🇪🇺 For our global audience, here’s the English version. Click here.
Kongens Nytorv får snart en ny nabo i den absolutte luksusklasse.
Danske Banks tidligere hovedsæde, en af de mest ikoniske bygninger i det indre København, er på vej til at blive forvandlet til et hotel i den internationale topkategori.
Det bliver den canadiske hotelkæde Four Seasons, der får adressen, og dermed er scenen sat for et af de mest ambitiøse hotelprojekter i Danmark til dato.
"Den samlede investering i hele området overstiger fire milliarder kroner"


Overblik over området, som Thylander gruppen er i fuld gang med at udvikle
Selvom banken solgte ejendommen tilbage i 2016, stod flere af aktiviteterne først helt ude af bygningen mange år senere, da det nye hovedsæde i Postbyen endeligt tog over i 2024. Nu er næste kapitel så ved at blive skrevet, denne gang med hotel, butikker og kontorer i stedet for bankdrift.
I denne uge blev der sat en afgørende underskrift på lejeaftalen mellem Four Seasons og ejerkredsen bag projektet, som består af Thylander A/S i partnerskab med KanAm Grund Group på vegne af en tysk pensionskasse.
Planen er at omdanne den historiske ejendom til et hotel med mere end 100 værelser fordelt over cirka 22.000 kvadratmeter. Samtidig bliver projektet en del af en større samlet udvikling, hvor området mellem Kongens Nytorv og Christiansborg skal løftes til et nyt eksklusivt bykvarter.
Den samlede investering i hele området overstiger fire milliarder kroner, mens selve hotelprojektet alene forventes at løbe op i mere end én milliard kroner. Ambitionen er et kvarter, hvor hotel, erhverv og detail smelter sammen i en mere international og oplevelsesdrevet bymidte, med stor respekt for den københavnske historie.
Projektet forventes at stå færdigt i 2028.
"Vi er meget begejstrede for at byde Four Seasons velkommen"
For Thylander er transformationen også et spørgsmål om at arbejde med historien frem for imod den.
Som Bjarke Mikkelsen, CEO og partner i Thylander, formulerer det:
“I mere end 400 år har området omkring Laksegade været præget af dem, der boede og arbejdede her. Først søfolkene, derefter købmandsstanden og i de seneste 150 år finansverdenen. Nu begynder et fjerde kapitel med udviklingen af en levende ny bydel i København.
Vi er meget begejstrede for at byde Four Seasons velkommen som en central del af denne transformation. Det er en stor ære for os at respektere arven i dette enestående område, samtidig med at vi skaber et nyt kapitel, der både er relevant og langtidsholdbart for københavnere og besøgende.”
Med Four Seasons som drivkraft får København dermed ikke bare et nyt luksushotel, men også et tydeligt signal om, at byen fortsat bevæger sig ind i den absolutte topklasse på den internationale hotelscene.

Bjarke Mikkelsen, CEO, Thylander Gruppen
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


