I dette afsnit af “MIN VEJ” skal vi møde Anne Sofie Banke, som i dag er PR & Marketingchef for Trendsales og Tradono. Men hvordan er hun endt præcis i denne stol og flotte stilling? Det fortæller hun her i denne måneds “MIN VEJ”

Vi giver ordet til Anne Sofie Banke:

Starten:

Jeg blev født 1989 i Charlottenlund, men flyttede som 9-årig med min familie til Nyborg på Fyn. Jeg må nok indrømme, at jeg vil identificere mig mest med at være Fynbo, selvom jeg bor i København på mit 11. år. Jeg blev født ind i en familie, hvor iværksættergenet levede hos både morfar/mormor og farfar, og hvor mor og far ejede virksomhed. Om det er miljø eller arv ved jeg ikke, men min families “skabertrang” ligger dybt i mig.

Skole og uddannelse:
1995-2007: Folkeskole og Nyborg Gymnasium
Da jeg startede i skole var jeg den meeeget skoleklare type, så da jeg havde lavet tilpas nok ekstrahæfter på skolens bibliotek, besluttede mine lærere, at jeg skulle springe en klasse over. Jeg husker tydeligt, at jeg pludselig skulle lære at gange og dividere, så jeg kunne komme på niveau med de nye klassekammerater. Det satte min mor sig ihærdigt for at lære mig. Hun lavede et system, hvor vi gik i teateret eller Tivoli eller noget andet sjovt, når jeg havde lavet et bestemt antal regnestykker. Om man vil kalde det gamification eller tiger mom-regime ved jeg ikke, men jeg lærte i hvert fald at gange og dividere, og det skal min mor have æren for.
I gymnasiet var jeg stadig ret “skoleklar”, men energien blev kanaliseret lidt over i andre ting. I min blå bog skrev mine klassekammerater, at mit motto måtte være “Sign me up”, fordi jeg altid var med til at producere alt hvad der kunne kravle og gå af arrangementer, forestillinger, udvalg og ture. Jeg var forlegen over det dengang, men nu har jeg vist bare erkendt, at jeg er og bliver en “sign-me-up’er”.

2008-2013:
HA(kom.) og Cand.Merc Strategic Market Creation på CBS og London Metropolitan University
Efter det obligatoriske sabbatår med rejse i Asien, begyndte jeg på min bachelor i kommunikation og erhvervsøkonomi på CBS og London Metropolitan University. Jeg husker, at jeg var lidt i tvivl om, om jeg ville læse noget mere kreativt, fordi jeg dengang gerne ville lave noget “med reklamer”, men jeg er glad for, at jeg valgte en mere forretningsorienteret vej.
Da jeg startede på min kandidat, en cand.merc. i Strategic Market Creation, fandt jeg min hylde, hvis man tror på at der findes sådan én. Jeg slugte vores ‘bibler’ ‘Business Model Generation’ og ‘Blue Ocean Strategy’ råt og var vild med iværksætterfokuset. Jeg skrev mit det meget af mit speciale i Chamonix, hvor jeg fik indhentet min drøm om at være skibums, som jeg aldrig havde fået udlevet før studietiden. Af samme grund tog det mig hele 9 måneder at skrive det speciale…

Navn: Anne Sofie Banke
Job: Head of Marketing & PR, Tradono og Trendsales
Alder: 29 år

Karriere:

2009-2010: Project Coordinator, RelationsPeople/PeopleGroup

Mit første job var hos PR-bureauet RelationsPeople. Her hjalp jeg med research og med at “sælge” pressehistorier ind til journalisterne. Jeg havde det utrolig sjovt med at arbejde der, men jeg fandt også ud af, at jeg godt kan lide at kæmpe for en virksomhed og ikke lave et afgrænset stykke arbejde for en kunde, som man ikke på samme måde brænder for, som hvis man er “på kundesiden”, som man vel ville sige i bureau-lingo. 

2011-2013: Student assistant i Business Management for Watches, Georg Jensen

Jeg søgte lidt i en anden retning end det meget kommunikationstunge efter RelationsPeople. Derfor endte det med at være i Business Management og Product Management for ur-kategorien i Georg Jensen. Pludselig var jeg begravet i excel, og det trivedes jeg med, fordi det var som værktøj til at styre ‘product lifecycles’ for produkterne og ud fra det udvikle sortimentet i den rigtige retning. Jeg mærkede for første gang hvor simpelt tilfredsstillende det var at se salgstal stige, efter man havde været med til at ændre på nogle ting. 

