Amazon indtager stille, men sikkert, Norden, og danske virksomheder har længe rystet i bukserne over, hvornår giganten kommer til Danmark. Hvad skal de små webshops gøre, når giganten kommer? Det har den lille webshop, Springstorie, på Frederiksberg et bud på.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Christina Elkorn. Billederne er taget af Søren Bidstrup.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

I en lille kælder på Frederiksberg er der stablet papkasser med trøjer, bukser, kopper og hårspænder fra gulv til loft.

Ét område er helt ryddeligt. Her står et stort spejl, hvor Anne Bertram, som ejer webshoppen Springstorie, bruger meget af sin tid.

Via spejlet giver 31-årige Anne Bertram sine kvindelige kunder på Instagram fornemmelsen af at træde ind i en tøjbutik. Med sin iPhone i hånden viser hun varerne frem. Hun forklarer, hvordan den nye cardigan føles, prøver nye styles med en gammel blazer fra sit eget skab eller viser, hvordan en kjole kan bruges til både hverdag og fest.

Springstorie er en af de danske webshops, som skal være klar til kamp, når »kill them all«-maskinen braser ind i Danmark med det sorte bælte i nethandel. Men spørger man Emil Stamp, managing director og partner i Boston Consulting Group (BCG), er Springstorie en af dem, som kan overleve, når den amerikanske mastodont Amazon, med en markedsværdi på mere end 10.400 milliarder kroner, slår sig ned i Danmark.

Emil Stamp står i spidsen for en ny rapport om Amazons indtræden i Danmark og Norden.

»Jeg ville frygte dem, hvis jeg ikke kan tilbyde forbrugeren noget, der ikke blot kan erstattes af Amazon. Man skal kunne tilbyde kunderne noget ud over det, som Amazon gør i dag,« forklarer han.

I 2018 anslog BCG, at nethandelsplatformen ville komme til at sidde på op mod 20 procent af den nordiske e-handel. I slutningen af oktober 2020 slog Amazon dørene op i Sverige, hvor der allerede er over 150 millioner varer tilgængelige for den svenske forbruger.

I den seneste rapport anslår konsulentvirksomheden BCG dog, at Amazon kun vil komme til at sidde på fem-ti procent, blandt andet fordi coronavirus har fået mange nethandler til at investere i både en bedre kundeoplevelse og hurtig levering.

»Men Amazon vil stadig blive langt den største aktør inden for nethandel i Danmark,« fastslår Emil Stamp.

Skil dig ud

Herhjemme sidder Amazon allerede på 1,4 procent af nethandlen, selvom platformen endnu ikke har markedsført sig i Danmark, og selvom danskernes handel kører gennem Amazons tyske hjemmeside.

I Tyskland og USA sidder Amazon på mere end halvdelen af internethandlen, og deres loyalitetsprogram, prime, fastholder kunderne på platformen. Det er endnu ikke muligt at få et prime-medlemskab i Sverige, selvom det fastslås som Amazons afgørende konkurrencefordel.

For bare 60 kroner om måneden får medlemmerne i USA gratis fragt på varer og hurtig levering. Nogle steder inden for en time. Samtidig kan de høre musik, se film og serier på Amazon Prime i stedet for på Spotify og Netflix.

Derfor bliver det vigtigt for danske detailhandler at tilbyde mere end bare en vareplatform, vurderer Emil Stamp. Amazon tilbyder over 150 millioner varer på platformen, stærke priser og det omtalte medlemskab.

Så hvad gør en lille dansk webshop med en omsætning på 2,6 millioner i 2020 uden hurtig levering, kæmpe udvalg eller lave priser?

Hun guider kunderne, holder fokus på gode mærker, satser på at bidrage til velgørenhed frem for at holde udsalg og fortæller sin personlige historie.

For Anne Bertram, som ejer Springstorie, er der meget at fortælle. Det bliver fortalt med en hæs stemme, fordi hun i 2019 fik konstateret kræft i halsen. Hun havde lige født en lille søn, Kalle, og et par måneder senere blev hun afskediget som kørende sælger, fordi mærket skulle lukke ned.

Fem dage efter at hun blev erklæret syg, sagde hun til sin kæreste, at hun ville gøre noget, hun altid har drømt om, når hun blev rask. Derfor åbnede hun webshoppen 31. januar sidste år, og nu drømmer hun om en vækst på 15-20 procent om måneden og om at ende med at omsætte for fire millioner i 2021. Drømme har hun mange af, og hun føler, at mange vil tænke, at hun er lidt naiv. Men efter at hun fik konstateret ekstrem angst efter sit kræftforløb og senere en depression, som hun er i både medicinsk og terapeutisk behandling for i dag, er der ikke noget, der kan stoppe hende.

Sendte mail til Jesper Buch

Den personlige historie kender hendes 21,6 tusinde følgere på Instagram, og hun kan sætte navn på mange af sine faste kunder: Sigga, Mie, Sandra og Emilie med datteren Lily.

Selvom Springstorie fik en god start under coronakrisen, vendte det pludseligt i sommeren 2020, da mange fysiske butikker åbnede igen.

»Det ramte bare så hårdt for mig. Juni, juli, august og september var forfærdelige. Og jeg havde så ondt i min mave, at jeg faktisk endte med at sende en e-mail til Jesper Buch, ligesom jeg tænker, at 100.000 andre har gjort. Han har ikke svaret,« griner hun.

E-mailen til iværksætteren og investoren Jesper Buch blev sendt, fordi Anne Bertram ikke har en opsparing. Hun fik 100.000 kroner i erstatning, da hun blev ramt af kræft, men de blev brugt på at udbetale et forbrugslån og at opstarte webshoppen. Hun drømmer om at få en investor ombord, fordi hun vil åbne et showroom, så hun ikke behøver at invitere kunderne ned i den lille kælder på Frederiksberg i fremtiden.

De store internethandelsspillere lader Anne Bertram sig ikke skræmme af, fordi »Springstorie er så meget andet«.

»Det er kun op til os selv at få det til at gå. Vi har haft et samarbejde med Børnecancerfonden, hvor vi har samlet 100.000 kroner ind på fire dage. Vi har lige nu et fokus på en dreng ved navn Konrad, som skal have en meget stor behandling på sygehuset i udlandet. Hvis man køber vores stofnet, får han 60 ud af 100 kroner. Da Danmark lukkede ned igen, gav vi 60 kroner til BørneTelefonen, fordi det var der ekstra brug for lige der, fordi flere børn blev sendt hjem,« siger hun.

Selvom Springstorie kan meget af det, Amazon ikke kan, skal man stadig huske på, hvor stor en aktør Amazon er, mener Emil Stamp.

»Jeg tror, man vil fortsætte med at se en tendens til at fokusere på bæredygtighed og at støtte de lokale. Det er en stor del af forbrugernes mindset, som i høj grad er til stede i både Danmark og Sverige. Men vi har samtidig set igen og igen, at danskerne er hurtige til at adoptere amerikanske platforme,« fastslår han.