Alt for mange sover ikke godt nok. Henvisningerne for søvnsygdomme stiger i Danmark, og flere end nogensinde oplever, hvor frustrerende det kan være at starte dagen efter en dårlig nattesøvn. Det er noget, man bør tage dybt alvorligt. Vi optimerer og tracker stort set alt, hvad vi laver, men hvad gør du egentlig for din søvn?
I København har iværksætterne Kristian Larsen, Mads Paaskesen og Haris Skrijelj sat sig for at gøre noget ved problemet. De har lavet virksomheden Anew Sleep, hvor de har udviklet en tyngdedyne, som er blandt de bedste på markedet, men endnu vigtigere; de har fået dynen ned i en pris, hvor alle kan være med. Tidligere kostede dynen langt over 10.000 kr.
Men de drømmer om langt mere end gode dyner. De vil skabe et søvnunivers, og gøre det lettere for folk at tage deres søvn alvorligt. I dag kan du møde Kristian Larsen, Mads Paaskesen og Haris Skrijelj i en creator-samtale på dontt.dk.
Kristian Larsen og Mads Paaskesen stiftede det succesfulde marketingbureau PL&Partners sammen. Sidste år gik de ud af den daglige drift, men sidder stadig i bestyrelsen.
Haris Skrijelj kommer fra konsulentbranchen og kom fra Boston Consulting Group.
Hveranden dansker oplever søvnproblemer..
Hvordan opstod ideen?
Kristian:
“Ideen er todelt. Jeg stødte allerede på tyngdedyner for 12 år siden. Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg døjede med søvnbesvær. Jeg vågnede hver anden time, og kunne mærke på mig selv, hvad en dårlig søvn har af konsekvenser. Så af natur blev jeg nysgerrig på, hvilke ting man kunne gøre for at få en bedre søvn. Her stødte jeg som sagt på de første tyngde-kugledyner, som flere anbefalede. Men de kostede jo 10-12.000 kr., som jeg husker det. Pga. prisen kom jeg hurtigt fra det, og jeg gjorde nogle andre ting, som hjalp med mine problemer. Men som iværksætter har du nok altid et åbent øje. Så efter vi trak os fra den daglige drift i PL&Partners, blev det åbne øje nok større og større. For at gøre en lang historie kort “poppede” ideen om tyngdedyner op igen. Primært fordi jeg fandt ud af at produktionsmetoderne var blevet langt bedre nu. Det betød både, at kvaliteten var bedre, men også at man nu kunne sælge dem langt billigere. Der så jeg klart en mulighed for et nyt projekt for os. Både timing og mission var der ligesom sat hak ved.”
Kendte I andre til tyngdedyner:
Mads:
“Det gjorde jeg faktisk. En af mine bekendte har angst, og hun havde fortalt om den dyne, og at den virkelig hjælper hende. Hun havde fået tilskud til den igennem psykiatrien. Så jeg var egentligt også bevidst om, at det her kunne være en god mulighed for at gøre den mere tilgængelig. Så vi endte med at købe en dyne hver, både for ligesom at drage vores egne konklusioner, men også for at researche markedet igennem selv. Som iværksætter har jeg virkelig haft mange hårde og pressede perioder, som faktisk kulminerede i 2019, hvor jeg gik ned med stress. Kristian har også været nede med stress tidligere, og derfor havde vi begge to mærket konsekvenserne af at være stressede og føle os utilstrækkelige. Derfor giver det så god mening for mig at være med til at lave en platform, hvor vi kan hjælpe andre. Det stod soleklart, at problemet starter med søvnen. Det er så vildt og skræmmende på en gang, når man hører forskellige analyser, der fortæller, at hveranden dansker oplever søvnproblemer på et tidspunkt i sit liv.”
"Men som iværksætter har du nok altid et åbent øje.."
Haris:
“Jeg kendte ikke så meget til produktet, da jeg talte med Mads og Kristian om det første gang. Men problemstillingerne kunne jeg jo selv nikke genkendende til både for mig selv og min omgangskreds. Derfor var det også vigtigt for mig, at Anew Sleep ikke kun handler om tyngdedyner. Selvfølgelig skal vi have de bedste dyner på markedet til den bedst mulige pris, men selve det at dykke ned i alt, hvad der vedrører søvn, skal være overliggeren. Vi gør så mange ting for at forbedre vores livskvalitet, men alt for mange undervurderer eller gør ikke noget for, at de får den optimale søvn. Det var nøglen for mig. Jeg skulle ikke være en del af et projekt, hvor det kun handlede om at sælge en masse produkter.”
Nu er det ikke nogen hemmelighed, at Mads og Kristian har kendt hinanden i lang tid og bygget en flot forretning op sammen tidligere. Hvordan var det at komme ind i det “ægteskab”?
