🇪🇺 For our global audience, here’s the English version. Click here.
41 dage. Så lang tid gik der, fra Restaurant Udtryk slog dørene op, til den første Michelin-stjerne var en realitet i juni 2025.
Bag restauranten står Bjarke Just Nielsen og Norrlyst-koncernen, der i dag tæller 17 restauranter, alle profitable. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt i en branche, hvor selv etablerede steder kæmper med marginerne.
Men med Udtryk gik det stærkere end de fleste havde forestillet sig. Vi har talt med Bjarke om, hvad stjernen reelt betyder, hvordan man bygger en Michelin-restaurant på rekordtid, og hvordan det går Udtryk i dag, når hypen har lagt sig.
"Vi blev booket langt ud i fremtiden på kun 24 timer, hvilket svarede til en omsætning på 7–8 millioner kroner."

Bjarke Just Nielsen
"Vi ville bygge en restaurant på det højeste niveau"
Bjarke, var det en ambition fra start, at Udtryk skulle have en Michelin-stjerne?
“Ja, det var det. Fra begyndelsen var ambitionen klar: Vi ville bygge en restaurant på det højeste niveau og sigte efter en Michelin-stjerne inden for to år. Når man taler Michelin-niveau, er det typisk båret af mennesker og stærke teams. Vi havde vores set-up i Norrlyst, og så handlede det om at samle det rigtige hold omkring projektet.
Vi har tidligere brugt sportstermer, når vi har talt sammen. Her kunne man kalde det en double i tennis. Vi havde fundamentet, og så gjaldt det om at sætte det rigtige hold på banen.”
Kan du beskrive processen lidt nærmere?
“Internt vidste vi godt, at vi kunne bære det. Vi er ekstremt dygtige til data og økonomi, og det er en nøglespiller i sådan et set-up. Det fundament byggede vi op omkring teamet og organisationen. Samtidig var det afgørende, at den kreative retning var skarp fra start. Her spillede Christian Sommer Ankerlund en central rolle i at skabe hele udtrykket, fra kunst og æstetik til den samlede fortælling om stedet. Det var vigtigt for os, at rum, identitet og gastronomi hang sammen som én helhed.
Vores ambitioner har altid været ekstremt høje, og vi har arbejdet med det mål, at gæsterne skal føle sig taget hånd om og have en fuldendt oplevelse. Vi har ikke sat os fast på bestemte kulinariske dogmer, det var en fælles ambition at skabe noget, der fungerer og leverer kvalitet og konsistens.”

Christian Sommer Ankerlund & Bjarke Just Nielsen
Bliver det til flere stjerner?
Hvilken rolle spillede data i den proces?
“Det er det samme, vi gør hver gang, vi åbner en restaurant i Norrlyst-koncernen. Vi analyserer en masse data. I det her tilfælde kunne vi se, at der var plads til en modpol i forhold til, hvordan restaurantscenen udviklede sig i København. Tilbage til det jeg sagde før med vores høje ambitioner. Vi kunne se, at der kom flere og flere billigere steder, hvor pris hele tiden var argumentet for at spise der.
Her så vi en mulighed for at kommunikere og værne om oplevelsen i stedet. Altså en direkte modpol.”
Kan man sige, hvad det konkret betyder at få en stjerne?
“Fra den aften, vi fik stjernen, og 24 timer frem, blev vi væltet med henvendelser. Vi blev booket langt ud i fremtiden, hvilket svarede til en omsætning på 7–8 millioner kroner.
Derudover var der naturligvis en masse PR og opmærksomhed. Folk lærer os at kende gennem den slags. Det er ret konkret.
De afledte effekter betyder også noget, når vi skal rekruttere. Mange vil gerne arbejde for nogen, der er dygtige til deres håndværk, og en stjerne er et blåstempel.
Men internt har det selvfølgelig også betydet meget. Det er en stjerne til hele koncernen og alle, der arbejder her.”
Hvordan går det i dag?
“Vi er ovre hvedebrødsdagene, hvor opmærksomheden kom, bare fordi vi eksisterede. Den fase er overstået. Nu er vi i drift, og det er godt. Restauranten er stadig fuldt booket.
Passionen er lige så stor, og stedet er bedre end nogensinde før. Stjernen har været med til at gøre oplevelsen endnu bedre.
Om det bliver til flere stjerner, ved jeg ikke. Men jeg ved, at stedet skal fortsætte med at udvikle sig.”
Stort interview
Vil du høre mere om, hvordan Bjarke Just Nielsen har ændret spillereglerne i restaurationsbranchen, kan du læse vores tidligere interview her: “På fem år har Bjarke Just Nielsen ændret spillereglerne i restaurationsbranchen” Læs med her.

Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


