opbevaringsbrand. Når det er sagt, så tror jeg altid det har ligget i kortene, at jeg skulle arbejde i en designvirksomhed.”
Hvorfor skulle det så være en genstart af et gammelt brand?
“Først og fremmest opdagede jeg et behov indenfor eksklusiv opbevaring. Det er ligemeget, hvor du bor, så har du altid et behov for opbevaring. Jeg kan selv være et rodehoved, men elsker at fremstå, som om jeg ikke er i mit hjem. Jeg vil gerne have, at der er godt styr på det i det mindste. Det kan gode opbevaringsmuligheder hjælpe dig med.
Samtidig har jeg enorm stor respekt for historien – for vores kulturarv og det gedigne håndværk. Så på den måde gav det ret god mening, fandt vi ud af.
Vi lavede et intenst researcharbejde. Vi ville gerne kende “æskens” historie. Her stødte vi på de gamle bogbindere i Danmark og især på August Sandgren, som endte med at blive ansigtet på vores virksomhed. Det blev han til dels på grund af, at han var dygtig. Men hans personlighed spillede også ind. Han gjorde sig altid umage, han samarbejdede på tværs af faggrupper, han var nysgerrig og var en af de få, der dengang rejste rundt i Europa for at lære fra de bedste og dermed blive bedre til sit arbejde.”
”
"Men generelt bliver jeg inspireret af folk, som har gjort sig umage. Nogle gange må ting godt tage tid.”
Kan du ikke give os et helikopteroverblik over virksomheden i dag?
“Jo, klart. Vi har fundet vores model efter en svær start, hvor corona og andre verdenskriser ikke har hjulpet. Men vi har fordoblet vores omsætning sidste årog det er vi på rette vej til at gøre igen i år. Det er blandt andet sket på grund af, at vi har fået udlandet med. 40% af vores omsætning er udenfor Danmark. Vi sælger til i alt 25 lande. Vi bliver bedre og bedre til vores e-commerce, som vi har haft et stort fokus på. I år handler det meget om at vokse på retail i udlandet. Vi bliver godt modtaget, så det er jeg virkelig spændt på.
Vi går godt ind i tiden med færre, men bedre produkter. Vi har aldrig reklamationer og holdbarheden er “uendelig”. Vi producerer i Europa af de fineste rester fra ekslusive møbler. Det må da være noget af det mest bæredygtige.”
"Så det første jeg gør er at give dem et stort kys, og min 9-årige søn kommer derefter med en kop kaffe."
Hvor skal I især udvikle jer de næste 3 år?
“Det står jo nok klart nu at vi skal etablere os som en international spiller indenfor eksklusiv opbevaring. Jeg fik imidlertid engang et godt råd fra Michael Halbye. Han sagde “hurry slowly”. Der er så mange ting vi gerne vil, og selvom det skal gå hurtigt, så skal det gøres ordentligt og det skal gøres når tiden er moden til det. Så det vigtigste bliver at holde et stærkt fokus på de ting som kan vækste forretningen og som tiden er moden til. Men som jeg sagde før, så skal vi have mere gang i vores retail. Det skal være en større del af forretningen. Vi ved, hvor vigtigt det digitale er, så der skal vi samtidig blive ved med at gøre det godt … og være nysgerrige.”
Du bor selv i London. Hvordan ser din hverdag ud?
“Jeg rejser en del. Jeg har i hvert fald 1-2 rejsedage om ugen. Det kan være til vores team i København, produktionen i Portugal eller ud til vores nuværende og mulige samarbejdspartnere rundt omkring. P.t. har vi et stort fokus på Tyskland.
Men ellers er jeg, som du siger, i London, hvor jeg bor med min mand og 2 børn. Når de er kommet godt afsted, sætter jeg mig på hjemmekontoret. Det fungerer rigtig fint. Jeg har nemt ved at holde fokus. Det er ikke for sjov, at man har været 15 år i McKinsey. “Get things done” …… efterfulgt af et stort, men bestemt smil.”
Hvem/hvad bliver du inspireret af?
“Jeg kan blive inspireret og motiveret af mange ting. Det kan være alt fra en funktionel Ikea løsning, eller et barn nede i skolen med et overraskende perspektiv. Jeg er inspireret af Hermes indenfor stort set alle discipliner og af de danske møbeldesignere som Finn Juhl, Fredericia Furniture og Carl Hansen for at nævne nogle.
Jeg har svært ved at nævne personer. Det kan skifte og hvorfor nævne en, når jeg kunne nævne ti. Men generelt bliver jeg inspireret af folk, som har gjort sig umage. Nogle gange må ting godt tage tid.”
Hvordan ser dit medieforbrug ud?
“Jeg læser The Telegraph, The Guardian og Berlingske. De medier browser jeg rundt i dagligt. Hvis jeg skal nævne nogle trendblade, så er det Wallpaper, Dezeen og af de danske blade er det RUM.
Jeg bruger også en del tid på Instagram, som er vores vigtigste sociale platform.”
Hvad er det første, du gør om morgenen?
“Jeg er simpelthen så heldig, at det er mine børn, der vækker mig! Så det første jeg gør er at give dem et stort kys, og min 9-årige søn kommer derefter med en kop kaffe. Det er ret sødt. Det håber jeg, at han bliver ved med lang tid endnu”.
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.