2013-2015: Product Manager, Sennheiser Communications

Mit første “voksenjob” var i Sennheiser Communications, der blandt andet laver headsets. Jobbet var det første jeg søgte efter specialet, og så fik jeg det. Jeg nåede nærmest ikke at tænke over, om det mon var det rigtige for mig. Jeg begyndte to uger efter jeg havde forsvaret specialet, og det var noget af et antiklimaks fra studiet. Jeg havde glædet mig til at komme ud i den virkelige verden på fuldtid, at nu skulle der endelig den fart på. Men det gik faktisk bare lidt langsomt for min smag, ude ‘i den virkelige verden’. Product Management tiltalte mig ekstremt meget, fordi halvdelen af disciplinen handlede om at analysere behovene i markedet, forbrugeradfærden, konkurrenterne. Hvor kunne vi placere os med vores produkter? Hvilke tendenser skulle de populært sagt ‘tappe ind i’, og hvilke teknologier ville være fremtidsholdbare? På trods af de spændende aspekter i jobbet, blev jeg en smule frustreret over tysk struktur, projektledelsesmani og bureaukrati. Efter to år blev jeg lidt for utålmodig, så jeg endte faktisk med at sige op uden at have noget andet på hånden. 

Mens jeg stadig arbejdede i Sennheiser, blev jeg frivillig i det der hedder Creative Mornings, som afholder månedlige talks om forskellige emner. Det var en måde for mig at få stillet mit behov for at få lidt andre impulser. Det var noget af det sjoveste, jeg har været med til, og jeg fik et helt nyt netværk i en ny branche – og så fik jeg nogle virkelig gode venner. 

 2016-2017: PR & Brand Manager, Tradono

Da jeg havde sagt op i Sennheiser kom jeg i kontakt med Mads, som er co-founder og CEO i Tradono. Han spurgte, hvad jeg mon havde lyst til at lave i Tradono, og det var jeg ikke helt sikker på – jeg vidste bare, at jeg gerne ville være med på rejsen for Tradono, som blev startet et års tid før jeg kom til. Det endte med at være PR og kommunikation jeg startede med.

På Tradono oplevede jeg en “alle mand ombord”-stemning, som jeg blev helt betaget af, og som jeg håber vi altid vil have, selvom vi vokser. Det giver en enorm energi til teamet, at alle giver en hånd med – om det så er CEO’en, der sætter neonskiltet i gangen op på væggen, eller en co-founder der bestiller ugens nemlig.com-bestilling. Alle er lidt blæksprutter i et startup, og det giver et enormt sammenhold.

2017- nu: Head of Marketing & PR, Tradono og Trendsales

Efter et års tid blev mit ansvarsområde på Tradono større, og jeg fik hjælp af et team af 5-6 studerende, som var et fantastisk setup, fordi energien var – og er – så høj. Vi producerer stort set alt selv, og jeg går meget op i, at vi kører alt marketing inhouse. Det er efter min mening klart mest effektivt, at vi selv har kompetencerne, og at vi ikke er afhængige af dyre bureauer. Man kommer utroligt langt med en ihærdig og dygtig studentermedhjælper med “I’ll google-it”-attitude. 

I slutningen af 2017 fusionerede vi med vores konkurrent Trendsales, og det har været det største fokus siden, og vi har netop rebrandet Tradono. Jeg føler stadig, at startup-ånden lever i virksomheden, og det trives jeg også bedst i. Jeg tror, at de fleste der har prøvet at arbejde i et startup kan nikke genkendende til at blive afhængige af frihed, fest og flade strukturer… Og så selvfølgelig den kampgejst, som hersker.

Fremtiden:

I fremtiden skal vi gøre Tradono/Trendsales endnu større end nu, og der er en masse spændende projekter på bedding. For mit eget vedkommende er jeg med så længe det stadig er meningsfyldt og sjovt, og det vil det være i mange år endnu, er jeg overbevist om. På et eller andet tidspunkt langt ude i fremtiden kunne jeg dog tænke mig selv at starte noget fra scratch… Men nu skal vi lige erobre verden med Trendsales og Tradono først.