Her skal du møde Jonas Hoffmann og Victor Høyer, der står bag det nye københavnske skobrand Zuno Archives.
Brandet laver moderne loafers, sejlersko og derbys til hverdagsbrug.

Selv lover de: ingen hype, ingen kunstige drops, Men derimod kontinuitet, kvalitet og ambitionen om at blive fremtidens hverdagsstaple.

Men hvad ligger egentlig bag den mission? Det har vi taget en snak med Jonas Hoffmann og Victor Høyer om.


"Zuno Archives er vores bud på et moderne skobrand, der laver klassiske sko til hverdagen, uden at lade som om, vi har opfundet en ny type sko"

Zuno Archives

Jonas Hoffmann & Victor Høyer


I skriver, at I ikke vil genopfinde noget. Kort fortalt: Hvad er Zuno Archives?

Jonas:
“Zuno Archives er vores bud på et moderne skobrand, der laver klassiske sko til hverdagen, uden at lade som om, vi har opfundet en ny type sko. Vi tager udgangspunkt i silhuetter, folk allerede kender og bruger, dvs loafers, sejlersko og derbys og forsøger at gøre dem så tilgængelige, komfortable og skarpt prissatte som muligt.”

Hvem er målgruppen?

Jonas:
“Vores primære målgruppe er mænd i alderen 15 til 35 år, som er vokset op med sneakers, men som er begyndt at have brug for noget, der fungerer både på kontoret, til middag og i hverdagen. De vil stadig have komfort og noget, der føles afslappet, men uden at stå i sneakers til alt resten af livet. Vi prøver at bygge et brand, hvor du kan tage dine loafers på om morgenen og ikke tænke mere over det resten af dagen.”

Hvorfor tror I, loafers er blevet en del af “hverdagsuniformen”?

Victor:
“Loafers rammer en ret perfekt balance mellem pænt og afslappet. Arbejdslivet er blevet mere uformelt, men folk vil stadig gerne se nogenlunde skarpe ud. En loafer kan noget af det samme som en sneaker, da den er nem at hoppe i, og den fungerer til jeans, chinos og jakkesæt, men den sender et lidt mere voksent signal. Der er mange, der ikke gider skifte gear mellem “kontorsko” og “weekendsko”, og der er loaferen blevet det oplagte kompromis.”

Hvad har været den største udfordring frem mod lanceringen?

Jonas:
“Den største udfordring har helt klart været at få komfort, kvalitet og pris til at gå op i en højere enhed. Vi ville producere i Portugal, arbejde med ordentlige materialer og samtidig lande på et prisniveau, hvor vores egen generation faktisk har råd til at købe skoene. Samtidig har vi skulle bygge alt op fra bunden, leverandørrelationer, pasforme, branding mm, uden at gå på kompromis med idéen om, at det her skal kunne holde i mange år og ikke bare være et hurtigt hype-projekt.”

Det er stadig tidligt, men hvordan er I blevet modtaget?

Victor:
“Vi mærker allerede nu, at narrativet om “den nye hverdagssko” resonerer. Folk forstår idéen, fordi de selv har stået og manglet et alternativ til sneakers, som ikke føles stift eller gammeldags. De første kunder giver god feedback på komforten og pasformen og synes produktet er godt til prisen.”

"De næste par år handler om at bevise, at vi kan være en konstant i folks garderobe"

"Vi vil hellere være kendt for, at du kan komme tilbage om et år og stadig købe en loafer, du kender, i en opdateret version, end for et samarbejde, der kun lever i 48 timer"

I fortalte mig, at I ville fokusere mindre på hype og mere på kontinuitet. Hvad betyder det lidt mere konkret?

Jonas:
“Helt konkret betyder det, at vi ikke jagter “drop culture” eller kunstigt begrænsede releases. Vi vil hellere være kendt for, at du kan komme tilbage om et år og stadig købe en loafer, du kender, i en opdateret version, end for et samarbejde, der kun lever i 48 timer. Kontinuitet for os er: stabile styles, små løbende forbedringer, og et brandunivers, der ikke skifter identitet hver sæson. Vi bygger et produkt og et community, der skal føles relevant om fem år, ikke kun på torsdag.”

Hvad er ambitionen for Zuno Archives de næste 1–2 år?

Jonas:
“De næste par år handler om at bevise, at vi kan være en konstant i folks garderobe. Vi vil finpudse vores kerneprodukter, udvide sortimentet kontrolleret, stadig inden for de klassiske modeller og bygge en stærk direkte relation til kunderne via vores egen webshop. Samtidig vil vi arbejde sammen med et lille, kurateret udvalg af fysiske butikker, så vi kan mærke, hvordan produkterne performer i “den virkelige verden”, uden at miste kontrollen over brandet. Målet er, at Zuno Archives skal være et naturligt valg, når du første gang skifter sneakers ud med “rigtige” sko.”

Og hvis I kigger længere frem. Hvor stort skal det blive?

Victor:
“På længere sigt vil vi gerne være det brand, den nye generation instinktivt tænker på, når de skal bruge sko lidt ligesom man i dag automatisk nævner bestemte sneakerbrands. Vi ser for os, at Zuno Archives kan være et internationalt brand med rødder i København, hvor størstedelen af salget stadig går gennem vores egne kanaler, så vi bevarer den tætte kontakt til kunderne. Ambitionen er ikke bare at blive “endnu et skobrand”, men at være den faste reference, når man taler om moderne, komfortable hverdagssko i ordentlig kvalitet til en fair pris.”


WEEKLY BRIEF

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 55.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center