De fleste danskere har et forhold til Ekstra Bladet.

I gamle dage var det “forside-baskeren” i kiosken – og stadig i dag er det de store overskrifter og breaking-bjælkerne, der aldrig hvisker, når de kan råbe.

Nu har avisen fra Rådhuspladsen fået en ny skrifttype. Den hedder selvfølgelig BREAKING og er udviklet sammen med Playtype.

Det er en moderne fortolkning af det tabloide udtryk, Ekstra Bladet er bygget på.

Torsdag blev fonten lanceret ved et mindre arrangement på Værnedamsvej, hvor den nye identitet blev vist frem for første gang.

Bag projektet ligger både strategiske og praktiske tanker om branding, læsbarhed og hurtigere nyhedsproduktion.

Det har vi talt med Alberte Egholm, brand manager hos Ekstra Bladet, om.

"Fonten er et af de stærkeste og tydeligste brandassets, på tværs af vores indhold, platforme og kanaler"

Foto til højre: Alberte Egholm fra Ekstra Bladet og dele af teamet bag den nye
skrifttype BREAKING til lanceringen på Værnedamsvej.


Alberte, Hvorfor skal Ekstra Bladet have en ny skrifttype?

Ekstra Bladet er en virksomhed, der lever af formidling, ord og bogstaver. Derfor bliver fonten naturligt et af de stærkeste og tydeligste brandassets – på tværs af indhold, platforme og kanaler. Ekstra Bladet benyttede sig tidligere af flere forskellige fonte, hvilket gjorde, at udtrykket og brandet hurtigt kom til at fremstå fragmenteret. Derudover havde nogle af de tidligere fonte funktionaliteter og begrænsninger, som havde uhensigtsmæssig indflydelse på vores arbejdsgange.”

Ekstra Bladet

Hvorfor giver det mening for et medie, som Ekstra Bladet, at arbejde med typografi på den måde?

“Når fonten er så stærk en brandmarkør og et så vigtigt asset, er det en gylden mulighed for at bruge den langt mere aktivt til at understøtte vores journalistiks kerneværdier og styrke brandkommunikationen.

Mere konkret betyder det, at vi har fået tegnet en font, hvis funktionalitet optimerer hastigheden i produktionen af nyheder og gør det muligt at spare afgørende sekunder, når der skal publiceres nyheder – så vi fortsat kan være først med breaking news. Samtidig gør fonten det muligt at pakke mere information ind på mindre plads, hvilket frigiver flere pixels på fronten.

Og så er fonten er tegnet i 108 statiske snit, som spænder fra Extra Condensed til Expanded og med vægte fra ultralet Thin til en tung og slagkraftig Black. Det gør, at den kan understøtte diversiteten i vores redaktionelle og kommercielle indholdsområder, emner og behov. Det betyder, at vi kan kommunikere alt fra rubrikker om ulykker til salg af fodboldkampe og producere forskellige podcastcovers uden at gå på kompromis med den røde tråd og brandidentiteten.

For at citere Playtype: Som en moderne fortolkning af modernismens neo-groteske skrifttyper forbliver Breaking tro mod sine historiske rødder, men er pakket og tilpasset med skræddersyet, state-of-the-art funktionalitet.”


"Arkivmateriale og historiske aviser har været en vigtig kilde til inspiration i de indledende konceptuelle undersøgelser"

Ekstra Bladet
Ekstra Bladet spiseseddel

Hvad gør den nye skrifttype “Ekstra Bladet-agtig”?

“Uh, det ligger der et hav af overvejelser bag. Helt overordnet handler det selvfølgelig om, at vi har holdt fast i det tabloide big and bold-udtryk. Det betyder, at udtrykket og nyhederne stadig har en særlig gennemslagskraft – men med lidt blødere former på bogstavkurverne er det nu også muligt at tale med store ord uden altid at råbe.

Nogle af de mere strategiske overvejelser handler blandt andet om det målrettede arbejde med legibility/læsbarhed. Ved at få tegnet en font, der er ultralæsbar, med masser af luft og et specialoptimeret brødtekstsnit med udvidede over- og underlængder til længere artikler, forsøger vi at demokratisere nyhederne ved at gøre dem mere tilgængelige. Med BREAKING skal det være endnu nemmere for alle hurtigt at blive hurtigt opdateret på nyhedsbilledet. At udgive og tilgængeliggøre nyheder for alle har alle dage været meget Ekstra Bladet.”

“Hvem har I været inspireret af undervejs i processen?

“I fare for at lyde arrogant: os selv. Arkivmateriale og historiske aviser har været en vigtig kilde til inspiration i de indledende konceptuelle undersøgelser. Ekstra Bladets historie strækker sig helt tilbage til 1904, så der var enorme mængder materiale at dykke ned i.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center