Så er det endeligt! Efter lange forhandlinger, ligger det nu fast, at Discovery og Yousee ikke kan blive enige. Det betyder, at Discoverys kanaler ikke bliver en del af YouSees tilbud fra 2020 – hverken i de faste pakker eller som bland-selv. YouSee-kunder, der vil sikre sig adgang til Discoverys kanaler, skal finde en anden tv-distributør eller se Discoverys indhold på streamingtjenesten Dplay. Discovery fortæller her lidt om grunden, men mere om “hvad gør vi så nu”?
I samarbejde med Dplay giver Dontt.dk endda mulighed for at prøve deres tjeneste gratis i 14 dage, og til halv pris det første halve år.
DISCOVERY FORTÆLLER:
Siden YouSee i september meldte ud, at Discoverys 11 kanaler fra 1. januar 2020 ikke længere ville være en del af deres faste tv-pakker, har der, særligt blandt YouSees over 1 million tv-kunder, været stor forvirring omkring, hvorvidt de definitivt ville miste adgangen til kanalerne efter nytår.
Den uvished kan nu fjernes én gang for alle: Fra den 1. januar vil ingen af Discoverys 11 kanaler være at finde hos YouSee – hverken i de faste tv-pakker eller som bland-selv.
Den klare udmelding kommer fra Discovery, efter at flere måneders forhandlinger med YouSee nu er kommet til deres endelige afslutning.
– Det er nu definitivt, at der ikke bliver en aftale med YouSee. YouSee opretholder sin diskriminerende adfærd, og derfor lægger vi nu vores kræfter fremadrettet i Dplay og med de andre danske tv-distributører. Vi håber, at YouSee-kunder fremadrettet vil bruge disse platforme til at få adgang til vores tv-kanaler, siger Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark og forstætter:
– YouSee siger, at de ønsker mere fleksibilitet for deres kunder, men faktum er, at de nu tilbyder mindre indhold til den samme pris kun for at skabe besparelser for deres ejere, en australsk kapitalfond og danske pensionskasser.
Det er nu definitivt, at der ikke bliver en aftale med YouSee. YouSee opretholder sin diskriminerende adfærd.
Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark
HER ER KUNDERNES MULIGHEDER:
Skal man som YouSee-kunde fortsat kunne se Discoverys indhold fra den 1. januar 2020, er konsekvensen klar: Skift tv-distributør eller brug Discoverys streamingtjeneste Dplay.
Discoverys kanaler vil fortsat være tilgængelige på streamingtjenesten Dplay – både live on on-demand. Ifølge direktøren er det en mulighed, som flere og flere vælger til:
– Heldigvis vil seerne stadig kunne se alt vores indhold og alle vores kanaler gennem de andre danske tv-distributører og selvfølgelig på vores streamingtjeneste Dplay. Vi ved alle, at medielandskabet ændrer sig hurtigt, og vi har forberedt os på et scenarie som dette. Vi har investeret massivt i Dplay i de sidste par år, og det er nu en af de hurtigst voksende streamingtjenester i Norden, siger Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark
Discoverys kanaler er fortsat tilgængelige hos andre danske tv-distributører, herunder Boxer, Waoo, Canal Digital, Stofa og Telia.