Peter Falktoft: Jeg håber, at Caroline Fleming læser Dontt.

Vi møder Peter Falktoft en rolig eftermiddag på Frederiksberg. Peter kommer direkte fra træning, men som altid i godt humør og i mødekommende.  

Vi begynder hurtigt at snakke om det nye merchandise, som han netop har lanceret sammen med sin faste makker Esben Bjerre. ( Se det her )
Det har uden tvivl været vigtigt for Peter at gøre sig umage med den nye serie.

Han forklarer:
“Først og fremmest, så bestemmer man jo selv, hvilken æstetik man lægger ned over sig selv, sin forretning eller sin selvvurdering. Men det eneste sted folk snart gør sig umage er, når de skal vælge filter på Instagram. Det burde de måske påføre resten af deres hverdag også. Men altså, når jeg laver noget merchandise, og gør mig umage med det – så skal jeg da også hænge inde ved siden af de vildeste mærker i byens bedste butik, hvor jeg selv kunne finde på at købe tøj. Det er det største skifte indenfor merchandise. Hvorfor lave noget bras? Logo på “fruit of the loom” t-shirt? 

Jeg ser baronessetrusser i Føtex? Tror du selv på, at baronessen køber sit undertøj i Føtex? Skud ud til Caroline Fleming. Jeg håber, at hun læser Dontt. Jeg har aldrig mødt hende, men jeg elsker hende. Men hvorfor fuck gider du sælge trusser i Føtex? Sådan er det i Danmark. Det bør ikke altid handle om, hvor meget luft der kan komme i ballonen. Gør jer da umage. 

Det eneste sted folk snart gør sig umage er, når de skal vælge filter på Instagram....

MOD. Modet til at gå dine egne vegne. Hvor kommer det fra?
Man skal huske, hvor man kommer fra. Jeg er opvokset som den fattige i en rig forstad til Aarhus. Jeg har gået på 4 folkeskoler, en specialklasse og er blevet erklæret ordblind. Vi har ikke et familienavn, og er ikke nogen, som arver noget, andet end lidt gæld og tvivlsomt sølvtøj. Jeg har haft en bramfri opvækst, og altid været vant til at sige, hvad jeg mener. I min familie har vi altid sagt: Klar tale giver fjender, men endnu bedre venner. Det er dejligt nemt at være mig, når man ved, uden for diskussion, at det ikke er mig, den er galt med, men alle andre. Det er jo dejligt.

Men jeg har også altid arbejdet hårdt.
På DR griber du chancen. Du får den ikke. Sådan er det i hierarkiske virksomheder. Vi lagde arbejdet i det allerede som praktikanter. DR skal være taknemmelige for, at jeg søgte praktik ved dem. Hvis jeg ikke gjorde det for DR, så havde jeg gjort det et andet sted. Min eneste mål i DR var at lave en epoke i dansk radio. Det blev indfriet på 2 år.

Jeg kunne godt være blevet på DR. Jeg var jo den bedste! Det havde de fleste sikkert gjort.

Det hedder også at lave en “Seebach”. Du ved; at fortsætte med at brumme lidt tomme kalorier ud på et uskyldigt beat. Sådan har det aldrig været for mig. 

Min største bekymring, da jeg gik på journalisthøjskolen, var, at den danske befolkning ikke skulle opleve mig. Det ville være virkelig synd for dem. Jeg ved godt, hvordan det ser ud på skrift, men det var sådan, jeg oprigtigt havde det. Det er svaret på dit spørgsmål!

Læs 2 del af snakken på torsdag d. 8 nov. her på dontt.dk