Haris med et stort smil:
“Man er totalt 3. hjul. Haha.. ej, det har ikke været noget problem. Jeg tror faktisk, at det har været meget sundt for dem. Vi havde nogle gode snakke, inden vi startede virksomheden op, så jeg har ikke følt mig udenfor, eller at jeg skulle bevise noget. Vi har faktisk mange fælles bekendte, så helt nye var de heller ikke for mig.”
Kristian og Mads. Da I stod for den daglige drift i PL&Partners, havde I ansvaret for mange unge ansatte. Har I som ledere selv taget et ansvar overfor dem?
Mads:
“Som leder er det ret nemt at spotte om din medarbejder har sovet godt. Det kan jo mærkes allerede fra om morgenen, på humøret og i produktiviteten. Men jeg tror også på frihed under ansvar. Så jeg tror, at som leder handler det mere om at skabe de rigtige rammer end direkte at hjælpe specifikt med søvn. Derfor er det også vigtigt, at en virksomhed som Anew Sleep henvender sig til alle og bliver den platform, der inspirerer til den optimale søvn, som Haris var inde på.”
Humøret var højt, da dontt.dk kiggede forbi Anew Sleeps kontor i midten af København.
Fra venstre: Kristian, Mads og Haris.
Søvnunivers til hele Europa?
Hvad er ambitionerne med Anew Sleep?
Haris:
“Først og fremmest drømmer vi om at forbedre “din” nattesøvn. Vi skal bygge et søvnunivers. Det vil altid være det overordnede for os. Nu starter vi super specifikt med dynerne, men hvis vi kigger et par år frem, så skal vi have etableret os i Danmark. Folk skal kende os, som dem der går op i søvn og har nogle interessante produkter. Vi skal turde kaste os ud i nogle nye ting, og derfor kommer vi også til at lancere andre søvnrelaterede produkter i den omtalte periode.”
Men hvis vi skal gøre det lidt mere konkret. Hvor er I om 3 år?
Kristian:
“Problemet er bestemt ikke mindre ude i “den store verden”. Så ambitionerne er at lave et søvnunivers, som kan skaleres i hele Europa. Den proces er allerede sat i gang, men vores tilgang er nok lidt omvendt. Vi har ikke en landeplan, men der er nogle ting, vi kan sammenligne med. Blandt andet Tyskland bruger en lignende størrelse i deres dyner og hovedpuder, så det er et muligt sted at starte. Vores tilgang bliver nok fokuseret på: 1) Hvor kan vi se en lav “barrier of entrance”? 2) Hvor kan vi opnå en konkurrencemæssig fordel med vores brand? 3) Hvor stor er konkurrencen, og hvor dygtige er konkurrenterne digitalt?”
Mads:
“Men selvfølgelig har vi som ansvarlig virksomhed en række konkrete forretningsmæssige mål. Vi er live på 5+ markeder i Europa. Vi skal have udvidet vores sortiment af produkter og tjenester, som hjælper folk til en bedre søvn. Vi er allerede igang, men om 3 år bør vi have 5+ produktkategorier med flere produkter i hver, som i et bredere perspektiv hjælper mennesker om og med deres søvn. Måske også digitale tjenester. Og så skal vi have et mindre, men stærkt team og en fed kultur i virksomheden.”
Hvem er I selv inspireret af?
Kristian:
“Jeg har aldrig rigtig haft et idol som sådan. Men da jeg startede som iværksætter, var jeg helt opslugt af Martin Thorborg. Jeg så alle hans 500 videoer på YouTube på et par uger. Efter at have set dem havde jeg en følelse af, at jeg var klar til at være iværksætter. Det var jeg nok ikke, men det gjorde mig nysgerrig og gav mig i hvertfald lysten til at kaste mig selv ud på dybt vand. Nu er jeg ikke bleg for at høre på mange forskellige holdninger, og jeg er generelt meget åben. Jeg får ondt i maven af stilstand, så jeg opsøger af natur udvikling.”
Mads:
“Der er virkelig mange. Jeg tror også, at jeg får min inspiration fra min omverden og mennesker, jeg møder. Hvis jeg skal nævne noget specifikt, så kunne det være platformen Lenus. De har i den grad formået at lave et univers for deres kunder.”
Haris:
“Da jeg var hos BCG (Boston Consulting Group) fandt jeg altid en rollemodel, hvor jeg kunne se mig selv i fremtiden. Der var hele tiden noget at stile efter. Det er jo lidt anderledes nu i en lille iværksættervirksomhed. Men vi har virkelig mange fede e-commerce virksomheder i Danmark, så dem finder jeg nok en del inspiration i pt. Det kunne f.eks. være Hairlust og Barentshirt, hvis jeg skal nævne et par. Men der er virkelig mange.”
Mere Anew Sleep?
dontt.dk vil følge Anew Sleep og udviklingen i at lave et søvnunivers.
Et undervurderet område, som egentligt er grundstenen i at kunne fungere både privat og professionelt.
I december måned vil “drengene” fra Anew Sleep fortælle mere om deres produkter.
Tilmeld gratis
Continued….
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration.